Things We Lost in the Fire

Græd, for helvede!

Anmeldt af Per Juul Carlsen

For et par måneder siden sad den her anmelder og græd til tegnefilmen 'Ratatouille', om en rotte, der viser sig at have et fantastisk talent for at lave mad og en madanmelder, der genfinder skønheden i det simple og dagligdags. I den her uge var mit hjerte til gengæld koldt som sten ved synet af en film om en kvinde, der mister sin mand, og to børn, der mister deres far, en aften han bare skulle ned og hente noget is og tilfældigvis forsøgte at redde en kvinde fra at få bank af sin mand.

Kalkuleret og beregnende
Hvorfor så den her usædvanlige fordeling af tårerne? Utvivlsomt fordi følelsesudsvinget i 'Ratatouille' kom så pludseligt og så overraskende. Det er en glad lille film, der mest af alt er optaget af at underholde, men midt i morskaben opstod noget, der virkede oprigtigt rørende. Til gengæld er der ingen tvivl om at meningen med 'Things We Lost in the Fire' er, at vi skal græde. Ikke bare snøfte medfølende, men lade tårerne strømme ned ad kinderne. Allerede efter bare 5-10 minutter er det indlysende for enhver, at nogen vil have os til at blive mere end bare almindeligt rørt. Historien er simpelthen konstrueret så den griber stærkest muligt ud efter vores følelser. Den er yderst kalkuleret og beregnet.

Amerikansk opkog
Det havde så været til at leve med, hvis manuskriptforfatteren Allan Loeb og instruktøren Susanne Bier havde haft nogle spændende pointer eller en god historie gemt bag beregningerne, men nej. På mange måder ligner 'Things We Lost in the Fire' en lille historie, man kan læse i en brochure fra en psykolog, der tilbyder hjælp til mennesker, som har mistet et familiemedlem. Lyder det hårdt og ubarmhjertigt? Måske. Men tænk på det sådan her: når man tillader sig at slå en sympatisk familiefar ihjel en aften, hvor han henter is til sine dejlige og søde børn, så skal man kraftedme også have en god grund til det. Man skal diske op med noget virkeligt påtrængende og interessant. Og her har 'Things We Lost in the Fire' ikke meget andet at byde på end et amerikansk opkog på Susanne Biers 'Brødre', hvor en familiefar forsvinder i Afghanistan og hans forhutlede og fortabte bror pludselig får et rigtig godt forhold til den forsvundne soldats kone og børn.

Suget ind i vakuumet
 I 'Things We Lost in the Fire' er det ikke en bror, men familiefaderens gamle ven, der bliver suget ind i vakuumet efter faderens død. Egentlig kan moderen Audrey, der bliver spillet af Halle Berry, ikke fordrage sin mands gamle ven, narkomanen Jerry - i Benicio del Toro småovervægtige og kejtede skikkelse. Når man er en velfungerende forstadsfrue er der jo pr definition noget suspekt ved narkomaner. Men da Audrey mister sin mand, får hun dårlig samvit-tighed overfor Jerry. Han var jo trods alt hendes mands bedste ven, så hun inviterer ham med til begravelsen, hvor han møder de nu faderløse børn. Og senere inviterer Audrey Jerry til at bo i deres tomme værelser i garagen. Ikke spor overraskende, ihvertfald ikke når man har set 'Brødre', bliver børnene glade for Jerry, der tilmed bliver invitereret til at nulre Audreys ører, så hun kan falde i søvn.

Græd for helvede
'Things We Lost in the Fire' er altså en historie om savn og om de veje mennesker går for at få dækket deres savn. Det er bestemt et interessant emne, men Susanne Biers debut i Hollywood går de absolut mest indlysende veje. Selvfølgelig skal den pæne forstadsfrue finde trøst i en narkoman. Selvfølgelig skal børnene finde trøst i en overvægtig bums. Det føles så kalkuleret, at det er til at græde over. Og da Jerry kører afsted mod afvænningsklinik og pigen Harper, der ellers har låst sig inde på sit værelse og ikke vil tale med nogen, kommer styrtende i aller allersidste øjeblik for at kramme farvel, kan man næsten høre Susanne Bier brøle én i øret: 'Kan du så se at komme igang med at græde? Græd, for helvede!'

Mangler overraskelser
Det virker åbenlyst, at Bier og manuskriptforfatter Allan Loeb har skelet til mexicaneren Alejandro Gonzalez Iñarritus film, '21 Grams' og 'Babel', der også handler om tab og savn. Alene musikken til 'Things We Lost in the Fire' lyder som en kopi af argentineren Gustavo Santaolallas banebrydende musik til Iñarritus film. Men 'Things We Lost in the Fire' mangler fuldstændig de brutale filosofiske og politiske lag i '21 Grams' og 'Babel'. Den mangler fuldstændig overraskelser.
Hvis bare familien havde haft en lille uundseelig rotte, der viste sig at være fantastisk til at lave mad, havde 'Things We Lost in the Fire' måske ramt nogle tørlagte følelsesregistre.