Untraceable

Du er en skurk ...

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Egentlig er 'Untraceable' en ganske almindelig amerikansk thriller med alt hvad det indebærer af af huller i logikken, smarte tricks, overdrevent teknologi-lir og mere eller mindre platte påfund. Men den har et interessant twist, som skiller den ud i den stride strøm af Hollywood-thrillere.
'Untraceable' er nemlig ikke bare en film med en skurk, der render rundt og gør tilværelsen intens og uhyggelig for vores hovedpersoner. Den egentlige skurk i filmen er os derude i biografen, hoben, der spidser ører og sætter øjne på stilke når der er blod og vold og tortur og død i farvandet.

Lusket personage
'Untraceable' fortæller nemlig den spektakulære historie om en lusket personage, der opretter en hjemmeside, hvor almindelige mennesker bliver tortureret ihjel. Dvs, egentlig torturerer den luskede personage slet ikke sine uskyldige ofre. Torturen og aflivning går nemlig først i gang, når folk klikker sig ind på hjemmesiden for at følge med i de bestialske, blodige løjer. For hver person, der logger sig ind på siden killwithme.com bliver torturen speedet op, og i løbet af ganske få minutter kan man se et rimeligt uskyldigt menneske, der bliver ristet levende af glohede lamper eller er sænket ned i et bad, hvor almindeligt vand bliver erstattet af mere og mere ætsende syre for hver person, der logger sig på.

Blind nysgerrighed
Naturligvis er den skyldige i 'Untraceable' netop personen, der sætter den her syge hjemmeside op, men den virkelige dræber i filmen er alle de almindelige mennesker derude, der i ren følelseskulde eller blind nysgerrighed tuner ind for at se et andet menneske dø. Det er i princippet os, biografpublikummet, alle vi voyeurs, der går i biffen for at se folk lide og dø, der er skyldige.

Forfriskende og tankevækkende
Av, den svier, præcis som den gjorde i Michael Hanekes 'Funny Games', der fik premiere i sidste måned. Men hvor 'Funny Games' var en rendyrket intellektuel film fuld af metakommentarer og teoretiske overvejelser, er 'Untraceable' mere direkte og nem at forstå for det brede publikum, den henvender sig til. Det er meget, meget sandsynligt at de fleste af de mennesker, der holder af mord og død på film, er fløjtende ligeglade med det filosofiske og eftertænksomme lag i 'Untraceable', og man kan med fuld ret sige, at hvis instruktøren Gregory Hoblit har et problem med at se folk dø en grusom død på film, så burde han måske lade være med at lave film som 'Untraceable'. Men når nu han har lavet den, er den så afgjort et forfriskende og tankevækkende bud på thrillergenren, og det på trods af at selve historien og formen i 'Untraceable' er dybt traditionel.

Killwithme.com
Hovedpersonen er nemlig FBI-agenten Jane Marsh, der arbejder på afdelingen for cyberkriminalitet i Portland. Hendes arbejde går kort sagt ud på at holde øje med forbrydelser på nettet, fra hackere til svindlere, der scorer andre menneskers bankonti og piratkopister, men en dag dukker altså hjemmesiden killwithme.com op. Og ganske traditionelt for nye amerikanske thrillere er manden bag killwithme.com også interesseret i enken Jane Marsh, der forsøger at få familielivet sammen med sin ca. 10-årige datter til at fungere. En morgen opdager Jane således at psykopaten har sat et kamera op udenfor hendes hus og at hun og hendes datter i selvsamme øjeblik er direkte og live på killwithme.com.

Dobbeltmoralsk
Lige netop den side af 'Untraceable' virker fladtrådt og klichéfyldt. Der går for meget standardløsning i den, når familielivet og uskyldige børn bliver truet i thrillere. Og i forhold til den ganske moralske mission, Gregory Hoblit er ude i med filmen, er det mere end almindeligt dobbeltmoralsk, at han hygger sig med at drille publikum og lader som om han har tænkt sig at terrorisere Jane Marsh' stakkels datter.

Adskillige krumspring
'Untraceable' er altså på ingen måde ren i spyttet. Den er ikke så renhjertet som den hævder at være, og undervejs laver Hoblit og hans hold af manuskriptforfattere adskillige krumspring bare for underholdningens og uhyggens skyld. Men dens omdrejningspunkt er en original idé, der sammen med 'Funny Games' peger i en lovende retning for amerikanske thrillere, en retning hvor underholdningsfilm ikke nødvendigvis lefler for publikum, men udfordrer det ved at gøre det til en del af handlingen, ja, endda ansvarlig for handlingen.