2012

Verdens latterligste film

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'2012' er i flere henseender den mest latterlige film, der nogensinde er skabt. Det er selvfølgelig en temmelig grov anklage, eftersom der som bekendt er kommet mange latterlige film til verden, men hvis nogen film har gjort sig fortjent til etiketten 'latterlig' må det være '2012'. Selve idéen er så grotesk, at nogen burde have trykket på en stor fed rød stopknap engang for mange år siden. Hør her: en film, der opfordrer menneskene til at stå sammen i fællesskab for at undgå at gå til grunde, samtidig med at den udraderer 99 procent af klodens befolkning og med stor entusiasme smadrer alt menneskeheden har skabt. Der er noget, der hænger forholdsvis skidt sammen her.

Lava og tsunamier
I det hele taget er konceptet sjældent perverst. Det er Dommedag som rendyrket underholdning. 'Kom og se selv jer og jeres venner og familie blive smadret af jordskælv, lava og kæmpetsunamier', lyder filmens uofficielle slaglinie. Det er selvfølgelig sjovt på et galgenhumoristisk plan, og hvis '2012' havde gjort grin med alle mulige idiotiske dommedagsprofetier, havde det måske været vellykket. Men '2012's instruktør, Roland Emmerich, har en alvorlig pointe med sin dommedagsfilm, at menneskeheden må opfatte sig selv som én stor familie for at overleve. Det lyder jo mægtig storsindet og betænksomt af Roland Emmerich, men det er her '2012' bliver en rigtig latterlig film.

Kæmpemegafærge
Det er også latterligt, når '2012' benytter sig af den slags slidte tricks, hvor en familiefar er svømmet gennem adskillige liter vand for at fjerne noget, der forhindrer en port på en kæmpemegafærge i at lukke sig og dermed truer med at sende kæmpemegafærgen direkte ind i en bjergvæg. Faderen ordner sagerne og alle kan ånde lettet op og glæde sig over at de ikke skal dø. Men hov, hvor bliver faderen af? Hans kone og børn græder og stirrer bekymret mod det hul, han burde svømme glad og smilende ud af. Jamen, han kan da ikke dø nu! Nej, der er han. Heldigvis. Hvor blev han af? Hvad skete der? Det får vi ikke at vide. Se, det er et billigt trick. Det er kraftedme latterligt.

Solens neutronstråling
Det er ligeledes latterligt, når filmen forestiller sig at nogle enkelte videnskabsmænd i USA kan holde det hemmeligt, at Jorden er ved at gå under fordi solens neutronstråling varmer jordklodens indre op. Hvordan i hede hule skulle man kunne holde den slags hemmeligt for resten af verden?

Skovtur med delebørn
Det er også latterligt, at Roland Emmerich har bygget sin dommedagsfilm op efter den gamle skabelon som katastrofefilmen 'Airport' skabte i 1970, altså den skabelon, hvor filmen på skift følger 10-15 forskellige mennesker og deres personlige drama under katastrofen. I '2012' følger vi en mislykket forfatter, der skal på skovtur med sine delebørn, vi følger den videnskabsmand, som li'som har opdaget at Jorden skal gå under, vi følger den amerikanske præsident og hans datter, og vi følger to jazzmusikere, der optræder med gamle evergreens på et krydstogtskib.
Men for fanden altså ... Hvem gider bekymre sig om to gamle tosser, der spiller schlagere på et krydstogtskib og siger farvel til deres børn over telefonen, når næsten hele menneskeheden alligevel bliver udryddet og vi lige har set Los Angeles skride i havet i et inferno af ild? Der er noget dramaturgi her, der er helt misforstået.

Rædselsfuld og fascinerende
'2012' repræsenterer i det hele taget Hollywood når Hollywood er allermest rædselsfuld og allermest fascinerende. Hele det store arsenal af ALT bliver kørt i stilling. Action, drama, humor, kærlighed, smukke mennesker, store følelser og endnu større computereffekter bliver serveret på knap tre timer. ALT skal overgås. Det giver meget god mening i en film, der trods alt handler om Dommedag, men det får hurtigt et præg af det store søde fødselsdagsbord. Filmen har reelt ikke andet at byde på end at menneskehedens største ingeniørbedrifter blive smadret én efter én, og den helt store trumf bliver trukket ind i manegen, da Det hvide Hus bliver smadret af et hangarskib, der er blevet skyllet ind fra Atlanterhavet af en megafuckingkæmpestor bølge.

En latterlig idé
Det er latterligt, men også fascinerende i sin evindelige trang til hele tiden at overgå overgå og overgå. Der er noget grundlæggende fascinerende ved at se en lille familie, der flygter fra katastrofen i et lille sportsfly og flyver UNDER et metrotog, der drøner direkte ud i et kæmpekrater som et jordskælv har skabt. Men måske er det på tide, at vores tyske ven, Roland Emmerich, går til læge og bliver kureret for sin syge fetich med at smadre verden og flirte med dommedag. Det fungerede nogenlunde i science fiction-filmen 'Independence Day' og helt godt klimakatastrofefilmen 'The Day After Tomorrow'. Men Dommedag er tilsyneladende for stor en mundfuld for Hollywoods store dommedagsprofet.