Soning
Kærlighed eller filosofi?
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Kernen i den engelske film, 'Soning', er en stormfuld kærlighedshistorie af den helt klassiske slags, den type hvor to mennesker ikke kan få hinanden - ihvertfald ikke uden videre - men må grueligt grumme meget igennem, helst med en blodig konflikt og et fatalt skæbnepuds som bagtæppe. Sådan noget har vi set utallige gange før, en gang imellem i uforglemmelige, storslåede dramaer, men som regel i uopfindsomme og platte udgaver, der forsøger at score billige points på menneskets uendelige trang til store kærlighedsdramaer. Men filmudgaven af 'Soning' bærer stærkt præg af, at vi har at gøre med en historie, der ikke kun er et kærlighedsdrama, men ikke mindst er en lettere filosofisk dvælen ved fænomenet at sone, at afstå sin straf for et eller andet, man har gjort. Der er altså noget småskizofrent ved filmudgaven af den engelske forfattere Ian McEwans roman. Den vil frygtelig gerne være en storslået fortælling om kærlighed og lidelse, men den vil ligeså gerne være meget mere end det.
Ingen nem balanceakt
Det er ikke nogen nem balanceakt. Hele vejen gennem sine små to timers spilletid leger instruktøren Joe Wright med filmmediet og med de klassiske fortællerammer. Han skifter synsvinkel på historien, viser den samme scene fra to øjenvidners vinkel, springer i tid og rum, skifter fortælleform, klipper sig ambitiøst igennem historien så musik og billeder bliver et lille stykke musik i sig selv og gør sig i det hele taget enorme anstrengelser for at servere en film, der er mere og andet end en almindelig filmoplevelse.
Drivende våd
Det skal han ikke høre et ondt ord for herfra, men Joe Wrights store ambitioner på formens vegne har den uheldige bivirkning, at filmens romantiske kerne, kærlighedshistorien, bliver noget af et postulat. Vi har aldrig fornemmelsen af lære filmens to elskende rigtigt at kende. Både Cecilia og Robbie er kønne og begavede mennesker, så det er ikke så sært, at de fatter interesse for hinanden, men hvordan elsker de hinanden, hvorfor elsker de hinanden, hvad er det helt præcist de har sammen - alle de små vidunderlige detaljer ved et kærlighedsforhold, får vi aldrig serveret. Vi må blot stole på at de er der. Fx i den første rigtige scene mellem dem, da Robbie kommer til at knække hanken af en vandkande og Cecilia vredt springer i et springvand for at samle den op og hun pludselig står drivende våd i gennemsigtigt undertøj foran Robbie.
Vild og flyvsk fantasi
Det er en scene, der skal understrege det ungdommelige begær mellem de to, men som aldrig rigtig gør det. Måske fordi Joe Wright samtidig også skal bruge tid og energi på at vise hvordan situationen opfattes af Cecilias 13-årige lillesøster, Briony, der altid har lidt under en lillepigeforelskelse i den mange år ældre Robbie. Briony har en vild og flyvsk fantasi og lider under komplekser overfor sin storesøsters voksne, sensuelle udstråling. Og det er den fantasi, der sætter det romantiske drama igang. Robbie skriver nemlig et par breve for at undskylde den knækkede hank og det våde undertøj overfor Cecilia. Han skriver endda to versioner. En pæn og en meget fræk, og skæbnen er så uforskammet, at Robbie kommer til at give den meget frække version, hvor Robbie fantaserer om at kysse Cecilia et særligt sted, til Briony, så hun kan give den videre til Cecilia.
Overfald og voldtægt
Briony kan ikke lade være med at læse brevet, og i hendes lille hjerne vokser der sig efterhånden et voldsomt billede af Robbie. Og da Briony senere samme aften, i mørket, ser en mand overfalde og voldtage hendes veninde, Lola, er hun overbevist om at det er det liderlige Robbie, der står bag. Hun angiver ham og sender dermed Robbie i fængsel i 4 år, og han får først mulighed for at komme ud, hvis han melder sig til tjeneste under 2. verdenskrig.
Fejlagtigt grundlag
Hermed er den ulykkelige romantik mellem Cecilia og Robbie spændt ud på den nogenlunde mest dramatiske baggrund, man kan forestille sig, altimens Briony vokser op og opdager det grusomme, hun bedrev, da hun angav Robbie på fejlagtigt grundlag. Det er en ganske kompleks historie, der aldrig finder en naturlig balance mellem Brionys soning og Cecilia og Robbies kærlighed. De to grundelementer i historien kommer aldrig til at pode hinanden og støtte hinanden. Mens Joe Wright bruger stor energi på at sætte publikum ind i Brionys flyvske ungpigesind, stoler han på, at det er nok at få serveret de store romantiske klichéer om Robbies og Cecilias kærlighed, inklusiv en scene, hvor de to pjatter og griner med hinanden i solskin ved havet tilsat sørgmodigt klagende musik. Det er for lidt og for nemt, og helt til de sidste billeder lider filmen under at konstruktionen og fortælleformen virker vigtigere end selve filmens figurer.