Stille kaos

Stop og føl balancen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

De fleste biogræfgængere kender fænomenet 'feel good-film'. Og selv hvis man ikke kender det, har man garanteret fornemmet begrebet, der blot forsøger at beskrive film, hvor hovedpersonerne går en lille smule grueligt igennem før filmen ender på en tone så lys og smittende og glad, at det er svært ikke at føle sig opløftet bagefter. Selvfølgelig er der en pæn risiko for, at forsøget på et gøre folk glade virker så kalkuleret og beregnende, at det har den modsatte virkning, men det er en anden historie.

 I den fuldstændigt modsatte ende af skalaen findes naturligvis også feel bad-film, altså film, der forsøger at overbevise sit publikum om at livet er uretfærdigt, brutalt og uden nogen klar pointe. Det kunne fx være Lars von Triers 'Dancer in the Dark' eller Caspar Noes berygtede 'Irreversible'.
 Og her er så noget helt tredie, en film, der bedst kan beskrives som en feel balanced-film, altså en film, der vedkender at livet kan være brutalt og grumt, men som gerne vil understrege, at det langtfra er umuligt at komme på benene igen efter nogle grumme oplevelser. Alene titlen 'Stille kaos' understreger, at filmen leder efter en balance i livets kaos.
 Manden, der har brug for en balance, er forretningsmanden Pietro. En dag ved stranden er han og hans bror udsat for et par dramatiske begivenheder, der på forunderlig vis synes at balancere med hinanden. Pietro og broderen Carlo redder to kvinder fra at drukne på stranden, uden at få så meget som en tak til gengæld, hvorefter de kører hjem til ferielejligheden og finder Pietros kone død på græsplænen. Hun er sprunget ud fra en altan.

Venter på datter
De begivenheder ændrer Pietros liv. Han kan ikke finde ud af at føle sorg over sin kones død, men for at holde fast i det, han har tilbage, beslutter han sig for at vente på sin datter udenfor hendes skole hver eneste dag. Han parkerer bilen, sætter sig på en bænk i den lille park eller spiser frokost på den nærliggende café mens hans forretningsforbindelser, kolleger og familiemedlemmer kommer forbi for at tale med ham. Det fortsætter han med måned efter måned - iøvrigt uden at miste sit job. Det forunderlige er, at det altid er Pietro, der virker til at være i balance, mens de besøgende kommer til ham for at få råd eller græde ud.

Overraskende og forunderlige
Det lyder måske barnligt og enfoldigt i al sin rørstrømskhed, næsten som en film med den italienske komiker, Roberto Benigni, men det overraskende og forunderlige ved 'Stille kaos' er, at det her simple billede på en mand, der stopper op for at holde fast i sit liv, fungerer. Det kan lyde næsten plat at gøre en lille park udenfor en skole til et symbol på en mands verden. Og det kan lyde næsten pinligt, at Pietro efterhånden udvikler et venskabeligt, rørende forhold til en række mennesker, der dagligt passerer gennem parken, såsom en smuk ung kvinde med en stor hund og en mongol-dreng, der tror at Pietros bil hilser på ham, hver gang Pietro låser den.

Poetisk og gribende
Men det holder. Det er smukt. Det er poetisk og gribende, først og fremmest fordi italiensk films største stjerne, Nanni Moretti, spiller nøgternt og tørt som forretningsmanden Petro Paladini og aldrig forfalder til flæbende grædeture. Og det holder fordi instruktøren Antonio Grimaldi hele tiden forsøger at finde anderledes og alternative måder at beskrive Pietros sjælekvaler, fx ved at bruge alternativ rockmusik af bl.a. Rufus Wainwright og Radiohead til at beskrive vores hovedpersons sindsstemning. Og det er i sig selv ganske overraskende for fortællingen, at den mand i filmen, der burde være allermest på den såkaldte 'skider', er bedst til at holde balancen, fordi han vælger at stoppe og lede efter sig selv.

Udpenslet sexscene
Det er en svær disciplin, instruktøren Antonio Grimaldi og medforfatteren Nanni Moretti er ude i med 'Stille kaos'. At beskrive menneskers sorgarbejde kan hurtigt ende i floskler à la et menneske, der står og stirrer udover et hav - akkompagneret af følsomt forstående klavermusik. Men italienerne undgår flosklerne og klichéerne. Enkelte steder er det på grænsen til at gå galt for italienerne, mest af alt i en udpenslende sexscene, hvis formål er at vise, at Pietro Paladini er ved at finde livskraften frem igen. Scenen er så kontant og så pludselig og så uelegant, at den er lige ved at slå det hele ud af kurs. Men det er kun en lille indvending i en gribende 'feel balanced'-film med en generel helbredende, livsbekræftende og balancerende stemning.