Remix
Vaklende og kejtet
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er en glimrende og indlysende idé, der ligger bag den danske film, 'Remix'. Og hvis man så samtidig konstaterer, at filmen er behageligt renset for simple løsninger på en kompleks problemstilling og at de to skuespillere, Micky Skeel Hansen og Camilla Bendix kæmper ihærdigt for deres roller, har vi nogenlunde opsummeret alt det, der er godt ved 'Remix'.
Resten er en vaklende og kejtet blanding af bifigurer, der aldrig finder en klar plads i historien, scener, der ikke fører nogen steder hen, og fremfor alt en dramaturgi, der aldrig flytter sig.
Lad os gribe et hurtigt eksempel.
Narko-mark
I filmen optræder en producer med tilnavnet Narko-Mark. I starten af filmen er han et billede på gårsdagens musikbranche, rolig, myndig, afslappet, fuld af integritet og med klare kvalitetsbegreber. Sådan noget kan ikke bruges til at føre popstjerner frem i dag, forklarer filmen, så Narko-Mark bliver fyret af pladeselskabet og i princippet er den bitre mand ude af historien. Alligevel dukker han op igen i nogle scener, hvor han sidder og hænger bag scenen ved vores hovedperson, Rubens, koncerter og pludselig giver hans tilnavn mening. Han hiver nemlig en lille kasse med hvidt pulver frem af inderlommen og tilbyder det til den fortvivlede Ruben, der ikke kan finde ud af rollen som popstjerne.
Gammelt narkovrag
Væk er den myndige integritet og fornuft, Narko-Mark stod for blot et kvarter tidligere i historien. Nu er han bare et gammelt narkovrag. Den slags ufuldstændige karaktertegning er 'Remix' fuld af. Bifigurer kan ændre karakter fra scene til scene. Være sobre og bundsolide det ene øjeblik og snotdumme det næste, hvis manuskriptet skulle få brug for nogen til at skubbe historien i en særlig retning.
Opslidende og hul
Samme mangel på konsekvens præger selve historien om en ung mand med popstjerne-drømme, der erfarer hvor opslidende og hul popmusikverdenen er. Fint udgangspunkt - adskillige mennesker har fået store ar på sjælen af at være i kontant med musikbranchen. Mange slap ikke ud af den med forstanden i behold. Men 'Remix' gør den store fejl, at lade Ruben være forbeholden overfor popstjernelivet lige fra starten. Eller rettere: det ene øjeblik vil han gerne, det næste vil han ikke og frem og tilbage igen. Han bliver nærmest modvilligt trukket ind i rollen som teenagepop-stjerne, uanset at intet pladeselskab i den virkelige verden ville skrive kontrakt med en person, der ikke er 110 procent dedikeret til at være popstjerne. Og Ruben er højst 70 procent. Altså er det ikke Ruben, der skal gennemgå den proces, den udvikling, som er kernen i enhver form for drama. Det skal derimod pladeselskabets talentspejder, Clara, der opdager Ruben og såmænd investerer en personlig formue i ham, da pladeselskabet mister troen på ham.
Uheldig konsekvens
Desværre er det også så som så med Clara dramatiske udvikling. Helt hen til slutningen af filmen insisterer hun på, at hun mister sit job og sine penge, hvis ikke Ruben fortsætter som popstjerne, og hvis hun lærer noget undervejs og begynder at føle afsky overfor pladebranchen, viser hun det ihvertfald ikke særlig tydeligt.
I centrum for 'Remix' er altså to figurer, der knap udvikler sig, hvilket har den uheldige konsekvens, at historien heller ikke udvikler sig. Der er ingen forskel på at se Ruben optræde i starten og slutningen af filmen. Det havde givet langt større mening, at lade den unge Ruben kaste sig grådigt over sin popstjernedrøm, synge til han blev hæs, lade ham suge hvidt pulver ind i næsen til han blev blå i hovedet og muntre sig uhæmmet i villigt ungpigekød, mens pladeselskabet skovlede kassen - indtil både han og Clara opdagede, at noget var helt galt. Det er langtfra nogen genial og original opbygning af en historie, men den havde dog trods alt haft et drama og en pointe.