Rejsen til Saturn

Rejsen tilbage til 1977

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Arrhh, en god omgang satire, det er lige hvad vi trænger her i det lille Dannevang. Vi trænger til at at blive udstillet, gennemspiddet, hudflettet og vi trænger ikke mindst til at genkende os selv og grine hjerteligt af det, vi ser. Det er efterhånden ved at være nogle år siden en dansk film forsøgte at bidrage med noget skarp satire. Sidste år forsøgte 'Hvordan vi slipper af med de andre' uden rigtig at blive klar i spyttet og ramme nutidens Danmark på kornet. Og med lidt god vilje kunne man kalde sidste års pseudodokumentar, 'AFR', hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver myrdet, en politisk satire, men filmen var samtidig rigtig meget andet end det.

Dansk satire
Nu er turen så kommet til en film, der ihvertfald forsøger at være bidende satire af den mest rendyrkede slags. Den tager endda fat i noget af det mest rene danske satire, der findes, nemlig en af tegneren Claus Deleurans historier, 'Rejsen til Saturn', fra 1977. Filmen forsøger heldigvis ikke at være en gennemført filmatisering af 'Rejsen til Saturn' - det ville være helt umuligt eftersom Claus Deleurans særlige, finurlige, gemytlige og alligevel skarpe tone, så afgjort var den afdøde tegners helt egen. Men filmen bruger løs af Deleurans spøjse historie om det lille, gemytlige land, der forsøger at puste sig op og bide skeer med de store ved at ta' på opdagelsesrejse ud i rummet.

Krøllet hjerne
Det er måske det største problem ved den spritnye tegnefilm, 'Rejsen til Saturn'. Det er slet ikke utænkeligt, at filmen havde fungeret stærkere og skarpere hvis den slet ikke var bundet op på Deleurans 31 år gamle tegneserie, men havde fundet på sin egen nye, tidssvarende historie. Det virker nemlig som om filmens bagmænd ikke har kunnet tænke udover de idéer Deleuran fandt på i sin krøllede hjerne i 1977, da Danmark var et helt andet land end det er i dag, 31 år efter.

Komplekser med modsat fortegn
I 1977 fremstod Danmark nemlig som et lilleputland med en enorm udlandsgæld og nogle endnu større, afgrundsdybe mindreværdskomplekser. I dag er udlandsgælden slettet, mens komplekserne nærmest har fået modsat fortegn nu hvor Danmark er krigsførende sammen med et par af de største stormagter på kloden. Og hvad rumrejser angår så var de jo højeste mode i 70'erne, efter USA's månelanding i 1969, mens ingen rigtig gider skænke rumrejser en seriøs tanke nu om dage.

Flueknepperi?
Lyder det som en omgang af den berømte disciplin, flueknepperi, at fokusere på den slags detaljer? Muligvis. Men det er svært ikke at blive distraheret af nogle mærkelige konstruktioner undervejs i 'Rejsen til Saturn'. Fx er en af hovedpersonerne, den kejtede pseudoastronaut, Per Jensen, en mærkelig figur. Han hygger sig med blive hyldet i den lokale UFO-forening for nogle bedrifter som astronaut, som han åbenbart har løjet sig til. Men altså, siden hvornår har danske UFO-foreninger hyldet astronauter og hvornår har no-gen iøvrigt sidst set noget så umoderne som en UFO-forening? Det virker mest af alt som et panisk forsøg på at få nutidens fankultur til at hænge sammen med Deleurans tegneserie. Ligeledes forsøger tegnefilmen 'Rejsen til Saturn' at holde fast i Deleurans yndlingsbeskrivelse af de små ølglade hyggedanskere, der slet ikke gider tænke i storpolitik, gennem figuren Fisse-Ole, der drikker bajere i stribevis, slår prutter og råber højt om fisse.

Nyliberale villaejere
Er det sådan kernedanskeren ser ud i dag? Nej, vel. Det ville være meget sjovere og mere præcist at se kernedanskeren hængt ud som den nyliberale villaejer, der betaler håndværkerne sort, spekulerer i aktier og friværdi og har glemt alt om det gamle begreb, solidaritet.
Derimod går det langt bedre for 'Rejsen til Saturn' når de laver rigtig nutidig satire som med kokken på rumskibet, Jamil, der har tilbragt flere år i en flygtningelejr og som forsøger at blive kernedansk fordi han bare gerne vil have sin familie til landet. Her er en rigtig god figur anno 2008. Og det samme gælder Deleurans gamle små-fascistiske sergent, Arne Skrydsbøl, der er blevet opdateret til at være en paranoid veteran fra krigen i Irak. Det giver god mening.

Spøjs fornemmelse
Det er altså en lidt spøjs fornemmelse man sidder tilbage med efter 'Rejsen til Saturn'. Det er forfriskende, grovkornet og bramfri satire med et par rigtig gode pointer undervejs, men det virker som om en stor del af den sprudlende humor er låst fast i en lettere fjern fortid, hvor vores lille andedam så ganske anderledes ud.