Sweeney Todd - den djævelske barber fra Fleet Street

En muntert makaber musical

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Sweeney Todd - Den djævelske barber fra Fleet Street' har alt hvad en Tim Burton-fan kan begære. Billederne er fantastiske i al deres pragtfulde dysterhed og undergangsstemning, selv den mindste lille lampe og den mindste lille farve i billederne synes at være blevet placeret med den største nænsomhed, fantasien får frit rum til at leve og brede sig uhæmmet i, balancen mellem gotisk uhygge og sort humor står rent fra start til slut - her er enhver lallende lykke dømt til undergang og alligevel må enhver ondskabsfuld skabning berede sig på at dø i hænderne på den lille stråle lys og glæde, Tim Burton trods alt lukker ind i sit univers. Hvor dystert og grumt Tim Burtons univers end ser ud, har Burton altid en hjælpende hånd til de uskyldige romantikere.

Trætheden indfinder sig
Alt er altså som det skal være i Tim Burtons univers. Og alligevel er 'Sweeney Todd - den djævelske barber fra Fleet Street' en af de svageste film, Tim Burton har præsteret. Eller måske er der en forklaring her, måske er alt så rent Tim Burton'sk i 'Sweeney Todd', at de små overdådige og chokerende overraskelser, der gjorde film som 'Big Fish', 'Sleepy Hollow' og 'Batman Returns' til så enestående oplevelser, ikke kan komme til? Måske er der derfor trætheden indfinder sig så forholdsvis hurtigt i løbet af 'Sweeney Todd'. Fordi det hele så hurtigt bliver så velkendt - og fordi man fra start til slut kan gennemskue hvor historien tager os hen.

Tørster efter hævn
Det begynder ellers ganske lovende. Efter 15 års fravær vender Sweeney Todd hjem til et mørkt og dystert London, som han beskriver med kolossal galde og bitterhed overfor de andre rejsende. Hans indestængte vrede skyldes de grumme mennesker, der sendte ham i fængsel og tog hans kone og barn fra ham, blot fordi hans kone var umådelig smuk og en kold og gold dommer ved navn Turpin begærede hende. Nu tørster den dæmoniske Sweeney Todd, der engang var den uskyldige barber ved navn Benjamin Barker, efter hævn. Og hævntrangen bliver ikke mindre da han opdager at hans kone i mellemtiden er død og at den selviske dommer Turpin har adopteret hans datter og holder hende indespærret. Ingen må komme hende nær.

Muntert makaber musik
Men det begynder at gå galt da vores hovedperson, Sweeney Todd, går ind i en tilfældig pie-butik og får serveret de dårligste pies i London, som damen bag disken nøgternt kalder dem. De er stenhårde og fyldt med store og fede kakerlakker. Inden længe finder den hjemvendte Sweeney Todd sammen med pie-damen Mrs. Lovett, og da Sweeney har tænkt sig at bruge sine gamle barberknive til at skære halsen over på alle, der kommer i vejen for ham, og Mrs. Lovett har brug for godt og ordentligt kød til sine pies, er det ikke svært at gætte hvor historien er på vej hen. Inden længe skærer Sweeney Todd halsen over på læssevis af mænd, ikke bare mænd, han vil hævne sig på, men også ensomme mænd, som ingen vil savne. Blodet sprøjter til alle sider, akkompagneret af Stephen Sondheims muntert makabre musik. Det er ren Tim Burton, humoristisk og grotesk midt i sin ufattelige blodige gotik.

Set det hele før
Men vi har li'som set det hele før. Vi kender det stramme musical-format, hvor historien går fuldstændig i stå i de 4-5 minutter en sang varer, og hvor der egentlig ikke sker særlig meget, når man regner hele handlingen sammen til sidst. Stephen Sondheims skingre og pompøse, for ikke at sige hysteriske kompositioner, har en grim tendens til at blive enerhverende, og eftersom det er meget nemt at gennemskue hvor historien har tænkt sig at bevæge sig hen, virker 'Sweeney Todd' mest af alt som en hurtig stiløvelse i Tim Burtons forlængst veletablerede univers - en lille let sag for die hard-Tim Burton-fans inden manden med den helt enestående billedfornemmelse går i gang med noget med lidt mere klangbund og bid.