Nine

Syndflod af stil over substans

Anmeldt af Martin Lennon

Den legendariske italienske filminstruktør Federico Fellini må vende sig i graven ved tanken om, at hans filmiske mesterværk, '8 1/2', er en klar inspirationskilde til den mildest talt mislykkede musical, 'Nine'.

Italiensk som en frostpizza fra Netto
I et af sangnumrene i 'Nine' skråles der på livet løs, 'Be italian! Be italian!' og deri ligger hele problemet, for filmen er lige så italiensk som en frostpizza fra Netto og mangler fuldstændig den ægte italienske galskab og skønhed, som vi finder til overflod i de klassiske Fellini film. 'Nine' handler udelukkende om Hollywoods pladderromantiske forestilling om Italien som et postkort idyllisk land fyldt med hurtige biler, excentriske solbrillebærende filminstruktører og letpåklædte kvinder i stride strømme.
Og når end ikke the grand old lady indenfor italienske filmstarletter, Sophia Loren, kan tilføre 'Nine' noget yderst tiltrængt italiensk saft og kraft, så ser det sort ud.

Lyder som Super Mario
Det ser i den grad også sort ud for filmens hovedperson, den italienske filminstruktør Guido Contini, spillet af Daniel Day-Lewis, der hele filmen igennem taler med en påtaget italiensk accent, der mest af alt får ham til at lyde som Nintendos Super Mario.
Når nu al dialogen alligevel foregår på engelsk, er det en tand gammeldags at påtage sig noget så klichefyldt som en svulstig italiensk accent. Mamma mia!

Seriøs skriveblokade
Filminstruktøren Guido har store problemer. Han skal søsætte et stort nyt filmprojekt, men lider af en seriøs skriveblokade og har svært ved at få skrevet en eneste linie til manuskriptet. I stedet vandrer hans tanker væk fra arbejdet og hen mod villige kvinders varme barme. Guido har mange kvindelige bekendtskaber, og de mest varmblodige af slagsen stifter vi bekendtskab med i svulstige musicalnumre, hvor kvinderne vrider sig og danser på livet løs, mens Guido sukker efter deres frodige former.

Vulgære overflødighedshorn
Det kunne have været både melodiøst og sexet, det er det bare ikke - slet, slet ikke. Ikke en eneste sang i hele filmen er værd at nynne med på, og kvinderne mister enhver sexappeal i de alt for karikerede og svulstigt opsatte dansenumre, der gentagende gange krydser grænsen fra det pasthicefyldte til det direkte pinlige i deres forsøg på at overgå hinanden i rendyrket ekstravagant razzle dazzle. Musicalnumrene i 'Nine' minder mest af alt om vulgære overdimensionerede overflødighedshorn, der vælter ind over publikum og begraver dem i et bjerg af råcreme. Kort sagt, det er simpelthen alt for meget af det gode.

Træg og håbløst forældet
Instruktøren af 'Nine', Rob Marshall, har tidligere stået bag den skuffende musical, men alligevel prisvindende 'Chicago' fra 2002, og hans stil har ikke udviklet sig en meter i Nine. En skam, da musical som genre både kan være forførende og overrumplende, hvilket vi ikke mindst har set i den moderne klassiker 'Moulin Rouge', der er iscenesat af energibomben Baz Luhrmann.
Den originalitet og sprudlende fortælleglæde, som 'Moulin Rouge' er sovset ind i på den gode måde, finder vi desværre ingen steder i en musical som 'Nine', der virker kikset, træg og håbløst forældet til sammenligning.

Kikset sang om blondekorsetter
Den kiksede stil ses på intet tidspunkt mere tydeligt end i et musicalnummer i 'Nine', hvor selveste Dame Judi Dench i rollen som Guidos kostumedesigner pludselig skråler af sine lungers fulde kraft om blondekorsetter og frække franske natklubber. Det er et syn, jeg gerne ville have været foruden.

Hvor bliver Austin Powers af?
De fleste, der går ind for at se 'Nine', gør det givetvis for at se alle de smukke kvindelige stjerner, der er med. Jeg nævner i flæng Nicole Kidman, Penélope Cruz, Kate Hudson, Marion Cotillard, Fergie og Sophia Loren. Kun få af disse ellers så talentfulde damer gør dog noget synderligt indtryk med de alt for luftige og ligegyldige roller, de har i filmen, som Guidos kvindelige bekendtskaber. F.eks. er Nicole Kidman fuldstændig spildt i enkelte dialogscener, som hun er med i, før hun bryder ud i sit store sangnummer, der mest af alt lyder og ligner et kasseret fraklip fra hendes præstation i 'Moulin Rouge'. På samme måde er Kate Hudsons 60'er inspirerede musicalnummer så ufrivilligt komisk, at jeg hele tiden forventede, at Austin Powers kom springende ind fra højre og svansede med. 

En nævneværdig bedrift
De to nævneværdige kvindelige præstationer i filmen tilhører uden tvivl Penélope Cruz og Marion Cotillard. Penélope Cruz er som ventet smuk og lækker som Guidos elskerinde, mens Marion Cotillard brillerer ved at være den eneste i filmen, der viser, at hun rent faktisk kan synge og endda synge rigtig godt! Det er da en nævneværdig bedrift i en musical.

Alt for få strenge at spille på
Daniel Day-Lewis, der ellers normalt er en skuespiller i særklasse, drukner i rollen som Guido fuldstændig i filmens syndflod af stil over substans. Til trods for at Guido er med i stort set alle filmens scener, forbliver han en tyndslidt karikatur, der er meget svær at holde af, endsige at interessere sig for i hans vedvarende personlige krise og storforbrug af kvinder. Guido gennemgår ingen karaktermæssig udvikling i historiens forløb, der både spænder over flere år og varer to stive timer i biografens mørke. Der er simpelthen alt for få strenge at spille på for Daniel Day-Lewis, der, jo længere filmen skrider frem, synes at være havnet i samme navlepillende krise som hans karakter Guido Contini.

Som et postkort fra Italien
Visuelt er 'Nine' som ventet ret betagende og flot filmet, men det er på ingen måde de alt for stort opsatte musicalnumre, som man husker. efter at filmen er ovre. Derimod husker man de mange smukke scener filmet on location i Italien. Det er som at blive ført tilbage til et postkort fra Italien fra 1960'erne, og det er rigtig godt gjort omend noget karikeret og romantiseret, men under den smukke glatpolerede overflade er der desværre minimalt indhold i filmen.

Gense Fellini
Nine er som fortælling en alt for intetsigende historie om en mand, der ikke rykker sig en meter, en masse kvinder, han forbruger på sin vej og en lang række overgjorte ligegyldige musicalnumre, der er glemt, så snart man forlader biografens mørke. Konklusionen er simpel: glem makværket Nine og se, eller gense, Fellini's mesterværk, '8 1/2'.