The Eye
Hvad gik galt?
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Mærkeligt. Sært. Jeg husker Hong Kong-gyseren, 'The Eye', som en glimrende film. Intens, overraskende og med et originalt plot, der rent faktisk hang sammen, hvilket ikke er hverdagskost i gyserfilm. Og alligevel er noget helt galt - ja, men end helt galt, i den amerikanske genindspilning af 'The Eye'.
Sære syner
Det er der ikke så meget overraskende i. Hollywood-genindspilninger fører sjældent noget godt med sig, men det mærkelige i tilfældet 'The Eye' er, at genindspilningen følger originalen næsten scene for scene. Handlingstråden er den samme. En ung smuk kvinde, der har været blind siden hun var 5 år, skal have en ny hornhinde så hendes øjne igen kan fungere. Operationen lykkes tilsyneladende, men kvinden ser sære syner, tågede skikkelser på hospitalsgangene og mennesker, der tilsyneladende er døde.
Intensiteten er forduftet
Det er mest af alt sproget og og omgivelserne, der har ændret sig i Hollywood-versionen af 'The Eye'. Alligevel er den amerikanske 'The Eye' en betydeligt svagere oplevelse end brødrene Danny og Oxide Pangs original. Intensiteten er fuldstændig forduftet. Hvorfor? Handler det om noget så banalt som at gyserfilm fungerer bedst, når de foregår i rammer, der er uvante og fremmede for os og at Hong Kong i almindelighed virker mere fremmedartet på os end de mere dagligdags omgivelser Los Angeles? Eller er problemet, at den smukke Jessica Alba er for glat og fersk og alt for modelsmuk i hovedrollen som violinisten, der skal have nye øjne? Og at hendes forklarende voice-over til historien er så ugebladsnovelle-agtig, at det er lige før tæerne krymper sig?
Ikke skruphamrende skør
Det kan selvfølgelig også være at det er skuespillet, den er gal med. Jessica Alba er ikke nogen decideret dårlig skuespiller. Hun virker bare mere som en fotomodel, der er blevet sat til at være en skuespiller, som skal opføre sig som et menneske. Hendes replikker falder nærmest pr automatik, uden temperament eller overraskelser. Og hendes samspil med Alessandro Nivola som lægen, der meget, meget langsomt indser at pigen ikke er skruphamrende skør, når hun ser syner, slår alt andet end gnister. Det virker som om filmens manuskriptforfatter slet ikke har kunnet beslutte sig for hvordan forholdet mellem de to skal beskrives. Det veksler vilkårligt mellem professionelt, venskabeligt og romantisk.
Luns for luns
Det kan selvfølgelig også være, at den amerikanske 'The Eye' virker så meget fattigere end den Hong Kong-kinesiske, af den simple årsag, at vi kender historien i forvejen - hvis man altså, vel at mærke, har set den originale film. En gyserfilm er unægteligt mere spændende at se på, når man ikke ved hvad den skal ende med. Og den oprindelige 'The Eye' er fortræffelig til at holde kortene skjult og servere forklaringen luns for luns indtil det store klimaks, som iøvrigt ikke rigtig fungerer hverken i den oprindelige eller i Hollywood-genindspilningen af 'The Eye'.
Effektbelæsset fransk gys
Der kan altså være mange grunde til at den nye 'The Eye', der ankommer hele 6 år efter den oprindelige film, er så svag. Hele pusten kan simpelthen være gået af den nye asiatiske bølge af intense, ikke-ironiske gyserfilm, der toppede i starten af det nye årtusind med film som japanske 'Ring' og 'Dark Water', koreanske 'A Tale of Two Sisters' og netop 'The Eye'.
Eller måske er den bedste forklaring på svagheden i Hollywoods 'The Eye' at manuskriptforfatter Sebastien Gutierrez, der bl.a. har stået bag den absurde actionfilm, 'Snakes On a Plane', og det franske instruktørpar David Moreau og Xavier Palud, der debuterede med den effektbelæssede franske gyser, 'Ils', ikke kender til begrænsningen store kunst. Mens den oprindelige 'The Eye' holdt historien kørende og flyvende ved at docere med enkle velvalgte gys, bruger franskmændene Moreau og Palud historien til at servere det ene voldsomme og spektakulære gys efter det andet.
Hurtigt irriterende
Det giver to film med hvert sit udgangspunkt. Mens Hong Kongs 'The Eye' flød naturligt hen mod sit klimaks, bliver Hollywoods version hurtigt irriterende. På et tidspunkt er det nærmest som om vores heltinde ikke kan gå to meter, uden at få sig et chok af en sådan kaliber, at ethvert almindeligt menneske ville blive bindegal på stedet. Inden der er gået en halv time bliver filmens effektjageri trættende og kedelig - og det er som bekendt et dårligt udgangspunkt for et gys.