Shine a Light
Der mangler nogle fadøl

Anmeldt af Claus Vittus
Mick Jagger er på telefonen og filminstruktør Scorsese lytter på Micks indvendinger mod kameraer på scenen. Det virker som en svær opgave for filminstruktøren at overtale rocksangeren ...og først når koncerten går igang får instruktøren en liste med hvilke sange orkestret vil spille. Den er åbningskonflikten i filmen 'Shine a Light', og den situation, plus den lidt komiske situation, når æresgæsten Bill Clinton hilser på de gamle rockere, og guitaristen Keith Richards gør grin med at Clinton er blevet Bushed ... et udtryk for at være ”på herrens mark”, men som selvfølgelig refererer til at Clinton blev afløst af den nuværende amerikanske præsident Bush. I øvrigt er der også en sjofel mening med at være blevet taget i busken ... being bushed.
Verdens største rockband
Dette er det handlingsmæssige højdepunkt i en film om Rolling Stones ... men det vil være unfair at bedømme det som en film. For det er en koncert. Rolling Stones er med rette blevet kaldt verdens største rockband, og Martin Scorsese er en af de største filminstruktører, som senest har høstet roser for film som 'Taxi Driver', 'Gangs of New York' og 'Departed'. Og Scorsese viste allerede i 70erne sin store interesse i at lave musik-film, da han filmede The Bands afskedskoncert - The Last Waltz. Senere har han lavet film om Dylan og bluesmusik.
Watts puster ud
Men det er altså sin sag at lave en film som også vil være en koncert. Især med et rock-band som i dén grad gør sig godt på en scene og med en karismatisk sanger som spæner rundt på scenen selvom han nærmer sig de 65 år.... Scorsese forsøger at gøre det ved at fokusere på det spil, der foregår mellem et orkester .... et sjovt nærbillede af trommeslageren Charlie Watts der puster ud efter et hårdt nummer ... en nonchalant guitarist Keith Richards, der dasker rundt ... eller Mick Jagger, der flirter med korsangerinden i nummeret 'She's Hot'.
Ingen fadøl
Men det bliver aldrig til en koncert som den, Rolling Stones gav i Parken sidste sommer... Du sidder som publikum i en biografsal og får aldrig mulighed for at bygge koncert-stemningen op.
Det er de fleste koncertfilms problem, og Scorsese får ikke knækket den nød.
Og fordi jeg som biografpublikum ikke kan synge med ... stå og drikke fadøl ... klappe eller smådanse, så bliver jeg fokuseret på musikken, og der bliver Rolling Stones desværre lidt kedelige i længden. Især fordi Keith Richards ikke er specielt ambitiøs eller skarp i sin måde at spille guitar på ... nogle gange virker det som om han ikke engang vil spille publikum op.
Det er Mick Jagger, der bærer koncerten igennem ... fordi har er vendt ud mod folet - mod publikummet i koncertsalen ... med det betyder nogle gange at han - meget sigende - kommer til at vende ryggen til biografpublikummet. Jagger og Stoens fortjener altså et live-publikum mere end et biografpublikum. Men med 'Shine A Light' har Stones-fans fået et flot minde om nogle af de gode koncerter som de forhåbentligt har oplevet
En helt anden koncertfilm
Men det kan godt lade sig gøre at få en koncertoplevelse ned på billeder ... det viser en helt anden ny koncertfilm, som kun er kommet på DVD. Det er med det engelske rock-band Muse, der sidste sommer blandt andet gav en storslået koncert på Roskilde Festival. Her er der nærbilleder af publikum, der nærmest synger sangene før forsangeren ... der er dansende publikum ... og der er billeder fra de bagerste rækker af Wembley Stadio ... med orkestret 200 meter væk.
Uden gummistøvler
Produceren af Muses DVD - Diane Orrom - har nemlig placeret en lang række kameraer blandt publikum og mod publikum...og sammen med de normale nærbilleder af bandet ... plus fantastiske luftture rundt i Wembley Arenaen får man pludselig mere af stemningen bragt ud gennem billederne på en langt mere engagerende måde ... her kan man være til Roskilde Festival uden gummistøvler, og med DVD-formatet er der lagt op til at man lejer eller køber sig en storskærm ... inviterer venner hjem og så skruer op. Og selvom der også er de hyggelige billeder af band-medlemmerne der smiler til hinanden, så er koncentrationen klar, og orkestret spiller stramt og direkte ud til publikum. Så kan koncerter på film pludselig noget andet. Og Muse-DVD'en er den flotteste af slagsen længe. Muse: 'Haarp' - 6 pile.