W
Et faderligt overbærende portræt
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er en ret almindelig opfattelse, at store historiske begivenheder giver store og spændende film. Jo større en begivenhed, jo større film, synes holdningen at være. Det skulle jo betyde, at begivenheder som Kristi korsfæstelse, Christopher Columbus' landgang i Amerika, mordet på Robert Kennedy og terrorangrebet på World Trade Center ville være ligetil at lave gode film om, men som film som 'The Passion of the Christ', '1492: Erobringen af Paradis', 'Bobby' og 'World Trade Center' understreger, er det ikke nødvendigvis tilfældet.
Værste præsident
Ligesådan er det med fænomenet George W. Bush, den nuværende præsident i USA og ifølge mange kommentatorer og journalister en af de værste præsidenter USA har haft - flere hævder endda at han var været den største katastrofe på præsidentposten i landets historie. Det er i sig selv en ganske interessant historie, og når man så dertil lægger, at hans manglende beherskelse af sproget har kastet ham ud i nogle utrolige pinligheder, og at han i sin ungdom led af et større alkohol- og narkotika-misbrug, så har vi allerede en meget farverig historie. Og en historie som vil være oplagt at placere på det store hvide lærred.
Fornemt sat op
Men det betyder altså ikke, at der automatisk kommer en god film ud af George W. Bush. Det understreger Oliver Stones nye portrætfilm, 'W.'. Det er på ingen måde nogen dårlig film, uanset hvordan man vender og drejer den, er den faktisk ganske udmærket - godt spillet i enhver rolle, fornemt sat op og komponeret, medrivende fortalt og med en klar idé og tråd. Men problemet er netop, at når selve emnet er den måske værste præsident i USA's historie, en arbejdssky eks-drukkenbolt og rigmandssøn, der har efterladt sit land i en enorm økonomisk krise, så er 'W.' en forbavsende ufarlig og vag film. Den sætter aldrig præsident Bush i noget nyt lys.
Nedtonet og underspillet
Det er ganske sympatisk, at Oliver Stone, der ellers ikke plejer at være bange for at bruge store armbevægelser, vælger at nedtone og underspille sit portræt af George W. Bush og lade de faktuelle begivenheder tale for sig selv, men filmen bliver til gengæld også så nedtonet og underspillet, at den i princippet kan handle om enhver præsident og enhver magtfuld politisk person. Enhver amerikansk præsident har formentlig haft et problematisk og traumatisk forhold til sin far, enhver amerikansk politiker har forsimplet sit verdensbillede til det ekstreme for at nå ud til så mange mennesker som muligt og enhver præsident har utvivlsomt begået en eller anden fejltagelse, der har tilsølet hans omdømme og eftermæle. Og alle de tre sider af Bush udgør kernen i 'W.'
Martrer og piner
Ifølge Oliver Stone er det i høj grad George W. Bush forhold til sin far, eks-præsident George Bush sr., der er den store faktor i fortællingen om historiens måske værste præsident. Bush sr. er ude af stand til at sige noget pænt om og især til sin ældste søn, George. Istedet lægger han alle sine forventninger og sit fokus på lillebror John 'Jeb' Bush. Det kræver ikke den store psykologiske indsigt at gennemskue, at sådan en behandling martrer og piner storebror George, der nærmest i trods og irritation kaster sig ud i en politisk karriere - sådan udlægger ihvertfald Oliver Stone og 'W.' situationen.
Texansk muld i hovedet
Derfor er George W. Bush langtfra nogen flyvefærdig præsident, da han pludselig en dag bliver verdens mægtigste mand. Han har ikke noget politisk program, han har bare sin texanske muld i hovedet og sin kristne tro i maven. Det er de vigtigste pejlemærker for præsidenten, der ifølge Oliver Stone stort set blot er en stor skoledreng med et brændende ønske efter at vinde sin fars accept og en aldrig udlevet drøm om at blive baseballstjerne.
Verdens mægtigste sæde
Derfor er det svært at hidse sig op over den her kontroversielle politiske figur i 'W.' Han er sådan set bare en stor dreng i verdens mægtigste sæde. Det indfanger og beskriver Oliver Stone sobert og nærmest overbærende forstående i 'W.' For at fokusere på den side af Bush, springer Oliver Stone hurtigt henover flere kontroversielle pejlemærker. Fx den besynderlige afslutningen på valget i 2000, hvor en dunkel optælling i Florida betød at Bush blev præsident, selvom Al Gore fik flere personlige stemmer. Eller Præsident Bush' mærkværdige apatiske opførsel ved terrorangrebet på World Trace Center, sådan som Michael Moore udstillede det på det allergrusomste i sin 'Fahrenheit 9/11'. Og Oliver Stone har tilsyneladende besluttet sig for, at der ikke er nogen grund til at karikere en præsident, der knap nok er i stand til at formulere sig på sit eget sprog.
Ølbællende dreng
'W.' er altså en pæn og sober og dygtig film om fænomenet George W. Bush. Josh Brolin fungerer glimrende som den store ølbællende dreng, George, i hovedrollen, og omkring ham fungerer andre skuespillere som Richard Dreyfuss og Toby Jones strålende. Men det bliver aldrig nogen stor film om et stort emne. Og det bliver knap nok og lige akkurat til en interessant, lille film.