Sex & the City
En Louis Vuitton-taske forklædt som film
Anmeldt af Marie Høst Andersen
Det, som slår én, da man læner sig tilbage i biografsædet til introen på 'Sex & the City'-filmen, er hvor længe de har været væk. De fire lækre New Yorker kvinder har kun været ude af vores liv i fire år, men tilhører alligevel en overstået æra af Cosmopolitans og længsel efter Manolo Blahnics. Nye drinks og andre absurd dyre sko har overtaget kvinders bevidsthed, og ikke mindst - nye serier. Siden Sex and the City sidste gang kørte over skærmen har serie-formatet oplevet et gigantisk boom, og idéen om en dvd-box med 'Lost eller 'Six Feet Under' kan nok få de fleste seriefreaks til at gyse af velbehag.'
Men den første dvd-boks i mange kvinders liv, var nok den sorte og lyserøde skotøjsæske med den komplette samling 'Sex & the City'.
Carrie skal giftes
Vi træder tilbage hos Carrie, Sarah Jessica Parker, et par år efter at vi forlod hende. Hun og Mr. Big, nu kendt som John James Preston, lever sammen i ægte parforholds-lykke. Hun kan nu med en overbærende attitude betragte alle de søgende kvinder, der kommer til New York, i jagten på de to L’er - Labels and Love. De tre andre kvinder er også kommet et skridt videre - Charlotte har endelig fået den datter hun ønskede sig, Miranda kæmper for at jonglere karriere og familie, og Samantha er flyttet til LA for at gøre kæresten Smith Jerrod til en stjerne. Og så sker der det, vi alle har ventet på - Carrie og Big skal giftes...
Det moderne New Yorker-eventyr
Efter min mening var der groft sagt to slags afsnit af 'Sex & the City' - de frække og sjove og de dramatiske. Starten af serien var klart til den lette side, med en række bizarre fest- og sexhistorier, men efterhånden som karaktererne udviklede sig, dukkede der en anden tyngde op, hvilket bl.a. kom til udtryk da Samantha fik konstateret brystkræft. I filmen fortsætter vi i den dramatiske ende. Heldigvis ind i mellem peppet op af den gammelkendte humor - Samanthas overdrevne sexhunger og Charlottes bonerte overklasse hæmninger.
Specielt Miranda, spillet af Cynthia Nixon, er god til dramaet, man tror på hendes alvor, og også Carrie bliver mere troværdig når der spilles på de dybere strenge, frem for den, til tider, øretæve-indbydende kækhed i hendes one-liners.
Fra sitcom til film
Følelsen af, at skulle gense et vel overstået, og en smule bedaget, underholdnings kapitel var svær at slippe de første 20 minutter af filmen. Det er unægteligt svært at puste en sitcom op til en film. Det er ikke helt lykkedes for instruktøren at overføre seriens snappy og letfordøjelige underholdnings-fix til filmens tungere format. Man kan ligesom slippe af sted med flere platheder i en sitcom end på film, hvilket man ind i mellem mærkede på tæernes krumning.
Meningsfyldte konflikter
Instruktøren og manusforfatteren, Michael Patrick King, var også manden bag serien, og han har måske haft en del på hjerte til afslutningen af historien. I hvert fald har han haft svært ved begrænse sig, da han først er kommet i gang med at fylde på. Et almindeligt afsnit af 'Sex and the City' på en lille halv time, havde som oftest én af de fire karakterer som omdrejningspunkt. Men i filmen, skal alle fire kvinder have meningsfyldte konflikter, som udvikler sig, og til sidst kulminerer. Det er der simpelthen ikke plads til - man skulle hellere have valgt det vigtige ud, og så i øvrigt givet mere plads til alle de kuriositeter, pinligheder og modige sexscener, som serien blev kendt for. Filmen varer 2 ½ time og det er i hvert fald ½ time for langt.
Derfor er det også mærkeligt, at der bruges tid på at præsentere en ny karakter, Carries personlige assistent Louise fra Skt. Louis, spillet af Jennifer Hudsen, kendt fra Dreamgirls. Hun er i bedste fald overflødig, og det er som om trivialiteterne i chick-flick-genren bliver specielt åbenlyse med hende i rollen som den søde og seje ’black girl’. Man mangler bare replikken ’you go girl’ og så er stereotypen skåret ud i granit.
Den skrigende materialisme
Sex and the City er stadig en blanding af modeblad og klumme, og ind i mellem stikker den skrigende materialisme i øjnene, og gør næsten 'Sex and the City' til mere product placement end film. For eksempel illustreret i lykkeøjeblikket, da Carrie giver sin assistent Louise en Louis Vuitton-taske i julegave, hvilket endelig gør hende til en rigtig New Yorker kvinde. Gensynet med Sex and the City var dog - alligevel - dybest set en underholdende oplevelse. På trods af klicheerne og handlingens manglende skarphed, var det lidt som en reunion med gamle veninder. Hyggeligt for en aften.