Reservation Road
Hævn og selvtægt
Anmeldt af Marie Høst Andersen
Manden bag den Oscarnominerede Hotel Rwanda, instruktøren og manuskriptforfatteren Terry George, bringer os med 'Reservation Road' en ny film i samme vægtklasse, om end i et mere nært og nærværende miljø.
Lykkelig familie
Vi befinder os i Connecticut, USA, i en smuk og lykkelig familie. Sommeren går på hæld, træerne gløder storslået i rødt og orange og sønnen Josh på 10 år, som er en dygtig cellist, spiller til en skolekoncert for de begejstrede forældre, Ethan og Grace Learner og den beundrende lillesøster, Emma. På vej hjem fra koncerten holder familien ind ved en tankstation og så sker det, der ikke må ske - men som vi som publikum jo ved, må komme, da intet så smukt kan vare ved i denne genre - at Josh køres ned i et vejsving og dør på stedet.
Bilisten i den store firhjulstrækker tøver et øjeblik, men stikker så af.
Livet fortsætter brutalt
Det frygteligste er, at livet brutalt fortsætter, når det umulige sker, og det er også kun med en kraftanstrengelse, at faren Ethan, spillet af Joaquin Phoenix, kører sin familie hjem, lægger dem i seng og kæmper for at opretholde de mest basale rutiner midt i trancen. Dette bliver meget symptomatisk for, hvordan ægteparret hver især håndterer krisen og sorgen efter Josh.
Hvor moren Grace, spillet af Jennifer Connelly, lever sorgen ud med det samme, i desperation over tabet, ude af stand til at fungere, for bagefter at samle stumperne og vende tilbage til livet, er Faren Ethan i begyndelsen den stærke mand, som prøver at holde stumperne sammen for familiens skyld, men ender i en forkrampet knude af sorg, som han kun kan rette mod forbryderen – morderen - det onde menneske, som tog hans søn og ødelagde hans liv. Denne jagt efter retfærdighed, som for ham bliver lig med hævn, æder hans fornuft, og er ved at ødelægge ham.
Gnavende samvittighedsnag
Føreren af bilen, Dwight Arno, en lettere afdanket advokat, spillet dygtigt af Mark Ruffalo, følges sideløbende i hans pinsel over sin egen svaghed i det afgørende øjeblik. Han havde for meget at miste, med en søn på samme alder som ofret, som han endelig havde fået lov til at se, efter en opslidende skilsmisse. Timerne med sønnen, som helst tilbringes med deres fælles interesse baseball, nærmere betegnet Red Sox, er det eneste virkelig værdifulde i hans liv.
Hans gnavende samvittighedsnag og kamp for at være et ordentligt menneske for sin søn er noget af det, der gør filmen interessant. Man forstår hans splittelse mellem håbet om lykke i sit eget liv og fristelsen til at give efter for bekendelsen, og dermed få den fortjente straf, som kan lindre noget af smerten.
Behov for afklaring
Overfor hans komplekse lidelse, som man skiftevis forstår og fordømmer, bliver familien Learners sorg en smule forudsigelig. Selvom det er gribende at følge, er det også et lidt stereotypt billede af hvordan sorgen håndteres forskelligt af kvinder og mænd. Ethan og Grace følger begge den forventede kurve i sorgen, han som knudemand, der ikke kan leve følelserne ud og hun som vraget, der langsomt rejser sig – og det overrasker desværre ikke.
De to mænd, Ethan og Dwight, har hver især fået ødelagt deres liv efter ulykken, og de viser sig at være sammenbundet på flere måder, bl.a. gennem Dwights ex-kone, spillet af Mira Sorvino, som var musiklærer for Josh og efterfølgende bliver det for Emma. Ethans nærvær som fortvivlet far ånder Dwight i nakken, han konfronteres konstant med ulykken og familiens behov for afklaring.
Hævn og selvtægt
Emnet hævn og selvtægt er ærkeamerikansk og set i et hav af film, som f.eks. Eye for an Eye med Sally Field fra 1996 og The Sweet Hereafter fra 1997, om en hel bys vrede og hævntørst, efter en tragisk ulykke med en skolebus. Systemets svigt og samfundets ivrige opbakning til at lade hver mand søge sin egen retfærdighed, er efterhånden en gammel traver, og man ægrer sig lidt da filmen drejer ned af den velkendte vej.
Tårerne presser sig på
Der er ellers tale om godt håndværk hele vejen igennem, dygtige skuespiller som bestemt gør det til en bevægende film. Til det kan man sige, at hvis emnet, et barns død og familiens efterfølgende smerte, ikke bliver bevægende, har instruktøren i hvert fald ikke gjort sit arbejde ordentligt. Men selvom tårerne presser sig på undervejs, er filmen hurtigt glemt efterfølgende, for den mangler en egenart, en smule kant, som løfter den over det forventede. En karakter som overrasker, havde været forfriskende i thrillerelementet, eller modsat - at turde dvæle ved stilstanden og håbløsheden i sorgen, frem for at bringe den dramatiske forløsning, som vi forventer hele vejen.