Rambo

En spag og vag støtte til Bush?

Anmeldt af Per Juul Carlsen

For bare et par år siden ville vi have været flade af grin. Tænk sig, en ny Rambo-film, en ny film om den gamle, martrede Vietnam-veteran, der drønede verden rundt i 1980'erne og befriede verden for russere og andet afskum, altimens han hadede sine gamle overordnede i den amerikanske hær af et godt hjerte. Det ville lyde helt absurd i år 2004 eller 2005. Faktisk ville der kun være én logisk forklaring, at Rambos alter ego, 80'er-stjernen Sylvester Stallone, havde brug for penge til at købe et nyt stort spa-bad.

Den amerikanske drøm
Men pludselig, sidste år, skete der noget. Da lancerede Sylvester Stallone den 5. film om sit andet alter ego, bokseren Rocky, den gamle amerikanske drøm om den lille mand, der kan vise, at han er noget værd. Umiddelbart lød det som en ganske pinlig affære at se en 60-årig Stallone drøne rundt i en boksering, men minsandten om ikke Stallone fik hevet en forbavsende helstøbt og tankevækkende film hjem. Det lignede på ingen måde et hurtigt opkog på gamle meritter, snarere en film af en mand, der havde noget på hjerte, som ville fortælle, at man netop ikke skal hænge sig i fortidens bedrifter, men se fremad og hele tiden vise sit værd. Den nye Rocky-film, 'Rocky Balboa', skabte forventninger til den nye Rambo-film, ikke store forventninger om noget mesterværk, selvfølgelig, men eftersom den amerikanske hær i øjeblikket befinder sig i det, der bliver kaldt det nye Vietnam, Irak, og eftersom Sylvester Stallone er en af præsident Bush' få støtter i Hollywood, burde kimen til en ny og ihvertfald interessant Rambo-film ligge og ulme et sted.

Desværre
Det gør den bare ikke. Desværre. Den nye Rambo-film, der bare hedder 'Rambo', er på ingen måde noget interessant input i tidens store debat om krigsførelse i fjerne lande og om gammeldags amerikansk udenrigspolitik. Den er snarere et udtryk for den utroligt svære kunst, der går ud på at rode i en hvepserede uden at blive stukket - og score kassen samtidig, ikke at forglemme. Stallone gør alt hvad han kan for at undgå at være kontroversiel. Han nævner ikke Irak eller Afghanistan med et ord, men lader istedet filmen udspille sig i en konflikt, hvor ingen kan være i tvivl om hvem der er skurke, og tilsidst serverer han tidens mest floromvundne og kedsommelige og nemme mantra, at man skal søge ro og sjælefred i sine familierødder. Det er så nemt og konfliktsky som noget kan være.

Ikke katastrofal
Det betyder ikke at 'Rambo' er en decideret katastrofal eller rædselsfuld film, bare nærmest en ligegyldighed med den lidt vege pointe, at det ikke nytter at lade stå til, men at man må gribe til våben overfor en uretfærdig konflikt, uanset hvor nyttesløst det kan se ud.
I stedet bruger Stallone en god del energi på at tegne et billede af Rambo som den gamle krigsmaskine, der er blevet fuldtidspacifist. Han samler slanger og andet giftigt kryb i det nordlige Thailand, og gider ikke løfte en finger for nogetsomhelst, heller ikke da en folk kristne amerikanske læger kommer anstigende og be'r ham om at sejle dem ind i Burma, hvor de skal hjælpe det kristne Karen-folk i den 60 år gamle borgerkrig mod militærdiktaturet i Burma.
Gamle Rambo nægter at sejle nogen nogetsteds hen. Han tror ikke længere på, at det nytter noget at blande sig i væbnede konflikter.

Dø for noget
Men den kønne unge, kvindelige læge i selskabet får ham til at skifte mening. Det nytter slet ikke noget, ikke at reagere, hævder hun, og så indvilliger Rambo i at sejle de kristne læger til Burma. Inden længe bliver lægerne og den Karen-landsby, de har slået sig ned i, overfaldet af den burmesiske hær, og så bliver Rambo igen hyret af amerikanske kristne, denne gang til at guide en flok lejesoldater ind i Burma, så de kan befri lægerne. Ikke overraskende kan Rambo ikke lade være med at blande sig - under det temmelig unuancerede motto 'lev for ingenting eller dø for noget'.

Grumme og usympatiske
De burmesiske soldater er nemlig så grumme og usympatiske, at enhver vil få lyst til at skyde på de sadistiske svin. Ikke nok med at de torturerer og voldtager, de skyder også små børn, og som prikken over i'et smider de miner i karenernes rismarker, hvorefter de indgår væddemål om hvilke af de karenske bønder, der bliver sprængt i smadder, når de stakkels mennesker bliver tvunget til at løbe gennem rismarkerne. Der er altså intet kontroversielt i at Rambo smadrer løs på burmeserne. Allerede i starten af filmen understreger Stallone, at burmeserne er nogle bæster, der ikke bare myrder karenerne, men også fredselskende munke, der bliver efterladt livløse i gaderne og floderne i Burma. Mottoet 'lev for ingenting eller dø for noget' kunne ligne en støtte til præsident Bush. På den anden side er det så vagt og spagt serveret, at det ikke rigtig kan vække opsigt nogetsteds.