Spillets regler
Vi vil glemme navnet Manfred Finnemann
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Han er slet ikke nogen dårlig figur, ham Manfred Finnemann, lektoren i psykologi, der opdager, at han ikke er så dannet og civiliseret, som både han og omgivelserne gik og troede. Han har, eller havde, potentialet til at blive en ren arketype, et billede på et af vi menneskers dårskaber, såsom gamle Mr. Hyde, dyret i den pæne, civiliserede Dr. Jekyll. Eller Lektor Blomme fra Hans Scherfigs 'Det forsømte forår', der er blevet selve billedet på ungdommens møde med sadistiske autoriteter. Eller Travis Bickle, manden der bare har fået nok og vil rydde op i Martin Scorseses evigtgrønne 'Taxi Driver'.
Lektor Blomme
Lektor Manfred Finnemann når desværre aldrig helt derop til Mr. Hyde, Lektor Blomme og Travis Bickle. Når vi for eftertiden griber os selv i at overtræde moralkodeks eller endda love for at komme opad i samfundet, vil vi ikke henvise til vores indre Manfred Finnemann. Det er selvfølgelig også umådeligt høje krav at stille til en film af en ung debuterende instruktør, skabt på et lille budget, men det er så indlysende at trække den ubehagelige stræbende, amoralske side ved det moderne, civiliserede menneske frem i lyset og diskutere det. Og det er en skam, at Manfred Fin-nemann ikke løfter sig til den uforglemmelige figur, han kunne være blevet. Det betyder ikke, at han ikke er en velfungerende figur, han er bare mere ynkelig end farlig, mere komisk end griben-de eller truende eller uforglemmelig.
Forsmåelsen lurer
Peter Gantzler fungerer bestemt ikke dårligt som lektor Manfred Finnemann, der er en velanset lektor i psykologi ved Københavns universitet. Det er bare ikke nok for ham. Han vil være professor, og har hele tiden forsmåelsen lurende i sig, som da han møder sin kæreste, som har hørt hvordan højere placerede på universitetet taler om ham ...
Tilsmudsede omdømme
En dag begår en professor på fakultetet selvmord, og så er vejen banet for den respekterede, men ikke ligefrem farverige eller supercharmerende Finnemann. Den just afdøde professor viser sig at have skrevet mange af sine afhandlinger og undersøgelser af efter en tjekkisk kollega, og nu skal der rettes op på det tilsmudsede omdømme på fakultetet. Der skal udtænkes en handlingsplan. Og den opgave får Finnemann tildelt af sin overordnede, Knud.
Fnisende og forfjamsket
Manfred modtager Knuds ord fnisende og forfjamsket og med alt andet end den myndige og værdige fremtoning, en lektor i psykologi burde vise. Det er helt fint. Det fungerer glimrende at se en lærd mand fremstå som en lille dreng. Det bidrager til den skarpe karakteristik af lektor Finnemann. Men undervejs i 'Spillets regler' tager det forfjamskede og fnisende overhånd. Dansk films go'e trofaste redningsbælte, folkekomediehumoren, bliver rullet frem. Finnemann bliver gjort til en overdrevet forfjamsket karikatur, der hele tiden gør situationen sværere for sig selv. Det fungerer udmærket, at Finnemanns gamle studiekammerat, den udadvendte og charmerende Poul, vender hjem fra USA for at færdiggøre en ambitiøs undersøgelse. Poul får nemlig hurtigt smigret sig ind hos Knud, hvilket sætter gang i alle forsmåede komplekser og dunkle paranoiaer hos Manfred Finnemann.
Unødvendigt ynkelig
Her går der panik i Manfred. Og han bliver hurtigt en folkekomedie-karikatur, fx da Poul spørger ham, om han har tænkt sig at søge det ledige professorat. Uvist af hvilken grund benægter han, endda i flere omgange, hvilket gør ham unødvendigt ynkelig. Helt slemt for Manfred bliver det, da det viser sig, at Knud har givet det vigtige, prestigiøse arbejde med at rense fakultet for smuds og snyd videre til Poul - uden at orientere Manfred, der har gjort det store indledende arbejde.
Mere vildskab
Det er sådan set et fint og logisk handlingsforløb, som enhver, der har drømt om anerkendelse og en højere stilling sikkert kan genkende. Og portrættet af Manfred er bestemt også fint og sobert og gennemtænkt, ligesom Peter Gantzler fylder rollen troværdigt og ihærdigt ud. Men det alligevel svært ikke at ønske sig, at instruktøren Christian Dyekjær havde slået lidt mere ud med armene i sin debutfilm, at han vist mere temperament, mere vildskab, at han virkelig havde trukket Manfred Finnemann så grundigt gennem sølet i hans egen underbevidsthed, at det kunne mærkes ud i biografsalene, at han havde været hård og grim de steder, hvor han istedet vælger at udsætte Manfred Finnemann for folkekomediens velkendte forfjamskede redningsplanke. 'Spillets regler' gemmer på en af de mest interessante figurer i dansk film i de her år, og Christian Dyekjær får trukket nøjagtig det ud af ham, man kan forlange. Men med lidt mere temperament og vildskab kunne Manfred Finnemann være blevet en uforglemmelig figur.