The Happening

En rædselfuld lille genistreg

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvis nogen synes at 'The Happening', den nye film af M. Night Shyamalan, er den mest tåbelige øko-fis, der nogensinde er sevet ud i en dansk biograf, er det svært at være uenig. Og hvis nogen opfatter 'The Happening' som en oplagt og indlysende film, som griber fat i et vor tids mest spændende spørgsmål og som burde laves på et eller andet tidspunkt, er det ligeså svært at være uenig.

Det platte og tankevækkende
Sagt på en anden måde er 'The Happening' en rigtig M. Night Shyamalan-film. Den balancerer et sted mellem det rædselsfulde og smågeniale, det indlysende og det umulige, det platte og det tankevækkende. Det er det, der er så uendeligt fascinerende ved M. Night Shyamalan. Man kan aldrig gennemskue hvad han finder på næste gang, man kan aldrig gennemskue hvornår han er smågenial og hvornår han er rædselsfuld - ofte er han begge dele på samme tid.
Han tager fat i emner, som ingen andre ville drømme om at pille ved, simpelthen fordi de er for besværlige og uregerlige at have med at gøre. Få andre ville fortælle en historie om en lille families skæbne under et angreb fra ydre rum uden at grine og lave komik og sjov ud af situationen. Men Shyamalan beholdt den alvorlige maske på i 'Signs'. Og få andre ville fortælle en historie som gyseren 'The Village', hvor de ældre i en lille landsby tvinger deres unge til at leve i et 1800-tals samfund ved at bilde dem ind at landsbyen er omkranset af et mystisk spøgelsesfolk.

Bagdel i strimler
Sådan er det også med Shyamalans nye film, 'The Happening'. Ingen andre ville kunne kreere den film. Nogle mennesker vil grine deres bagdel i strimler ved synet af den. Andre vil blive skræmt fra sans og samling. Og rigtig mange mennesker vil være i dyb tvivl om de skal gøre det ene eller det andet. På mange måder er det en latterlig historie, Shyamalan fortæller. Pludselig, ud af ingenting, en ganske almindelig eftermiddag på en ganske almindelig dag, begynder folk i Central Park i New York, at tale i tåger. Derefter bliver de apatiske. Og endelig mister de deres selvopholdelsesdrift - deres ønske om at overleve - og én efter én begår de selvmord, uden et ord, uden følelser, som var de under hypnose.

Nervøst og angstfyldt
Det er jo i sig selv ganske spændende - og som altid hos Shyamalan er det yderst stemningsfyldt, for ikke at sige skrækindjagende, serveret i al underspillethed. Men de sære begivenheder skal jo have en forklaring af en eller anden slags - og så begynder det at blive speget.
Den mystiske selvmordsbølge spreder sig i det centrale New York, og myndighederne frygter et eller andet mystisk terrorangreb i form af en nervegift. New Yorkerne begynder at forlade byen, ikke panisk, men nervøst og angstfyldt, sådan som biologilæreren Elliott og hans kæreste Alma, spillet henholdsvis af Mark Wahlberg og Zooey Deschanel.

Hippieævl
Undervejs i flugten fra New York bliver mindre og mindre byer ramt af selvmordsbølgen, og Eliott og Alma, der får en lille pige med på slæb må flygte fra den ene selvmordsramte by til den næste mens al kommunikation med omverdenen forsvinder. Undervejs dumper Eliott og Alma ind i en planteskoleejer, som serverer den småtossede teori, at det er planterne, der står bag det såkaldte terrorangreb. Han forklarer, at flere plantearter har vist sig at have deres eget forsvarsværn, når de føler sig truet. Sådan noget hippie-ævl om at være god ved planterne og give træerne et kram i ny og næ kan man jo sagtens sidde og grine ad mens folk på lærredet hænger sig på stribe, skyder sig selv i hovedet, kravler ind til løverne i zoo-ogisk have eller lægger sig under en stor plæneklipper.

Tankevækkende allegori
Men samtidig leverer Shyamalan en ganske tankevækkende allegori om naturen, der slår igen - bestemt ikke ulig Alfred Hitchcocks gamle gyser om fuglene, der pludselig går til angreb på menneskene. Menneskeheden har til evig tid påkrævet sig retten til at molestrere naturen efter eget behov, men hvad hvis naturen en dag får nok og føler sig truet på livet? - Hvilket slet ikke er noget dumt spørgsmål i en tid, hvor den globale opvarmning og klimaændringer er på alles læber. Da fugle influenza-epidemien begyndte at sprede sig fra Kina forrige år, begyndte adskillige amerikanske medier at sprede skrækscenarier om en verdensomspændende pest, der ville slå milliarder af mennesker ihjel som en del af naturens eget forsøg på at tynde ud i menneskebestanden og bevare sin balance. Det er et tilsvarende skrækscenarie Shyamalan omsætter i en gyser i 'The Happening'.

Skræmmekampagne
Hans problem med 'The Happening' er, at han ikke anstrenger sig for at lægge nok ballast og tyngde på sin lille leg med tanken om at naturen slår igen. Det går for meget skræmmekampagne fra Greenpeace i den. Shyamalan har bestræbt sig på at holde historien og billedsproget simpelt, meget simpelt endda, hvilket går ud over det omfangsrige og spændende tankegods, der ligger bag sådan en historie.
Og sådan ender 'The Happening' som en typisk film fra en af de helt store originaler i det moderne Hollywood, en rædselsfuld lille genistreg.