Vicky Cristina Barcelona
Passionen og fornuften
Anmeldt af Per Juul Carlsen
En af de mest sigende scener for Woody Allens nye film, 'Vicky Cristina Barcelona', dukker op langt inde i filmen. Det er ikke nogen særlig iøjnefaldende, og sådan set heller ikke vanvittigt morsom scene, men den fortæller ganske tydeligt hvordan Woody Allen opfatter sine landsmænd. Scenen viser et amerikansk ægtepar i slutningen af 40'erne, der sidder i Barcelona, den her spanske opvisning i smuk arkitektur, god mad og egensindig kunst og så fortæller det amerikanske ægtepar ivrigt og ekstatisk om en ny internet-opkobling, der gør, at man kan sidde i sit fly og se en eller anden populær tv-serie på sin computer. Det er amerikanerne i en nøddeskal ifølge Woody Allen. De kan falde i svime over en teknologisk gadget, der sørger for at de kan sidde og se den samme dumme tv-serie, som de ser derhjemme, overalt i verden.
Kulturløse tåber
Det er det billede, Woody Allen tegner af de hule og selvoptagede amerikaner i 'Vicky Cristina Barcelona'. Og på den anden side i 'Vicky Cristina Barcelona' står spanierne, det her ædle folkefærd, der er fuldt opslugt af passionen og af livet, som elsker kunst, mad, vin og kærlighed. Begge dele er naturligvis karikaturer. Alle amerikanere i filmen er uæstetiske, kropsforskrækkede og kulturløse tåber mens de to eneste spaniere, vi støder på, dyrker kunsten så passioneret, at de er ved at slå hinanden ihjel i forbifarten. Det er filmens enkle og meget velfungerende set-up. Det amerikanske og spanske temperament spejles i hinanden takket være de to amerikanske et-par-og-tyve-årige veninder, Vicky og Cristina, der slår sig ned i Barcelona i løbet af en sommer. Mørke Vicky, spillet af Rebecca Hall, skal snart giftes og gør sig klar til den typiske passionsløse amerikanske levevis sammen med sin kæreste med det udtryksløse navn, Doug. Lyse Cristina, spillet af Woody Allens foretrukne muse for tiden, Scarlett Johansson, gider derimod ikke låse sig fast i et forhold. Hun vil på eventyr ud i romantikken og meget gerne i det passionerede spanien.
God mad og god sex
I løbet af den sommer får de sig begge en lærestreg takket være den spanske kunstner og levemand, Juan Antonio, der sparker historien igang med at invitere de to kønne piger med på en weekendtur til enanden spansk by, Oviedo, i hans sportsfly. Vicky er chokeret over Juan Antonios ligefremme forslag om god mad, god kunst og god sex. Cristina er naturligvis straks med på idéen. Men inden længe bliver rollerne vendt. Da Cristina frivilligt lader sig forføre af Juan Antonio bliver hun syg, og istedet tager spanieren på rundtur i Oviedo med kølige Vicky, der imidlertid åbner sig bogstaveligt talt efter en aften med netop god mad, god vin og besættende spansk guitarmusik.
Temperament i fuldt flor
Vel hjemme i Barcelona igen falder Vicky tilbage i rollen som den fornuftige og tempererede kvinde mens Cristina, der ikke aner hvad der skete mens hun var syg, igen tilbyder sig for Juan Antonio. De flytter sammen i hans kunstner-atelier og alt går godt indtil Juan Antonios gamle flamme, Maria Helena, kommer hjem fra hospitalet efter angiveligt at have forsøgt at begå selvmord. Hun flytter også ind hos Juan Antonio og inden længe står de ustyrlige hidsige spanske temperamenter i fuldt flor.
Blod er varmt
Sådan bliver de to amerikanske kvinder belært om at kærlighedslivet ikke er så let at styre. Blod er varmt og alt kan ske. Passionen og fornuften kan krydse hinanden på uventede tidspunkter, og moralen i filmen er, at hvis man vælger fornuften, vil man altid søge passionen og omvendt.
I virkelighedens Barcelona er virkelighedens spaniere blevet temmelig oprørte over 'Vicky Cristina Barcelona', mest fordi Woody Allen har fået en pæn sum catalanske penge i filmstøtte for at lave en film, der får byen til at ligne et postkort, men også fordi filmen udstiller de tykkeste klichéer om spanierne. Og det er jo netop pointen. Filmen handler sådan set hverken om Barcelona eller spanierne, men den tilstand af naturlig passion, som spanierne repræsenterer ifølge amerikansk tankegang. Filmens Barcelona er den tilstand, hvor al fornuften forsvinder og mennesket giver sig hen i passionens og sansernes vold, hvad enten det er til mad, vin, kunst eller sex.
Fnuglet og enkelt
Det er netop det velfungerende ved den her lille og herligt gammeldags komedie. Med meget enkle midler sætter den fysiske billeder på vores sjælelivs forskellige tilstande. Og det gør bestemt filmen endnu mere velfungerende, at dens karikaturer er overordentligt veloplagte. Den fantastiske spanske skuespiller, Javier Bardem, er suveræn som kunstneren Juan Antonio, der med den største naturlighed kan foreslå to fremmede kvinder at tage på flyvetur med ham og måske dyrke sex. Og hans landsmandinde, Penelope Cruz, er lige så fantastisk som den tossede Maria Helena, der er så varmblodet, at hun forsøger at myrde ændre mennesker, når hun bliver vred.
Det er store og besværlige emner, Woody Allen bakser rundt med i 'Vicky Cristina Barcelona'. Man han sætter det hele så elegant op, at filmen istedet virker som en fnuglet og enkel komedie.