There Will Be Blood

Kristendommen vs. kapitalismen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'There Will Be Blood' er en stor film, en storfilm, en storslået allegori over det moderne USA's fødsel, en film fuld af kraftfulde billeder, fremragende, forunderligt skuespil i hovedrollen af Daniel Day-Lewis, sær og særpræget musik af rockguitaristen Jonny Greenwood fra gruppen Radiohead. 'There Will Be Blood' indeholder de store og ambitiøse elementer, der skal til for at skabe en klassisk klassiker, en film, der ligner noget stort, vi har set før, og som alligevel er helt sin egen.

Kapitalisme og kristendom
'There Will Be Blood' ser i det hele taget helt utrolig godt ud - og alligevel er det som om der er noget, der ikke er helt rigtigt. Det er svært at trække en klar mening og en klar pointe ud af filmen, selvom instruktøren Paul Thomas Anderson tydeligvis forsøger at servere en pointe med sin sidestilning af kapitalisme og kristendom. Filmen bygger løst på den socialistiske amerikanske forfatter, Upton Sinclairs roman 'Oil!' fra 1927, hvori Sinclair beskrev kapitalismen og kristendommen som to sider af samme destruktive sag. Sådan en pointe er skam interessant nok, men også noget bedaget i dag, og det virker som om Paul Thomas Anderson aldrig helt får besluttet sig for hvad han egentlig vil sige om kapitalisme og kristendom, og istedet kaster han hele sin energi på filmens særprægede hovedperson, Daniel Plainview.

Stærk forretningsmand
I filmens ordløse start er Plainview en guldgraver, der kæmper ihærdigt for at overleve i sit hul i jorden et sted i det sydlige Californien. En dag finder han olie i stedet for guld, og i løbet af nogle år har han startet sin egen lille oliegesjæft. Han har hyret et par folk til at arbejde for sig og tilmed fået en lille søn, som han kejtet og lidt uinteresseret forsøger at tage sig af mellem olieboringerne. Moderen til barnet ser man aldrig noget til.
Fra at være simpel guldgraver bliver Daniel Plainview en stærk forretningsmand, der en dag bliver opsøgt af en ung mand, som fortæller at der er olie på sin families dårlige landbrugsjord. Plainview tager afsted for at undersøge jorden - omend han udgiver sig for at være jæger på jagt efter vagtler sammen med sin lille søn. Men han finder olie og inden længe har han iværksat et storstilet projekt for den lille flække, Sunday Hill, som meget hurtigt tilgiver ham, at han beså deres jord på falsk grundlag. Men Plainview får et problem i form af Sunday-familiens ældste søn, Eli, der er præst i den lokale kirke, og som kræver penge til kirken, hvis Plainview begynder at bore. Og så starter krigen mellem kapitalismen og kirken i 'There Will Be Blood'

Kraftfuld men kejtet
Men uanset de store politiske kræfter, er det stadig klart mest Daniel Plainviews karakter, der interesserer Paul Thomas Andersson. Han er sær figur i Daniel Day-Lewis' skikkelse, kraftfuld men kejtet, spinkel men stærk, hård men også følsom på de mest uberegnelige tidspunkter. Han virker oprigtigt bekymret, da hans søn mister hørelsen efter en eksplosion under en boring, men der går ikke mange dage før Plainview brutalt forsøger at slippe af med sønnen ved at sætte ham på et tog. Og da Plainviews halvbror dukker op for at leve og arbejde sammen med ham, betror Plainview ham en dag sine inderste tanker. Han hader i almindelige andre mennesker og kan ganske enkelt ikke lide at se andre mennesker lykkes i livet. Hans sind er altid i konkurrence.

Joakim von And
Det virker for plat og banalt at opfatte Daniel Plainview som et billede på den klassiske amerikanske kapitalist. I så henseende er Plainview nærmest lige så karikeret som Joakim von And. Han er så brutal og skruppelløs, at det er meget tæt på umuligt at finde sympatiske sider af hans væsen, hvilket er for firkantet en beskrivelse af en kapitalist i 2008 - også selvom Plainview som figur mere er ovre i det allegoriske og mytiske end det egentligt realistiske.
Som storslået hudfletning af USA's væsen er 'There Will Be Blood' for firkantet. Der er noget overdrevent smart over dens se-hvad-jeg-tør-at-gøre-med-USA's-mytologi-attitude. Og dens lange, spektakulære slutscene virker mest af alt som om den mere er til for at slutte af med et godt show end for at samle trådene op. Men hvad skal man så stille op med 'There Will Be Blood'? Det er et rigtig godt spørgsmål. Måske er det bedst bare at fortabe sig i den og glemme alt om stor mening og dybde, bare svælge og flyde hen i dens kraftfulde billeder, der på mange måder minder om en af filmhistoriens mest sanselige film, Terrence Malicks lille glemte perle, 'Days of Heaven' fra 1978.

Dunkel hovedperson
'There Will Be Blood' er så særpræget en filmoplevelse, at den er meget svær at lægge fra sig igen. Den bliver ved med at rumstere med sin mærkelige udramatiske fortællestil, sin mystiske musik, der aldrig fortæller publikum om man skal føle det ene eller andet og sin dunkle hovedperson. Her er en film, der er skabt af en særlig filmisk hjerne. Det er dens absolut største kvalitet.