Speed Racer

Kung fu i Le Mans

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Pludselig kan man mærke, at der er noget galt med det ene øje. Det er som om nogen har lagt en tynd hinde henover det - eller som om et varmt, tørt pust fra vinden har tørret det ud. Og først efter en 3-4 hurtige blink med øjenlåget føles øjet normalt igen. Den følelse dukker op flere gange undervejs i den nye de luxe-børne-action-computerspils-film, 'Speed Racer'. Pludselig begynder øjnene at protestere fordi de ikke har fået frisk vand i flere minutter. De havde bare stået pivåbne og stirret og stirret på det her sære og enestående filmunivers.

Pangfarverne vælter frem
Ligesom brødrene Warchowskis trilogi, 'The Matrix', er 'Speed Racer' en rigtig øjenåbner af et filmunivers. Den ligner ikke noget, vi har set før. Den er, som en af figurerne udbryder i en anden sammenhæng til sidst i filmen, 'begyndelsen på en helt, helt ny verden'. Pangfarverne vælter frem fra start til slut. Skrigende orange, brølende rød, insistere blå, hylende gul og skinger lilla dominerer filmen, mens gråt og brunt for alvor er bandlyst.

Farve- og billedfantasi
Det er et rendyrket computerspilsunivers, hvor det, der ligner vores virkelighed, pludselig kan opløses og vrides af led og blive til noget helt andet. Farvestrålende legetøjsracerbiler drøner rundt af racerbaner, der ophæver alle naturlove mens huse, mens flyvemaskiner og biler kan ændre fysisk udformning i løbet af et splitsekund. Det har på ingen måde samme småfilosofiske alvor som 'The Matrix'. Til gengæld er det en rendyrket farve- og billedfantasi, uden den slags kedelige kompromiser som alvor og logik nødvendigvis må kræve.

Vanvittig farveeksplosion
Derfor er øjnene ved at tørre ud flere gange undervejs i 'Speed Racer'. Øjnene har ganske enkelt aldrig set noget lignende. En fantasiverden uden forbehold, en kombination af 'Bjergkøbing Grand Prix', 'The Flintstones', Batman' og 'Den lyserøde panter' smurt ind i ren farvehysteri. 'Begyndelsen på en helt, helt ny verden'. Hele tiden sidder øjnene på spring og tænker 'hvad fanden finder de nu på. Hvilken vanvittig farveeksplosion står de nu klar med? Hvilken naturlov bliver nu overtrådt?' Og øjnene ville formentlig være trillet ud af hovedet, hvis ikke der havde set noget så kedeligt som den gamle sunde fornuft i baghovedet og havde brokket sig over, at Brødrene Warchowski snubler over deres egne ben undervejs.

Ikke særlig spændende
Først og fremmest er det ikke lykkedes dem at skabe en særlig spændende film. Historien om den unge Speed Racer, der ikke kan finde ud af at passe sin skolegang fordi han har hovedet fuld af racerløb, bliver aldrig noget stort drama. Vi ved, at han bliver en dygtig racerkører, måske endda den største racerkører, verden har set. Vi ved også, at han helst vil køre for sin fars lille firma, og vinde på fair vilkår, istedet for at have noget med den rige, magtfulde kapitalist, Royalton at gøre.

Kung fu og Le Mans
Det hjælper heller ikke på spændingen at logikken halter alvorligt undervejs. Den renhjertede Speed Racer og hans familie taler rørstrømsk om motorsporten som en ren sport, hvor ingen snyder, og alligevel er filmens motorsport en besynderlig blanding af kampsport og radiobilerne i Tivoli gange tusinde. Bilerne kører mere ind i hinanden end de kører fremad. Og eftersom brødrene Warchowski aldrig får defineret reglerne i den her mærkelige blanding af kung fu og le mans, bliver racerløbene aldrig spændende.

Ekstremt fantasiunivers
Det er altså den gode sunde fornuft, der får de ekstatiske øjne sat på plads i sine øjenhuler tilsidst. På mange måder har Larry og Andy Warchowski skabt et så ekstremt fantasiunivers, at de ikke selv har kunnet holde styr på det. Teknisk set har de to brødre styr på mere end alt, men filmen finder aldrig sig selv midt i sin spøjse blanding af børnefilm og avantgardistisk filmleg.

Skuffet gevaldigt
Måske er det derfor filmen har skuffet gevaldigt hjemme i USA, hvor den slet ikke har spillet de ventede gigantiske summer hjem. Så når filmen selv udbryder 'det er begyndelsen på en helt, helt ny verden', er der også tale om en slutning på en helt, helt ny verden. Det gør det naturligvis, paradoksalt nok, kun til en endnu mere enestående oplevelse. Dine øjne vil ihvertfald ikke kunne sidde stille.