The Band's Visit

Den glemte sandhed

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Den her film er så simpel, at man skulle tro, det var løgn. Det er også meningen - ja, det er faktisk pointen med det hele. Filmen handler nemlig om en sandhed, der er så gammel og grundlæggende som mennesket selv, men som har en uheldig tendens til at blive glemt midt i alvorlige konflikter og krige - at tilværelsen byder på samme basale problemer og udfordringer, uanset hvor man bor på kloden. Det kan godt være mennesket er delt op i forskellige folkeslag, der taler forskellige sprog og tilbeder forskellige guder, men grundlæggende består vores tilværelse af de samme udfordringer, knas i kærlighedslivet, kaos i familien og kampen for at nå noget større i livet.

Basal og ikke banal
Den basale, men alt andet end banale, sandhed fortæller den israelske film, 'The Bands Visit', så basalt og enkelt, at den er lige ved at  knække sammen. Idéen er enkel og ligetil - som filmen selv indleder historien 'Engang for ikke så længe siden ankom et egyptisk politiorkester til Israel. Ikke mange kan huske det. Det var ikke særlig vigtigt'. Det er selvfølgelig en underdrivelse. Set i det store politiske spil mellem arabiske egypten og jødiske Israel, var det bestemt ikke nogen vigtig begivenhed, men undervejs lærer de involverede naturligvis en yderst vigtig sandhed, at mennesker grundlæggende er ens.
Politiorkestret rejser til Israel for at optræde ved åbningen af et arabisk kulturcenter i en lille provinsby. Uheldigvis bliver orkestret ikke hentet i lufthavnen og inden længe er musikanterne strandet i en lille by, hvor der ikke er noget arabisk kulturcenter - ja, ikke engang nogen kultur, hverken af den arabiske eller jødiske slags, som de lokale slår fast.

Patriarkalsk oberstløjtnant
Eftersom de egyptiske politimusikanter er fulde af fordomme overfor de gamle fjender, israelerne, har de ikke den mindste lyst til at tilbringe en nat i den lille flække. Men de har ikke noget valg. Og i løbet af den lille aften og nat opdager de, at israelerne ligner dem selv. I deres nød får de hjælp af den ca. 40-årig Dina, der bestyrer en lille restaurant. Hun tilbyder dem husly og gennem aftenen flirter hun med orkestrets leder, den gamle, stivnakkede og patriarkalske oberstløjtnant Tawfiq Zacharya, der holder på de gamle dyder, især værdighed og disciplin. Hans totale modstykke i orkestret er den unge Haled, der flirter til højre og venstre og er revnende ligeglad med den gammeldags militære anstand, fx når han charmerer en israelsk billetpige i lufthavnen ved at fortælle hende, at hun minder ham om en gammel Chet Baker-klassiker.

Elsker Chet Baker
Umiddelbart er der stor forskel på gamle Tawfiq og unge Haled, men takket være opholdet i den lille israelske by opdager de to mænd, at de begge elsker Chet Baker. Og den stivnakkede Tawfiq og den udadvendte Dina indser, at de trods deres forskelligheder har kæmpet den samme forgæves kamp for at få kærlighedslivet og familielivet til at fungere.
 Samtidig får tre andre medlemmer af orkestret logi hos en lille familie, hvis interne stridigheder hurtigt viser sig at ligne dem, egypterne kender fra deres egne familier. Og naturligvis finder egypterne og israelerne ud af at de har en fælles kærlighed til kunsten og musikken.

Enkel og eviggrøn
I løbet af samme aften og nat i Israel hjælper Haled en ung, genert israeler til at score en pige mens den næstkommanderende i orkestret får inspiration til at gøre den klarinetkoncert, han har arbejdet på lige siden sin ungdom, færdig. Som nævnt: Pointen er så klar, som den er enkel, og så enkel som den er eviggrøn. Og den israelske instruktør, Eran Kolirin, understreger enkelheden i pointen ved at gøre sine bihistorier og sine figurer så enkle som muligt, så enkle, at det hele er lige ved at blive for spinkelt. Men naturligvis også kun ligeved.
Filmen lever i høj grad på noget så simpelt som de ni orkestermedlemmers andægtige, gammeldags lyseblå uniformer, der er et fantastisk skue i den søvnige israelske by. Det er en visuel genistreg, der også danner bund for filmens underspillede humor. Der er noget ualmindelig absurd ved at se de her vogtere over klassisk egyptisk kultur strande i en israelsk soveby, hvor ingen overhovedet gider hidse sig op over at arabere og israelere bekriger hinanden et andet sted i landet.

Afdæmpet lune
Takket være filmens afdæmpede lune og dens modvilje mod at hidse sig op og tage tingene alt for alvorligt bliver 'The Bands Visit' pudsigt nok til en ganske effektiv anti-krigsfilm. Der bliver ikke løsnet et skud, man ser ingen våben - men filmen understreger med al tydelighed, at arabere og israelere har så meget tilfælles, at de burde kunne finde ud af det sammen. Det siger filmen så enkelt, at det ikke kan siges meget tydeligere.