The Visitor

Enkelt og simpelt og velformuleret

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'The Visitor' er en af den slags film, der kan få en vaskeægte kyniker til at se blodrødt. Filmen er så politisk korrekt som det overhovedet kan lade sig gøre at være uden at blive en parodi på sig selv, og man kan allerede høre folk af en mere kynisk observans side og brække sig rundt omkring i biograferne.

Politisk korrekthed
Lad dem om det. Glem alle forbehold overfor politisk korrekthed og følelsestung medmenneskelighed og prøv at lytte til historien her så koldt og tørt og nøgternt som muligt. Parat? Okay. Hør her: Walter Vale er en ganske almindelig amerikaner fra den øvre middelklasse. Han har levet sit liv i sin egen verden, på universitetet, sammen med sin kone, der nu er død af kræft. Nu, hvor han er sidst i 50'erne, har han mistet interessen for det hele. Han lever på automatpilot, gider ikke rigtig engagere sig i noget for alvor, har ingen vilje eller entusiasme og forsøger bare at få tingene til at glide nogenlunde ubesværet.

Fremmede eksistenser
Men så sker der noget. Han rejser til New York for at holde endnu et foredrag pr. automatpilot, men da han låser sig ind i sin gamle lejlighed, viser den sig at være beboet af et syrisk-senegalesisk par, der er blevet bondefanget. Walter Vale giver de to indvandrere lov til at blive boende indtil de har fundet noget nyt, og ligeså stille bliver Walter fascineret af de to fremmede eksistenser - senegalesiske Zainab, der håndlaver smykker og sælger dem på gaden, og Tarek, der er en virtuos musikant med speciale i den særlig afrikanske tromme, djembe. Walter bliver så fascineret af Tareks djembe, at han selv begynder at spille på den og lytte til afrikansk musik og inden længe har han skubbet sit arbejde som professor på universitet til side og er blevet en god ven af den varme, passionerede og udadvendte Tarek.

Stive vesterlændinge
Inden længe kommer Tarek imidlertid i problemer. Det viser sig, at han er illegal indvandrer i USA, hvilket er ret uheldigt at være på den her side af terrorangrebet på World Trade Center for snart 7 år siden. Her styrter Professor Walter Vales billede af USA i grus. Han tror ikke længere på medmenneskeligheden i det amerikanske samfund og det vestlige verdensbillede.
Vi har altså en vaskeægte kliché her. Den pæne, hvide, stive, upassionerede og forbandet vestlige middelklasserepræsentant, der smager noget af det varme, passionerede liv fra den tredie verden og pludselig mærker gløden løbe gennem årerne igen. Føj for den lede, for en kliché, smedet i mørket af Mellemfolkeligt Samvirkes lobbyister.

Kød og blod
Men husk nu at glemme alle fordomme. Det er ikke klichéen, der er vigtig her. 'The Visitor' for-søger ikke at fortælle os, at alle hvide mennesker kan finde gnisten i livet igen hvis de spiser en sha-warma, danser lidt salsa og fifler med en djembe. Pointen her er, at Professor Walter Vale møder nogle mennesker, der for ham altid har været avisnotitser, politiker-retorik og tal i en statistik. Selvom Walter er professor i mellemøstlige forhold, har han aldrig haft noget at gøre med de mennesker af kød og blod, der rent faktisk bor derovre i Mellemøsten.

Terrorbekæmpelsens hellige navn
Det har han nu. Og han kan li' dem. De er ikke farlige. De er ligesom ham, nysgerrige, fulde af lyst til at leve livet, hvis de får lov. Og pointen i 'The Visitor' er, at de ikke får lov. I angst for det fremmede, for muslimer og terrorister, lukker USA, eller resten af den vestlige verden, for densags skyld, gode, fornuftige, givende og inspirerende mennesker ude - altsammen i terrorbekæmpelsens hellige navn.

Pladderhumanistisk ævl
Hold kæft, hvor er det politisk korrekt. Det er fuldstændig rigtigt. Og hvad så? Lyt til den pointe, som instruktøren Thomas McCarthy og hans 'The Visitor' serverer så enkelt og simpelt og velformuleret: Gode, fornuftige og givende mennesker bliver ofre i et stramt og dræbende bureaukrati. De får knust deres liv pga en overdreven angst for det fremmede - altimens den vestlige verden og den menige amerikaner, som professor Walter Vale, mister et væsentligt tilskud vitaminer. Og hvis nogen synes det er noget pladderhumanistisk ævl, så udtænk venligst en film, der kan overbevise os om at Thomas McCarthy og Walter Vale tager fejl.