Tuyas ægteskab
Skilsmisse i Mongoliet
Anmeldt af Per Juul Carlsen
For lidt over et år siden, midt i februar 2007, vandt den kinesiske film, 'Tuyas ægteskab', førsteprisen ved filmfestivalen i Berlin. At jurypræsidenten, den amerikanske forfatter og instruktør, Paul Schrader, skulle vælge den film kom som lidt af en overraskelse. Bl.a. fordi 'Tuyas ægteskab' var oppe mod en kvalificeret konkurrent og favorit som 'Irina Palm', der pudsigt nok har dansk biografpremiere samme dag som 'Tuyas ægteskab', altså i den her uge.
Festival-filler
Det var ikke fordi 'Tuyas ægteskab' blev regnet for en dårlig film på festivalen i Berlin 2007. Den blev bare regnet for at være lidt af en festival-filler, en lille film af den slags, der er med på en festival som Berlins for at signalere global bevidsthed og udsyn. Der var ikke mange, der havde tippet på den som vinder. Den havde skam kvaliteter, men som fortælling, som film, lignede den mange af de kinesiske og iranske film, der har forsøgt at vise almindelige, jævne menneskers almindelige, jævne liv i enkel, asketisk filmstil. Der var ikke noget overraskende ved den.
Sanselige billeder
Alligevel fik 'Tuyas ægteskab' Den gyldne Bjørn af Paul Schrader og hans jury. Hvorfor? Måske pga instruktøren Quanan Wangs meget sanselige billeder af livet i det indre Mongoliet. Der er gjort et stort arbejde for ikke bare at vise billeder af livet på den gold højslette i Mongoliet, men at vise billeder, man kan mærke og føle, som fx de indledende billeder af en stor flok får, der trasker henover sletten i det gyldne lys fra en nedgående sol. Eller billederne og lyden af vand, der drypper ved en brønd og bliver hældt op i en spand. Det kan lyde så umådelig banalt, at nogle får trasker henover en slette eller at noget vand bliver hældt i en spand. Men 'Tuyas ægteskab' understreger med største tydelighed, at lyd på film ikke bare er lyd. Det er liv, simpelthen, og lyden af dryppende vand i en brønd er ligeså vigtig som dialogen og samtalerne i 'Tuyas ægteskab'. Det er en yderst sanselig og mættet film.
Mongolsk bondeliv
Det var nu nok ikke kun derfor, Paul Schrader og hans jury gav Guldbjørnen til 'Tuyas ægteskab' for næsen af ikke bare 'Irina Palm', men også Robert de Niros 'The Good Shepherd' og skotske 'Hallam Foe'. Måske kunne Schrader bare godt lide at fornemme hvordan livet udformer sig på højsletten i det indre Mongoliet. Eller mere præcist: måske syntes Schrader og hans jury, at 'Tuyas ægteskab' gav et gribende billede på hvordan livet kan forme sig i et primitivt samfund, når skæbnen spiller én et grumt puds. Det er nok den mest sandsynlige forklaring på 'Tuyas' sejr. Filmen er nemlig en skæbnefortælling med det mongolske bondeliv som ramme.
Segnefærdig af træthed
I starten af filmen befinder den unge kvinde, Tuya, sig i den uheldige situation, at hendes mand har mistet sine ben efter at have fået forfrysninger under en udflugt efter vand i bjergene. Det er sådan noget, der kan ske, når man forsøger at leve i et ugæstfrit klima. Tuya slider i det for at holde den 7 mand store familie kørende. Den stædige kvinde er segnefærdig af træthed hver aften, men hun holder trods alt samtlige familiemedlemmer ovenpå. Problemerne er imidlertid ikke forbi her. En fordrukken nabo, der er træt af sin kone og lægger an på Tuya, vælter med sin overlæssede varevogn og får et ben i klemme.
Køn og stædig og stærk
Og da Tuya forsøger at hjælpe med få benet fri, løfter hun så uheldigt med ryggen, at hun ødelægger en ryghvirvel. Nu risikerer hun selv at blive invalid og familiens eneste redning er at sende hendes mand på et hjem og derefter finde en ny mand til Tuya. Det er filmens omdrejningspunkt. Hun er en køn og stædig og stærk ung kvinde og bejlerne kommer fra nær og fjern, både tyk og tynd, ung og gammel og rig og fattig. Det lyder såmænd meget muntert, næsten som en mongolsk udgave af 'Fire bryllupper og en begravelse', men det er filmens tragiske undertone, at den hårdtarbejdende Tuya ikke kan leve sit eget liv, som hun vil det, sammen med sin familie, pga de ekstreme, bondske forhold på højsletten.
Guldbjørn i Berlin
Det er ikke nogen epokegørende eller omvæltende pointe, og det har formentlig aldrig været meningen, men det lykkes i høj grad kinesiske Quanan Wang at tegne et billede af et liv under nogle omstændigheder, der kan forekomme helt middelalderlige i vor tid. Det behøver ikke nødvendigvis udløse en Guldbjørn i Berlin pr automatik, men det giver under alle omstændigheder et indblik i et liv og en verden, der er ganske fremmedartet for en moderne dansker.