The Mist

Den eksistentielle ærtesuppe

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Mennesket er fundamentalt sindssygt'. Værsgo. Hverken mere eller mindre. 'Mennesket er fundamentalt sindssygt', hævder en af figurerne i gyser-filmen 'The Mist', og det er hverken en filosofi-professor eller en eftertænksom intellektuel, der smider de voldsomme ord omkring sig, men derimod en lille, forsagt butiksbestyrer.

Gudløse skabninger
Og filmen giver ham mere eller mindre ret. 'The Mist' er nemlig ikke bare en almindelig gyserfilm med en række almindelige mennesker, der bliver slået ihjel af nogle forfærdelige, gudløse skabninger. 'The Mist' består ganske vist lige netop af almindelige mennesker, der slås ihjel af grusomme væsener, men dens sande idé er noget så ambitiøst som at diskutere menneskets natur, og den omtalte tåge eller dis i 'The Mist' er ikke bare sådan en uhyggelig tåge, der kan gemme på slemme ting i gyserfilm, men simpelthen den tåge, der gemmer menneskets tvivl, dens uro, dens eksistentielle ærtesuppe, om man vil. Derinde, i tågen, er mennesket fundamentalt sindssygt, det har ikke noget hjem eller ståsted, for det kender ikke meningen med sin egen eksistens.

Det værste der findes
Lyder det højtravende og langt ude for en gyserfilm? Måske. Men netop derfor er 'The Mist' så forfriskende en anderledes gyserfilm. Her er ingen nemme løsninger. Det er ikke bare en psykopat, der myrder løs på forsvarsløse teenagere eller en dæmon fra fortiden, der skal hævne sig. Spøgelset er ikke bare væk, når lyset i biografen bliver tændt. Det gør rigtig ondt, det her. Bæstet følger med ud af biografen, for bæstet i 'The Mist' er selve menneskets uro, vores tvivl. Det værste, der findes.

Blod ud af næsen
Sådan præsenterer instruktøren Frank Darabont og forfatteren bag novellen bag filmen, Stephen King, naturligvis ikke deres historie. Det ligner et klassisk gyser-setup. En lille familie med far, mor og en dreng på omtrent 10 år går i seng en aften, hvor et ekstremt uvejr raser udenfor deres hus ved den nordlige amerikanske østkyst. Næste morgen er skaderne enorme. Al elektricitet er forsvundet. For at proviantere og hamstre kører faderen og sønnen til det lokale supermarked og i det efterfølgende døgn bliver menneskets natur obduceret og analyseret for øjnene af os i supermarkedet. Far og søn er nemlig knap ankommet før en mystisk suppe, så tyk, at man kan skære sig på den, siver ind over byen. Og ud af tågen kommer en mand med blodet løbende ud af næsen.

Gigantiske insekter
Jep, der er noget i tågen. Mareridtet kan begynde. De første mennesker forsøger at stikke af, ud i tågen, men ingen vender tilbage. En flaskedreng i supermarkedet forsøger at reparere en udluftningskanal, men bliver revet itu af en kæmpe blæksprutte udenfor. I løbet af natten dukker gigantiske insekter op udenfor, enkelte slipper ind af huller i supermarkedet og skaber rædsel og terror. Men det er ikke den værste fjende for de indespærrede stakler i supermarkedet. Den værste fjende er arrogancen og hovmodet, som det bliver udvist af storby-advokaten, der nægter at tro på det overnaturlige udenfor.

Berusende ordflom
Og den allerværste fjende er religionen, der opstår i det blinde, som en dunkel forklaring på det uforklarlige, med totale løsninger på alt mellem him-mel og jord. Det er landsbytossen Mrs Carmody, der lige fra tågens fremkomst taler om Guds vrede og Dommedag, og inden længe har hun indtaget en position som den lokale frelser i supermarkedet med byens mest enfoldige sjæle som disciple. Her dukker menneskets fundamentalistiske sindssyge for alvor op, iklædt religionernes lokkende og berusende ordflom. 'The Mist' er imidlertid ikke bare et angreb på hysteriske religioner af enhver art, men snarere et forsøg på at gå bag om religionernes udspring, ind til menneskets ur-frygt og tvivl - eller sindssyge, om man vil. Den flirter med gammel-testamentelige billeder og lignelser, med Noahs Ark og Jødernes flugt, især i slutscenen, der er en af de grummeste og mest modige længe set i en stort anlagt Hollywood-film.

Vellykket kobling
Undervejs mod den rystende og grumme slutning er 'The Mist' en blandet fornøjelse med til tider umådeligt kantede og kejtede replikker og en række uhyrer, der ligner noget fra enhver effekt-tosses overskudslager - især kæmpeedderkopperne med deres menneskekraniehoveder er svære ikke at komme til at fnise af. Men efterhånden som filmen skrider frem, virker dens pointe med den eksistentielle ærtesuppe bedre og bedre og den lille købmands påstand om at mennesket fundamentalt er sindssygt virker mere og mere rigtig. 'The Mist' er grundlæggende en meget vellykket kobling mellem ren underholdning og en debat med mening og pondus. Det er en af de bedste gyserfilm, der længe er kommet ud af Hollywood.