Spiderwick-fortællingerne
Kunsten at tage fantasien alvorligt
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Et gammelt øde hus i en mørk skov, en mystisk bog fyldt med trolddom, en lille sjov husalf, en flok småtrolde der huserer i skovbunden, en mørkets fyrste som forsøger at knuse alt det gode med det onde - og en lille kuldslået familie, der ankommer uforvarende og uforberedte til det hele. Vi har li'som set det hele før. Der er ikke mange selvstændige og overraskende tanker i 'Spiderwick-fortællingerne's grundplan, men det er heller ikke nødvendigt. Filmholdet bag filmudgaven af Tony DiTerlizzis og Holly Blacks populære børnebøger har åbenlyst forsøgt at lave en film, der tager sit eget univers helt alvorligt. Den forsøger ikke på noget tidspunkt at lave skæg med det barnlige univers og de mærkelige elvere, trolde, goblins, alfer og griffer. Den serverer et voldsomt og vildt eventyr, for fuld udblæsning, og den er fuldt ud solidarisk med filmens figurer.
Gennemført og gennemarbejdet
Derfor er alt i 'Spiderwick-mysteriet' gennemført og gennemarbejdet. Der bliver ikke sprunget let henover hverken handling eller bifigurer eller effekter. Se bare den lille familie i centrum. Dysfunktionelle familier er ikke noget sjældent syn i børnefilm - her er formentlig flere skilsmisser end i den virkelige verden - men her er en familie, der virker som mere end bare end skabelon eller en standard-familie. Den virker levende, troværdig, dels fordi de unge skuespillerne er dygtige og ikke bare ser ud som om de er trådt ud af en skolekomedie, dels fordi replikkerne er skarpe. Som her, hvor familien, 3 store børn og deres mor, er ankommet til det gamle hus, langt ude på landet, som moderen har arvet. Midt om natten hører den 11-12-årige Jared lyde i væggen, og hans tvillingebror Simon og storesøster Mallory dukker op. Forholdet mellem Jared og Mallory er ikke ligefrem lyserødt - selv ikke da et mystisk væsen ser ud til at være på spil, ender de to søskende med at skændes. Men læg først og fremmest mærke til, at her er nogen unge skuespillere, Sarah Bolger og Freddie Highmore, der kan finde ud af at sige deres replikker, så de ikke bare lyder som ord, men også som følelser.
Usynlige væsener
Selve plottet i historien er altså ikke synderligt overraskende, nærmest klichéfyldt, men af en eller anden grund er det til at leve med, at Jared finder et hemmeligt rum med en gammel forseglet bog med en vedhæftet advarsel om at bogen kan være livsfarlig at åbne, og at Jared åbner bogen og dermed frigiver nogle stærke kræfter, som hans oldefar, professor Spiderwick, havde indsamlet og gemt i bogen. Det virker ualmindelig velkendt, men det har alligevel en friskhed, ikke mindst fordi scenerne er originalt sat op, som her, hvor Jared taler med sin oldefars lille ven, husalfen Thimbletack, der viser ham, at Jareds tvillingebror netop er ved at blive bortført af usynlige væsener ude i haven.
Sutteflaske med honning
Netop filmens væsener er et andet stor plus. Det havde været så nemt og simpelt at skøjte henover alferne og troldene og bare lave dem ligesom alle andre. Børn er jo så taknemmelige når de ser overnaturlige væsener på film, men folkene bag 'Spiderwick-fortællingerne' har rent faktisk gjort sig umage med at skabe nogle helt særlige væsener. Den onde trold, Mulgarath, er fæl i sig selv og skræmmende i sine evne til at ændre udseende, men den bedste figur i filmen er husalfen Thimbletack, der skifter fra lille sød og mild til grøn og vred og frådende når han bliver sur. Og den eneste måde at formilde ham på, er at stikke en sutteflaske med honning i munden på ham. Det er sjovt - og det er godt tænkt. Næsten lige så sjov er den opblæste griselignende hobsqueal, der pønser på at myrde Mulgarath, men samtidig er lidt af en kujon, der glemmer sine planer og bliver sulten hver gang han ser en fugl.
Håndværket i orden
Alt er altså i fin orden i 'Spiderwick-fortællingerne'. Det er et glimrende eksempel på at selv en velkendt og småkedelig historie kan komme rigtigt op at flyve hvis håndværket er i orden, hvis der er taget hånd om hver en del af filmen, og ikke mindst hvis folkene bag filmen tager den alvorligt - hvis de lader være med at grine i skægget over fjollede trolde og alfer, og tværtimod kører det, de har sagt i gang, helt til dørs.