Tempelriddernes skat III

Børnefilm bør ikke kun være for børn

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Gid børnefilmproducenter engang holdt op med at behandle børn som børn, og istedet behandlede dem som voksne mennesker. Dermed ikke sagt, at der skal være sexscener og politisk indhold i børnefilm, men at man forsøger at udfordre børn i stedet for bare at servere det, man ved, børn vil have - som man har set børn labbe i sig før. Harry Potters univers er det bedste eksempel på hvad børnefilm også kan være. Det gentager sig selv og benytter sig af velkendte tricks, men det går så sandelig også til grænserne hver gang ved at udfordre børns univers med familieproblemer, kærlighed og angst.

Original og overraskende
Det er her den danske børneeventyrfilm, 'Tempelriddernes Skat III' kommer ind i billedet. Den første film i serien, den der logisk nok hed 'Tempelriddernes Skat 1', var netop en film, der gav børnene nogle gedigne overraskelser. Ikke alene blev Bornholm brugt som en original og overraskende kulisse, de fire børn i hovedrollerne var også vidne til at et familiemedlem blev aflivet på grusom vis mens spændingen blev bygget effektivt op ved at bruge af de fire børns personligheder.

Vanetænkning og spekulation
Det gik altsammen så godt at filmen blev en succes, hvilket i filmens verden meget ofte er lig med at vanetænkningen og spekulationen tager over. De følgende Tempelridderskat-film har også brugt originale kulisser, men de er bestemt holdt op med at bruge dem overraskende. Der er smukke billeder af Maltas hovedstad, Valetta, i Tempelriddernes skat III, og man får så absolut lyst til at holde ferie på Malta efter at have set Tempelriddernes skat, men er det nu også den følelse, man skal sidde tilbage med efter en eventyr- og spændingsfilm? Skal man netop ikke sidde tilbage med en fornemmelse af at stedet bærer dunkle faldgruber bag idyllen? Det er desværre meget nærliggende at forestille sig, at 'Tempelriddernes skat III' er kommet til verden i et givtigt samarbejde mellem de danske filmproducenter, de danske rejseselskaber og Maltas turistministerium. Og det var jo ikke lige meningen.

Uheldig baggrund
Den fornemmelse danner en uheldig baggrund for en historie, der ikke på noget tidspunkt får det til at gibbe lidt i én af spænding eller overraskelse. Det er såmænd meget fint tænkt at en urgammel orden på Malta bryder ind og ødelægger en småkedelig ceremoni mellem tempelridderne og malteserridderne. Tempelridderne skal overrække malteserridderne en gammel slangekrone, som apostlen Paulus skal have båret under et småkikset ophold på Malta, men den gamle orden kommer i vejen og kræver at være de retmæssige ejere af kronen. Dvs de kræver det sådan set ikke. De snupper bare kronen uden at forklare sig, hvorefter vor fire helte, nørden Nis, den  sporty Matthias, den handlekraftige Katrine og den lille sjove Fie må ordne sagerne for de voksne.

Lallende baggrund
Allerede her har vi et grundlæggende problem. Det er helt iorden, at historien foregår på børnenes præmisser og at det er de fire helt, der styrer showet, men det giver et problem, at så godt som alle voksne i filmen er gjort bøvede eller i bedste fald meget lidt handlekraftige. De voksne i filmen bliver aldrig farlige eller frygtindgydende. De er simpelthen for kiksede eller bøvede, og på den lallende baggrund blegner spændingselementet jo af gode grunde. Den mest bøvede er så afgjort rejselederen Jens, spillet af Mick Øgendahl, der af en eller anden grund skal tage sig af børnene mens de voksne, dvs Katrines forældre hygger sig på egen hånd. Klovnen Jens er af den pinlige opfattelse at børnene kun er optaget af at bade og lege i Maltas sol, og han fatter slet ikke at de unge mennesker, med nørden Nis i spidsen, er mere optaget af at gå på opdagelse, fx i Maltas neolitiske templer, nogle af de ældre bygningsværker i verden.

Kejtet komik
Dermed indtager rejseleder Jens ironisk nok samme rolle som folkene bag filmen. Han ser ned på børnene, gør dem mindre og mindre nysgerrige og eventyrlystne, end de er. Han har ikke forståelse for at børnene har mod på store udfordringer. Som sådan fungerer han fint som komisk figur. Scenerne med ham og hans kejtede komik er faktisk blandt filmens bedste. Langt dårligere står filmens manuskriptforfattere Søren Frellesen og Philip LaZebnik og instruktør Giacomo Campeotto, der slet ikke forholder sig til, at moderne børn, selv ned i 6-års-alderen allerede er opfostret med Harry Potter-film og kraftfulde, voldsomme eventyrverdener, hvor faren er til at tage og føle på. Og i den sammenhæng ser det unægtelig meget tyndt ud, ja, betænkelig tæt på latterligt, når den så vigtige overdragelsesseremoni mellem de hemmelighedsfulde tempelriddere og malteserridderne varetages af at to kustoder på malta-siden samt en dansk mand og hans kone og et deres halvvoksne datter, Katrine, i korte bukser og gummisko. Helt ærligt, altså. Kunne der ikke have været råd til bare 10-15 statister iført mystiske dragter og et alvorligt ansigtsudtryk for at give det hele lidt ballast?

Stakkels tempelriddere
Det er desværre på det plan, hele 'Tempelriddernes skat III' foregår. De stakkels tempelriddere har måttet lægge krop og navn til lidt af hvert indenfor de seneste år, men den danske stormester i 'Tempelriddernes skat III' må slå alle rekorder. Knap er han ankommet til Malta for at udføre en af de mest signifikante ceremonier i tempelriddernes nyere historie, før han udbryder'det lyder da meget godt' og daffer glad afsted, arm i arm med sin kone, da en fedtet lille rejseleder snakker om forfriskninger i lumumba-baren.

Parcelhus og lystsejlerjolle
Det er muligt, at folkene bag 'Tempelriddernes skat III' bevidst har forsøgt at nedtone den agtværdige og overdrevent respektfulde tone omkring tempelridderne, men at gøre ordnens stormester til en gennemsnitsdansker med parcelhus, skilsmissepapirer, lystsejlerjolle og en almindelig trang til at nyde charterferiens standard-glæder er edderbankme godt nok at overdrive. 'Tempelriddernes skat III' mangler simpelthen en trang til at brage igennem, et ønske om at give børnene et eventyr, de aldrig vil glemme. Den mangler et syn på børnene som andet og mere end bare børn.