Quantum of Solace

Bond og Forster er en dårlig kombi

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvis man skal evaluere lidt på det hele, så var det nok ikke en god idé at hente schweizeren Marc Forster som instruktør af den nye Bond-film, 'Quantum of Solace'.
Jovist, Forster har instrueret glimrende film som 'Monster's Ball' og 'Finding Neverland', der fortæller om voldsomme menneskelige dramaer uden at forfalde til ren spekulation i melodramaer og tåreperseri. Og han har vist at han kan sammensætte store, flot opsatte filmdramaer i 'Drageløberen'. Men det afgørende spørgsmål i den her sammenhæng er, om Marc Forsters talent for at beskrive voldsomme menneskeskæbner i en flot og dramatisk ramme, nu også er en god kombi med James Bonds hyperstiliserede, elegante action-univers. Nu har vi svaret. Det er ikke en god kombi. Forster har tilsyneladende forsøgt at fortælle en af den slags historie, han plejer at fortælle, en historie om et kuldsejlet og plaget menneske - bare med en verdensberømt agent og kvindeforfører i hovedrollen.

Jordnær og realistisk
Marc Forster har tilsyneladende bestræbt sig på at gøre James Bond så jordnær og realistisk og troværdig som menneske, som det overhovedet kan lade sig gøre - uden at James Bond holder op med at være James Bond. 'Quantum of Solace' begynder nemlig præcis der, hvor forgængeren 'Casino Royale' slutter, der hvor James Bond har skudt overskurken Mr. White, spillet af danske Jesper Christensen, i benet og først og fremmest har mistet sin elskede Vesper Lynd.

Plaget mand
Gennem hele 'Quantum of Solace' benægter Bond, at han er berørt af Vesper Lynds død og at det vil påvirke hans arbejde. Set med Marc Forsters filmbriller er 'Quantum of Solace' altså en historie om en mand, der tilfældigvis er agent, som nægter at behandle sin elskedes død og derfor lader sin vrede og frustration komme ud ved at skyde og smadre den ene skurk efter den anden. Den stakkels martrede agent overhører sin chefs ordrer og pløkker skurkene ned efter mottoet 'dræb først, spørg bagefter' - hvilket ikke er så heldigt når man forsøger at optrævle en magtfuld international forbryderloge, som man næsten intet ved om.
Den plagede mand har ingen familie, men i 'Quantum of Solace' har han sin gamle chef, M, en moden dame, der gør det fint som surrogatmor. Hun er dybt bekymret for Bond hele filmen igennem, ikke bare bekymret som en moderne arbejdsgiver er det for sine bedste ansatte, men rigtig moderligt bekymret.

Ser skidt ud
James Bond har aldrig set så skidt ud, som han gør i 'Quantum of Solace'. Han ligner en mand, der aldrig sover, men istedet slapper af med en kraftig drink eller fem i ny og næ. Det er det jordnære, ja, realistiske plan Marc Forster forsøger at placere Bond på i 'Quantum of Solace'. Eftersom Daniel Craig er så glimrende en karakterskuespiller, virker det ikke helt absurd at gøre den uovervindelig James Bond til et plaget menneske. Til gengæld giver det nogle enorme problemer for 'Quantum of Solace', at Marc Forster også har forsøgt at gøre resten af filmen jordnær. Det præger først og fremmest filmens skurk, Dominic Greene, spillet af en af Frankrigs mest populære skuespillere i øjeblikket, Mathieu Amalric.

Uskurkagtig skurk
Greene har ingen af de excentriske, storhedsvanvittige egenskaber, vi er vant til at se hos James Bonds superskurk-modstandere. Han er blot en kynisk forretningsmand, der forsøger at udnytte nogle fattige sydamerikaneres mangel på drikkevand. Pointen med at vælge den lille, uskyldigt udseende Mathieu Amalric var at finde en skurk, der ikke ligner en skurk. Det er lykkedes i næsten demonstrativ grad. Dominic Greene er præcis så uskurkagtig og jordnær, at han bliver det, han ikke må blive, kedelig og farveløs. Han har knap nok en replik, der er værd at huske i filmen.

Falder til jorden
I sit forsøg på at give James Bond en menneskelig substans er Marc Forster altså kommet til at pine al glamour og eventyr ud af James Bond. 'Quantum of Solace' er blevet en underligt livløs film. Kun ukrainske Olga Kurylenko som den traditionelle Bond-pige formår at tilføre filmen lidt gnist og farve. Selv de obligatoriske valg af eksotiske scener for Bonds action-eventyr falder underligt til jorden, uanset om det er hestevæddeløb i Siena eller bådjagt på Haiti. Og Jesper Christensen i rollen som den mystiske superskurk, Mr. White, bliver mildt sagt heller ikke brugt til noget.

Kasseret charmeklud
Efter 'Casino Royale', der absolut var en af de mest levende og potente af samtlige nu 22 Bond-film, er 'Quantum of Solace' en af de svageste. Det er måske den meste alvorlige af dem alle, men besynderligt nok virker den ligeså flad og uinspireret som de to gennemsnitsactionfilm, Timothy Dalton nåede at spille Bond i i slut-80'erne, 'The Living Daylights' og 'License to Kill'. Dens plot kommer aldrig igang. Af samme grund er det svært at give noget handlingsreferat af filmen. Den handler simpelthen ikke.
Set i bakspejlet var valget af Marc Forster altså ikke nogen godt valg. En plaget og martret James Bond er en fin idé. Det har fungeret glimrende før, senest i 'Casino Royale'. Men Bond som et jordnært menneske med realistiske følelser i et Marc Forster-drama - det falder til jorden som en kasseret charmeklud.