Arthur og Maltazars hævn
Halvanden times hysterisk sukkerchok

Anmeldt af Martin Lennon
Forestil dig, at du sidder i biografens mørke og venter på at se en nye børnefilm fra den tidligere så mesterlige instruktør Luc Bessons hånd. Du undrer dig godt nok over, hvorfor filmen ikke begynder og ikke mindst, hvorfor der i stedet vises en meget hysterisk og kaotisk reklamefilm for, hvad der ligner et miks af et dårligt computerspil og et sukkerholdigt morgenmadsprodukt. Sådan havde jeg det, da jeg var 10 min. inde i Arthur og Maltazhars Hævn, og det blev kun værre, som filmen som skred frem.
Børnefilmen 'Arthur og Maltazars Hævn' er halvandens times hysterisk sukkerchok, der ligesom mange sukkerholdige morgenmadsprodukter byder på ligegyldige farverige knas, tomme kalorier og en vammel smag i munden.
Kunstig og kaotisk
Filmen er en mislykket blanding af live action scener med rigtige skuespillere og computeranimerede tegnefilmsscener, der udspiller sig i en magisk verden befolket af bittesmå alfeagtige skabninger og insekter.
Mikset af rigtige skuespillere og animerede karakterer kan sagtens blive ekstremt vellykket, tag f.eks. et klassisk mesterværk som 'Hvem Snørede Roger Rabbit', der er en personlig yndlingsfilm fra min barndom. Roger Rabbit formåede nemlig konstant at have karaktererne og humoren i fokus og på intet tidspunkt tale ned til dens primære målgruppe, børn.
Det formår 'Arthur og Maltazars Hævn' på ingen måde. Filmen er simpelthen for kunstig, kaotisk og usammenhængende til, at den kan tilfredsstille hverken børn eller barnlige sjæle.
Elendigt skruet sammen
Computeranimationen er bestemt ikke imponerende, og personligt har jeg set flottere computerskabte verdener i PlayStation 3 spil. Den påtagede eventyrlige fortælling er så elendigt skruet sammen, at jeg flere gange overvejede, om det reelt var en film, jeg var i færd med at se, eller om det netop blot var tilfældigt sammensatte reklamefilm for morgensmadsprodukter, legetøj og computerspil.
En filmisk tragedie
'Arthur og Maltazars Hævn' er den anden i rækken af børnefilm, som Luc Besson står bag. Og for at det ikke skal være løgn, er filmene baseret på børnebøger, som Luc Besson selv har skrevet. At en tidligere mesterinstruktør bag hædrede værker som 'The Big Blue', 'Nikita', 'Leon', og 'Det Femte Element' i den grad er gået i barndom på så kikset en måde, må siges at være en filmisk tragedie.
Det svarer simpelthen til, hvis f.eks. Lars Von Trier pludselig begyndte at skrive pixiebøger og instruere Guldkornsreklamer. En sjov tanke, men i længden ikke en særlig farbar vej for en kunstnerisk begavet filmskaber.
En stor pærevælling
Handlingen i 'Arthur og Maltazars Hævn' vil være komplet uforståelig for alle, der ikke har set den første film i serien, og selv for dem, der har, vil filmens dramaturgiske struktur være en rodebutik af dimensioner. For de uindvidede er Arthur en dreng, der via hokus pokus fra nogle sorte medicinmænd og dårlige computereffekter kan forvandle sig til en lille alf, der tager på eventyr i et magisk kongerige under jorden. Tilsæt dernæst et utal af bizarre karakterer, hysteriske optrin, hvor alt og alle overspiller, og en ond skurk, der er så rådden af ondskab, at der bor mider i ham. Bland det hele sammen i en stor pærevælling og vupti: du har ingredienserne til en af de mest forvrøvlede børnefortællinger, der nogensinde er skabt.
Lange ulidelige monologer
Sammenlignet med de digitale genistreger, som f.eks. Pixar-studiet gang på gang tryllebinder os med, er eventyret i 'Arthur og Maltazars Hævn' en umanerlig sløj og syntetisk omgang.
Filmens karakterer holder lange ulidelige monologer i scener, hvor de burde handle aktivt, og handlingen går baglæns, hvor den burde gå fremad. Alt går simpelthen i stå.
Slatten og smagløs
At filmen ikke engang har en regulær slutning, men derimod leder direkte over i den kommende tredje film i serien, er kun yderligere med til at sætte publikums tålmodighed på prøve. En så erfaren filminstruktør som Luc Besson burde i den grad vide bedre end at lave en børnefilm med en dramaturgisk struktur som en omgang udkogt æblegrød. Slatten og smagløs.