The Incredible Hulk
Et skridt 10 år tilbage
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det føles lidt som at springe 10 år tilbage i tiden, tilbage til før 'Spiderman'-serien, før 'X-Men', før 'Iron Man', tilbage til dengang tegneseriefilmatiseringer mest foregik pr automatik, dengang der ikke så ud til at være meget anden idé i at omsætte en populær tegneserie til film end at tjene nogle penge, dengang ingen tilsyneladende rigtig havde tænkt over at film og tegneserier er to helt forskellige medier, uanset at de ligner hinanden.
Et moderne univers
Det var dengang tegneserier på film først og fremmest spekulerede i actionsekvenser, der udnyttede figurernes særlige superkræfter. Det var før 'Spiderman' og 'X-men' for alvor havde succes med at placere superheltene i et moderne univers. Bevares, Tim Burtons to første Batman-film var fine, ihvertfald 2'eren, der endda var rigtig god, men der var stadig noget kitsch'et og ironisk over det. Det tog ikke tegneseriefigurerne helt alvorligt. 'Spiderman' og 'X-Men' gik bag om figurerne og præsenterede menneskerne bag superkræfterne, men først og fremmest opfandt de et filmsprog, der var tegneseriefigurernes eget.
Kvaliteten er høj
Siden har tegneserierne haft det så godt på film, at forbrødringen mellem de to medier nærmest har sat sig tungt på den amerikanske filmindustri. Vi lever ganske enkelt i tegneseriefilmatiseringens tidsalder. Det vrimler med dem. Alene den her sommer kan byde på Speed Racer, Hulk, Batman og Hancock i de danske biografer, og adskillige andre tegneseriefilmatiseringer er undervejs. Det forbavsende er at kvaliteten er høj. Den ene film efter den anden forstår at trække de filmiske kvaliteter ud af en tegneseriefigur og satte den ind i logisk moderne ramme, sådan som 'Iron Man', der ikke alene gav et overordentlig nuanceret billede af mennesket bag superhelten, men også fungerede glimrende som kommentar til amerikansk politik i vor tid.
Mærkeligt bedaget
Derfor virker det så mærkeligt bedaget at se den nye film om Bruce Banner, den stakkels mand, der får superkræfter og bliver til det store grønne monster, Hulk, når han bliver presset og vred. Instruktøren Ang Lee forsøgte at tegne et meget følelsesladt, næsten intellektuelt portræt af den store grønne mand i sin fire år gamle 'Hulk'. Men den her gang, med 'The Incredible Hulk' er ambitionerne langt mere jordnære.
Pinlig komik
Den 35-årige franske instruktør, Louis Leterrier, har slet ikke Ang Lees nuancer og kunstneriske overblik. Han har stået bag andenrangs-actionfilm som 'Transporter 2' og 'Danny the Dog', hvor der ikke er ambitioner om andet end en omgang stilfuld action. Det er også helt fint. Problemet er bare, at Leterrier også forsøger at kaste sig over både romantik og humor i 'The Incredible Hulk'. Og det er mildt sagt ikke Leterriers hjemmebane. De indlagte humoristiske scener i den nye Hulk-film er decideret pinlige, såsom da Bruce Banner, mennesket bag Hulk, og hans kæreste skal fra den ene af Manhattan til den anden og vælger at tage en taxa, så Bruce ikke bliver stresset og bliver til Hulk i undergrundsbanen, men dumper ind i en tosset chauffør, der kører fuldstændig vanvittigt gennem byen. Det fungerer overhovedet ikke. Det er ikke sjovt og det er malplaceret på et tidspunkt, hvor filmens action-puls er høj.
Stivbenet patos
Endnu mere kikset er filmens romantiske side, der fylder forbavsende meget og ofte er ved at tage livet i af tempoet. Liv Tyler er et smukt syn at skue som Hulkens kæreste, Betty, men dialogen mellem hende og Bruce Banner, der spilles af Edward Norton, er ganske enkelt rædselsfuld i sin stivbenede og forlorne patos. Det hører hjemme i et dårligt melodrama på amerikansk tv, ikke i en actionfilm anno 2008.
Gammeldags Hollywood-vedhæng
Generelt er der ikke den mindste luns kød på stakkels Betty. Hun er et gammeldags Hollywood-vedhæng af den kedeligste skuffe. Lige så slem er filmens skurk, en general af den gamle stivbenede slags. Eftersom Bruce Banner fik sin Hulk-superkræfter under et militært eksperiment, opfatter generalen, der iøvrigt er far til stakkels Betty, Banner og Hulk som militærets ejendom, og derfor skal han fanges, uanset hvad hans egen datter måtte mene om den sag.
Brasiliansk juicefabrik
Kun i filmens indledende scener er der lidt karakter og idé over den mens Bruce Banner gemmer sig for det amerikanske militær på en juicefabrik i et brasiliansk slumkvarter. Her er trods alt nogle omgivelser, vi ikke er vant til at se i en tegneseriefilmatisering, og da det amerikanske militær endelig får opsnuset Banner, gør filmen rigtig god brug af den brasilianske slum.
Men så har vi også nævnt alt hvad der er værd at nævne i den her underligt gammeldags, elendigt skrevne og ikke mindst dårligt afbalancerede actionfilm. I tegneseriefilmatiseringernes tidsalder har den fortjent at floppe med et brag.