To verdener
Et almengyldigt familiedrama
T
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det, der gør 'To verdener' så vellykket en film, er at den ikke bare handler om nogle udknaldede hjerner med skøre idéer i en flippet sekt. Uanset at historien foregår i en verden, der for langt de fleste af os er en sær og uigennemtrængelig verden, er dens historie almengyldig. Den kan hurtigt flyttes over i en hvilken som helst kernedansk, eller kernebelgisk, for den sags skyld, familie. Umiddelbart er det historien om en ung pige, der rager uklar med sin familie og resten af den religiøse fraktion, Jehovas vidner. Til at begynde med er Sara en ganske almindelig pige 16-17-årig i vidnernes verden. Hun lever i harmoni med sin familie og sin tro, men langsomt begynder den afbalancerede verden at tippe. Først har hendes far et sidespring med en anden kvinde, hvilket får den konsekvens, at Saras mor flytter hjemmefra. Og så, en skæbnesvanger aften, ta'r Sara i byen.
Et spørgsmål om tid
Sara har ingen planer om at skuffe sin far, men hun møder en lidt ældre fyr, Teis, som følger hende hjem, og som er mere end bare almindeligt interesseret i Sara. Så interesseret, at han bliver chokeret, da Sara senere fortæller ham, at hun er jehovas vidne. Både Sara og Teis ved, at det kun er et spørgsmål om tid før deres forhold kommer på alvorlige prøver. Og det gør det ganske hurtigt, da Sara er på besøg hos Teis og kommer for sent til det sidste tog. Hun må overnatte hos Teis, uden uanset at hun ikke gør mere end at overnatte, ta'r de ledende kræfter, de såkaldte ældste, i Jehovas vidner affære.
Dybt splittet
Sara er naturligvis dybt splittet mellem sin tro, sin familie og Teis. Og Saras far, den sjuft, der selv lige har splittet sin familie ved at være sin kone utro, er ikke til megen støtte. For ham er der kun troen på jehova, og alt andet, selv kærlighed til familie og børn, må indordne sig troen. Saras mindre søskende er heller ikke til megen hjælp. Da Sara flytter sammen med Teis, har hun i princippet meldt sig ud af både familien og sin tro, mener hendes lillesøster, der ihvertfald ikke vakler i troen, da Sara kommer på besøg.
Udstødelse af familien
Det er netop kernen i 'To verdener'. Hvis man ikke kan leve op til reglerne og lovene i Jehovas vidner, står man til udstødelse, hårdt og brutalt, også selvom det gælder udstødelse af ens familie. Og i 'To verdener' står Sara, der spilles overbevisende af debutanten Rosalinde Mynster, med det svære valg, der hedder: familien eller Teis. Der er ingen mellemvej. Sådan tænker man åbenbart i Jehovas vidner, men det er intet problem at omsætte familiekonflikten i 'To verdener' til en hvilken som helst familie, hvor forældrene ønsker og krav, som deres børn ikke kan opfylde - om det så handler om at blive grønthandler i stedet for revisor eller om at vedkende sig den rigtige seksualitet.
Fanger det alment gyldige
Det er på det punkt, 'To verdener' rammer noget smukt og særligt, at selvom filmen ved første øjekast ser ud til at have fundet et smalt emne, har den ingen problemer med at fange det alment gyldige. Man kan brokke sig over at filmen svælger lige lovlig meget i følelsesladt musik, der ikke lader publikum i tvivl om hvad der skal føles undervejs, og man kan klage over at filmen er så optaget af at vise at Saras familie som en ganske almindelig familie, der tilfældigvis er Jehovas vidner, at man aldrig rigtig får noget indtryk af hvorfor den tro er så ufattelig vigtig, at man ligefrem kan støde sine børn fra sig pga den. Men det er kun mindre skrammer i en film, der viser ganske lovende skuespil af Rosalinde Mynster og Pilou Asbæk i de to hovedroller som Sara og Teis, og som ikke mindst lever i kraft af en af den slags historier, der er så indlysende almentgyldig, at den skriger på at blive omsat til film.