A Christmas Carol

Julens nye avantgardeklæ'r

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Børnefilm er ikke hvad de har været. Det behøver man bare at se et par sekunder af en Harry Potter-film for at konstatere. Og hvis nogen skulle være i tvivl om at børnefilm forlængst har forladt børneværelset og er fløjet langt ind i et computerstyret eventyrland, fuld af trolde, magikere, spøgelser og monstre, så skal de bare kaste et blik på den nye udgave af Charles Dickens evigtgrønne 'Et juleeventyr' - 'A Christmas Carol'.

Avantgardistisk eksperimentalfilm
Umiddelbart skulle man tro, at The Muppet Show fik vredet den gamle historie så meget af led, som det er fysisk muligt med deres version fra 2002. Men det er småting i forhold til Disneys nye 3D-version. Ikke alene er den så fyldt med skræmmende spøgelser, at den er meget tæt på ikke at være en fortælling for børn længere, hele dens billedunivers er så sofistikeret og så ekspressivt, at den mere ligner en avantgardistisk eksperimentalfilm end en disneyfilm for hele familie.

Grænsenedbrydende form
Manden bag den nye tre-dimensionelle 'A Christmas Carol' er Robert Zemeckis, der altid har haft en særlig evne til at servere bred underholdning i en ny og grænsenedbrydende form. Allerede i 80'erne legede han ivrigt med effekterne i de tre højteknologiske 'Tilbage til fremtiden'-film og i tegnefilmen 'Hvem snørede Roger Rabbit?' der forsøgte at blande tegnefilm med realfilm. Senere gik han helt bersærk i 'Forrest Gump', hvor Tom Hanks yderst overbevisende blev morphet ind gamle klip med blandt andet John F. Kennedy.

Performance capture
I de seneste år har Zemeckis eksperimenteret med den særlige performance capture eller motion capture-teknik, hvor virkelige skuespilleres bevægelser optages og overføres til digitale figurer i et computerprogram. Den teknik har Zemeckis brugt i 'Polar-ekspressen' og 'Beowulf' og nu også i 'A Christmas Carol'. Performance capture-teknikken giver nogle yderst livagtige og realistiske bevægelser i et digitalt billedunivers, men i Zemeckis hænder gør den også figurerne sært kunstige at se på - nærmest som om det er levende mennesker, der er spærret inde i en digital figur, hvilket det i princippet også er.

Historiens største julehader
Det er præcis det paradoks, 'A Christmas Carol' slås med. Den er ekstremt flot at se på, virkelig udfordrende og eventyrlysten i sit billedsprog, men også kold og steril. Filmens figurer bliver aldrig helt vakt til live. Det kan der selvfølgelig være en pointe med, når historiens hovedperson er verdenshistoriens største julehader, rigmanden Ebenezer Scrooge, hvis hjerte kun brænder for hans egen formue. Men det fungerer knap så godt når også hans varmhjertede bogholder, Bob Cratchit, ligner et sterilt digitalt udkast til et menneske.

Hjerternes tid
Det vil altså være synd at sige at Zemeckis tredimensionelle 'A Christmas Carol' når nye dybder af menneskelig varme. Den får ikke kernen i Charles Dickens gamle klassiske juleeventyr, at julen er hjerternes tid, til at stå klarere og skarpere og mere mindeværdigt. Man kommer måske nok i julehumør af den, men det er bestemt Dickens' og ikke Zemeckis' skyld.

Ambitiøst billedunivers
Til gengæld har Zemeckis skabt et afsindigt ambitiøst billedunivers, der ofte river benene fuldstændig væk under én. Især spøgelserne, der kommer for at udfri gamle Scrooge af hans afgrundsdybe menneskekulde, er et imponerende skue. Den første af dem er Marley, Scrooges afdøde partner, der dukker op som genfærd en julenat for at advare Scrooge om at han snart vil blive hjemsøgt af tre ånder, der vil vise ham julens inderste væsen. Og stakkels Marley, der er bundet med kæder til tunge sten og forevigt må vandre uden at finde hvile, er et gruopvækkende skue, selvlysende og grøn og med en underkæbe, der ofte truer med at falde af hans ansigt.
Men den rædselsvækkende Marley er intet i sammenligning med det tredie af spøgelserne, the ghost of christmas future, der har en ubehagelig lighed med selve Døden. Han er sort som et hul i lærredet - tavs, mens hele tiden nærværende, og evigt truende med sine lange sorte fingre.

Ikke for børn
Den juleånd er bestemt ikke for børn, men den er stærkt medvirkende til at gøre ' A Christmas Carol' til en julefilm, der er så ekstrem og eksperimenterende i sit billedsprog, at den snarere hører hjemme på et galleri for billedkunst end på et børneværelse. Jim Carrey gør et ihærdigt og effektivt arbejde med at lægge stemme og kropssprog til Scrooge, men den gamle julehader har bestemt virket mere levende i andre film. Til gengæld har Dickens' julehistorie aldrig blæst hjernen så effektivt ud på sit publikum før.