Redacted
Overhalet indenom

Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er sjovt som film kan ændre sig med tiden. I løbet af blot et år kan en film endda helt ændre karakter, bare fordi andre film behandler samme emne eller begivenheder i verdenspolitikken flytter sig og ændrer perspektiverne.
Traumatiske begivenheder
Det har taget mere end et år for den amerikanske Irak-film 'Redacted' at nå til de danske biografer, og for en højaktuel film, der gerne vil sætte fokus på politiske begivenheder er det nærmest en evighed. Siden 'Redacted' vandt den næstfineste pris på sidste års filmfestival i Venedig, har flere ligesindede amerikanske film fået premiere i de danske biografer, nærmere bestemt filmene 'In the Valley of Elah', 'Battle of Haditha' og 'Stop-Loss'. Netop derfor er 'Redacted' blevet overhalet indenom af film, hvoraf de to af dem endda går skridtet videre end 'Redacted' og fortæller om amerikanske soldater, der er vendt hjem efter traumatiske begivenheder i Irak og helt og aldeles er ude af stand til at få en normal tilværelse i USA til at hænge sammen.
Voldtager 15-årig
'Redacted' nøjes med at fortælle om de traumatiske begivenheder i Irak. Den forsøger at få os til at forstå hvilket umenneskeligt pres de amerikanske soldater er under hver eneste dag, når de skal tjekke irakere, der skal gennem de amerikanske vejspærringer. Den forsøger at forklare hvad der sker i hovedet på de soldater, der beslutter sig at drage ind i et hus, voldtage en 15-årig pige og myrde resten af hendes familie, fra en 7-8-årig pige til en invalid gammel mand. Og den forsøger ikke mindst at forklare hvad det er for en modtagelse en amerikansk soldat kan forvente at få, når han vælger at gå til sine overordnede og fortælle, at hans soldaterkammerater er skyldige i en krigsforbrydelse. Det billede af soldaterne i Irak forsøger instruktøren Brian de Palma at præsentere så realistisk som muligt, ikke mindst ved at lade som om at alle begivenhederne i filmen serveres gennem andre medier, fx nyhedsudsendelser, overvågningskameraer og ikke mindst de udstationerede soldaters egne digitale kameraer.
Maskeret som dokumentar
'Redacted' er altså en fiktiv historie baseret på virkelige begivenheder og maskeret som dokumentarfilm, hvilket der ikke er noget mærkeligt i nu om dage, hvor fiktionsfilm låner flittigt fra dokumentargenren og dokumentarfilm låner flittigt fra fiktionsfilm. Men filmens beskrivelse af de amerikanske soldaters traumatiske genvordigheder i Irak virker forsimplet og bedaget i kølvandet på de langt mere nuancerede 'In the Valley of Elah' og 'Stop-Loss', hvor hjemvendte amerikanske soldater henholdsvis gik til grunde i vold og deserterede til Mexico.
Hæmmende formsprog
Der findes altså bedre og skarpere film om Irak-krigen end 'Redacted', hvilket ikke kun skyldes at 'Redacted' får en forsinket danmarkspremiere. Brian de Palmas formeksperiment med at lade som om hele filmen er klippet sammen af hjemmevideooptagelser, nyhedsudsendelser og overvågningsbånd er mere hæmmende end det er givtigt. Flere scener virker overhovedet ikke overbevisende som hjemmevideooptagelser, blandt fordi skuespillernes replikker langtfra er naturlige at lytte til, hvilket fuldstændig ødelægger den fornemmelse af realisme og virkelighed Brian de Palma tilsyneladende er gået efter. Det havde sandsynligvis givet et langt mere gribende og nuanceret indtryk at optage filmen som en ren spillefilm af klassisk tilsnit.
Fornuften og moralen
Det betyder langtfra at 'Redacted' er blevet irrelevant og ligegyldig. Den stiller en række spørgsmål, som stadig er lige vigtige. Var det virkelig nødvendigt at gå i krig i Irak? Havde det amerikanske militær overhovedet undersøgt hvad det var for et land og en befolkning, de gik ind til? Er det nødvendigt at spolere unge mennesker i en politisk sags tjeneste? Og er det ikke fornuften og moralen, snarere end sandheden, der er det første offer i en krig?
De spørgsmål kan ikke stilles for mange gange.