Vidunderlig og elsket af alle

En idé, der burde være aflivet

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Millioner af fluer kan ikke tage fejl - spis lort', lyder en gammel genistreg af et stykke graffiti, der vistnok først blev set på muren til Assistens Kirkegård i København. Den sætning kan til enhver tid bruges til at argumentere for at det populære ikke nødvendigvis er godt, og den er værd at hive frem igen i forbindelse med den svenske film, 'Vidunderlig og elsket af alle', der blev sidste års største svenske filmsucces. Dermed slet ikke sagt, at en hulens masse svenskere satte tænderne i en fæl fækalie, da de gik ind og så 'Vidunderlig og elsket af alle', men ligesom det kan være svært at følge fluernes fascination af afføring, er det overordentlig svært at begribe hvorfor svenskerne endte med at kaste deres kollektive begejstring over den her tyndbenede komedie.
 En stor del af begejstringen skyldes uden tvivl den succesrige bog, der lå bag - en slags Sveriges svar på engelske 'Bridget Jones' Diary' og danske 'Nynnes dagbog', skrevet af Martina Haag, der selv spiller hovedrollen i filmen. Men selv når man trækker det populære forlæg fra, er filmens succes ubegribelig. Det er simpelthen for ujævn og uigennemtænkt en historie, der har enorme problemer med at finde en balance undervejs. Fx har den svært ved at finde ud af om den vil være grotesk, karikeret eller realistisk eller hvornår den være det ene og det andet.
Her er et eksempel. Filmens hovedperson er en næsten 40-årig skuespillerinde, der bare drømmer om at få gang i karrieren. Det går rigtig, rigtig skidt, måske fordi hun er helt igennem talentløs, måske fordi det bare er svært at få gang i karrieren som skuespiller. Vi ved det ikke helt og filmen ved det tilsyneladende heller ikke. Men så springer den fra det realistiske til groteske. Ud af ingenting og på en besynderligt tynd baggrund får vores heltinde, Bella, en rolle i en opsætning på Sveriges berømte teaterscene af selveste Ingmar Bergman. Der er tilsyneladende kun én grund til at Bella får rollen og det er at hun har været så letsindig at skrive i sit cv, at hun er akrobat, hvilket rollen kræver.
Det er selve historiens krumtap, det her. Bella serverer en lille løgn, endda for selveste Ingmar Bergman, for at komme videre i livet. Det er såmænd en fin lille krumtap for en historie, men det er i særdeleshed en meget løs krumtap. Ingen på teateret gider ulejlige sig med at se beviser for at Bella rent faktisk er akrobat og at hun kan de meget svære øvelser, det kræver at spille rollen. En stakkels fysisk træner på Dramaten har til opgave at træne akrobatikken med hende, men det lykkes Bella at stikke af fra ham, ikke bare et par gange, men op mod ti gange gennem en periode på næsten en time. Allerede tredie gang er det ikke spor sjovt længere. Da kræver logikken i historien, at hendes snyderi får nye ben at gå på. Det gør det bare ikke. Hun bliver bare ved med at stikke af fra den stakkels, umådeligt naive mand. Det er ikke bare umådeligt uopfindsomt at være vidne til. Det er også anstrengende.
Og den helt store kliché dukker op da manden endelig bliver rasende på den flygtige Bella, og hun disker op med en ny løgnehistorie om at hendes mormor er død. Det har vi da vist set før et par steder.
Selvfølgelig vil nogen indvende, at det jo bare er en komedie, og at man ikke skal tage en films logik og idé så tungt. Gu' skal man så. En god komedie har netop en stærk og uopslidelig krumtap - en indlysende god idé, der hele tiden kan drejes og føre handlingen i nye retninger uden at det virker søgt eller konstrueret. Spørg bare de gamle komediemestre fra Hollywood, Frank Capra og Billy Wilder eller folkene bag nylige komediesucceser som 'Superbad' og 'Knocked Up'.
Bellas løgn overfor Dramaten er ganske enkelt ikke stærk nok til at bære en film. Og det nytter ikke noget, at filmen forsøger at dække over den tynde krumtap ved at finde på en sidehistorie, hvor Bella har en affære med den danske stjerneskuespiller, Mikael, spillet af danske Nicolai Coster-Waldau. Heller ikke den historie er der meget bund i. Det forbliver en gåde hvorfor en hunk som Mikael, der vælter sig i smukke og talentfulde kvinder, går efter den ikke overvældende smækre Bella, som ikke på noget tidspunkt har vist nogen særlig uimodståelig charme. Det er en ren skrivebordsmanøvre fra manuskriptets side, at de to finder sammen.
I det hele taget er der ikke rigtig noget, der virker overvældende logisk i 'Vidunderlig og elsket af alle'. Det er en dannelseshistorie om en kvinde, der skal gå så grueligt meget igennem, inden hun lærer at være sig selv og stærk. Men hvis der er nogen ude i den virkelige verden, i Sverige eller i Danmark, der lader sig inspirere af Bella og forsøge at lære noget, så står de utvivlsomt foran en rigtig stor dukkert.