Street Kings
Trumf på trumf
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Hvad gør man, hvis man vil have en dvd ud af en dvd-afspiller? Den simple og logiske løsning er selvfølgelig at tænde for apparatet og trække på åben-knappen, så disken kommer ud af sig selv. Problemet er bare, at det ikke ser så godt ud. Der ser meget federe ud, hvis man tager en skruetrækker og hamrer og vrider i dvd-maskinen til den er splittet i stumper og stykker, og dvd'en tilsidst falder ud.
Hårde og svinske bemærkninger
Det er ligesom når man skal arrestere en gammel politimakker, der er på besøg hos sin kæreste. Man kan vælge at ringe på og tale stille og roligt med sin makker, velvidende at han ikke har så meget at vinde ved at stikke af, eftersom man godt ved, at han er uskyldig. Men det ser nu engang meget federe ud at smadre døren, banke den søde kæreste i gulvet med nogle hårde og svinske bemærkninger og stikke et par maskinpistoler i sylten på manden, der skal anholdes.
Voldsomme ordbilleder
Sådan fungerer action-filmen 'Street Kings'. Den sætter hele tiden trumf på. Filmens dialog fungerer på samme måde. Figurerne i filmen taler ikke med hinanden. De afleverer en evig strøm af kontante og voldsomme ordbilleder til hinanden. Det lyder sejt, men ude i den virkelige verden ville folk knække sammen af grin, hvis de talte sådan til hinanden.
Det mærkelige er, at filmen slet ikke har nogen grund til at overtrumfe hele tiden. Den har hentet inspiration i virkelige begivenheder, der er så groteske, at historien burde kunne fortælle sig selv, stille og roligt. Begivenhederne bag 'Street Kings' er af den slags, Hollywood altid har fantaseret om i krimier og actionfilm, nemlig en gennemkorrupt politistyrke, der bruger politiskiltene som dække over et rent gangstervælde.
Narkosalg og bankrøverier
De begivenheder fandt sted i slutningen af 90'erne i Los Angeles i den såkaldte Rampart Division, der fungerede som politistyrke og samtidig stod bag en lang række lovovertrædelser, inklusiv narkosalg og bankrøverier. 'Street Kings' bygger ikke direkte på Rampart-skandalen, men der er klare paralleller, og historien om Rampart er unægtelig så grotesk og langt ude, at man sagtens kunne fortælle historien roligt og afdæmpet - uden konstant at sætte trumf på.
Hårdkogt superpolitimand
Det er heller ikke helt nemt at gennemskue, hvorfor filmens hovedperson nødvendigvis skal være en hårdkogt superpolitimand, der drikker sprut på arbejdet og er på randen af nervøst sammenbrud. Tom Ludlow er sej og hård og kan skyde sig vej gennem hvadsomhelst, men siden sin kones død, har han været tæt på at knække sammen. Det er i sig selv lidt af en kliché, som vi så i de danske biografer i sidste uge, da filmen 'Cleaner' havde premiere. Og det giver ikke ret meget mening, at Tom Ludlow skal være en fordrukken skydemaskine på randen af et nervøst. Men det ser fedt ud. Der er trumf på.
Drukner nuancer
Som udgangspunkt er der ikke noget i vejen med hårdkogte drukkenbolte, der skyder til højre og venstre og smadrer dvd-maskiner i stedet for at åbne dem efter fabrikkens manualer, men i et tilfælde som 'Street Kings' drukner det alle nuancer og pointer i en historie, der havde været langt bedre tjent med at blive fortalt roligt og underspillet, med en dialog, der langsomt afdækker alle lag og med en hovedperson, der kan analysere sine oplevelser. Og man kan sige meget om Keanu Reeves som skuespiller. Han ser godt ud på lærredet, han har stil og udstråling, men han er ikke en skuespiller, der brillerer med humor, eftertanke og nuancer - hvilket er lige præcis det, figuren Tom Ludlow har brug for i 'Street Kings'.