The Clone Wars

Imperiet smudser sig selv til igen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Engang, for noget, der forekommer at være rigtig, rigtig lang tid siden i vores helt egen galakse, nærmere bestemt i det sydlige Californien, fik en ung mand en idé. Han ville skabe sit helt eget filmunivers. Han ville snuppe nogle ordentlige bidder af typiske religiøse myter, låne lidt fra en science fiction-saga som Frank Herberts 'Dune' og en samurai-film som Akira Kurosawas 'The Hidden Fortress' og dermed skabe en fantasi- og eventyrverden et sted langt ude i det ydre rum.

En smuk svane
Til at starte med var der ikke mange, der troede på ham. Selv hans bedste venner grinte ad hans idé. Men da første del af hans eventyrverden, 'Star Wars, fik biografpremiere i 1977, forstummede latteren lige brat som da Den grimme ælling blev til en smuk svane. Publikum valfartede ind for at se 'Star Wars'. De så den om og om igen. De dyrkede den intenst. De levede i dens særlige rumopera-univers. De legede med tanken om at være heltene Luke Skywalker og Han Solo eller skurken Darth Vader.

Et moderne kulturfænomen
Og da kalenderen nåede frem til 1983 og den nu ikke helt så unge mand var blevet færdig med sin trilogi, var Star Wars eller Stjernekrigen, som den hed på dansk, et moderne kulturfænomen. Det var langt mere end bare tre film. Det var et univers i sig. Det havde sat nye standarder for hvor stort man kunne tænke i film. Den havde sat nye standarder for hvor meget skrammel og hvor mange dingenoter, man kunne sælge i forbindelse med en film. Den havde sat nye standarder for hvor mange penge, man kunne tjene på at lave film. Den havde sat nye standarder for hvor meget et filmunivers kunne dyrkes af sit publikum. Den havde genereret sit eget univers med videospil, tv-serier, bøger og tegneserier. I princippet var Star Wars blevet en af den slags religiøse myter, den selv havde ladt sig inspirere af.

Læssevis af effekter
Her kunne eventyret om den unge mand, der iøvrigt hed George Lucas, og hans stjernekrigsunivers være endt lykkeligt og frydefuldt. Desværre kunne Lucas ikke holde nallerne fra sit værk. Han kunne ikke lade det stå i sin enkle renhed. Han måtte pille ved det igen, udvide det, overgå det ...  Han forbedrede sine gamle film med nye effekter og ny teknologi, hvilket sat gang i endnu flere sideprodukter i det allerede enorme Star Wars-univers og i årene fra 1999 til 2005 skabte han tre helt nye Star Wars-film, der udvidede historien. Den sidste af de nye film var lige så stramt og rent tænkt som de tre oprindelige film, men de to første var kejtet fortalt og proppet til randen med enorme slagscener, læssevis af computereffekter og nye figurer, der mest lignede variationer over de gamle.

Voksede og voksede
Star Wars-universet voksede og voksede, men George Lucas var fuldstændig blind overfor at den renhed og skønhed, der besjælede de tre første film, var blevet smudset til af ren overbudstænkning. Hans Star Wars var blevet et imperium, et monstrøst maskineri, der grådigt voksede og voksede og forlængst havde glemt alt om de strenge kvalitetskrav, der prægede de første tre film. Og imperiet slog til igen i 2008 med en ny Star Wars-film, den computerskabte 'The Clone Wars', der foregik sideløbende med de 6 spillefilm. Det var en helt igennem uoriginalt tænkt, grimt animeret tegnefilm, der lignede en af den slags overskudsproduktioner, som kabel-tv-stationer propfodrer deres unge seere med. Replikkerne lød som noget fra en gammel dansk folkekomedie som 'Soldaterkammerater rykker ud'. Den en af filmens helte, jedi-ridderen Obi Wan-kenobi på et tidspunkt lod som om han overgav sig til en skurk, erklærede skurken minsandten de håbløse ord, 'jeg er bare så glad for at du har overgivet dig'.

Forjaget handling
Endnu værre var den helt igennem forjagede handling, der virkede helt absurd i forhold til handlingen i de 6 stjernekrigsfilm. I 'The Clone Wars' var den ækle gangstertype, Jabba the Hutt, der bor i en ussel stenhule på ørken-planeten, pludselig blevet en magtfaktor med styrke til at kontrollere den galakse, Star Wars udspiller i. Det var ikke alene bøvet og utroværdigt. Det forplumrede også det fascinerende billede, der var af den ækle Jabba the Hutt i de oprindelige film. Men værst af alt i 'The Clon Wars' var samspillet mellem helten Anakin Skywalker og hans Jedi-lærling, Ahsoka Tano. De mundhuggedes hele filmen igennem på en facon, der forlængst var blevet en kliché i alle andre standardiserede tegnefilm i hele galaksen.

Ussel og letkøbt
'The Clone Wars' var et helt igennem usselt og letkøbt biprodukt af noget, der engang havde sit eget enestående udtryk. Men det vil desværre være enormt naivt at tro, at 'The Clone Wars' hermed er slutningen på det efterhånden triste eventyr om en ung mand, der fik en rigtig god idé ...