Avatar

Grådigheden vs naturen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

En film, der vil ændre vores opfattelse af hvad film kan være. Så store har ordene været om årets mest ventede film, canadiske James Camerons, 'Avatar'. Og de er ikke helt ved siden af. På nogle punkter passer de rigtig godt på Camerons næsten tre timer lange fantastiske fabel fra det ydre rum. På andre punkter må man nok sige, at Cameron har været temmelig doven i sit forsøg på at sætte et monument af en milepæl i filmhistorien.

Planeten Pandora
Det er især billedsiden, der er helt særlig ved 'Avatar'. At kalde den 'enestående' vil slet ikke være tilstrækkeligt. Camerons billeder af den fjerne planet, Pandora, med dens selvlysende planter, træer med rødder helt ned til livets oprindelse og svævende klippeøer, giver os en fornemmelse af et fremmed univers, som vi aldrig har haft fornemmelsen af at være tilstede i et fremmed univers før.

Intet gimmick
Den tredimensionelle fornemmelse tager naturligvis en del af æren. Den har en dybde og en stoflighed, som ihvertfald slår fast, at den nye digitale 3D-æra på ingen måde er et gimmick. Det har også en kunstnerisk betydning. Eller for at sige det mere præcist. 3D kan give en historie og et billedunivers en ekstra fylde og en ekstra pondus - en ekstra dimension, såmænd.

Gennemført og gennemtænkt
Men udover de velfungerende 3D-effekter, er det et meget gennemført og gennemtænkt univers, Cameron har skabt med Pandora. Der er forsåvidt ikke særlig mange originale elementer. Det er et tydeligt opkog på gamle forestillinger om et urfolk, der lever i fuldstændig pagt med naturen omkring den, og som overhovedet ikke er interesseret i den slags materielle goder, mennesket ikke kan få nok af. De tre meter høje lyseblå na'vier er en slags kombination af spirituelle indianere og ædle stammefolk fra det nordøstlige Afrika, hvilket går hen og bliver lidt for belastende i sin åndelige new age-renhed undervejs. Lidt mere humor og selvironi havde bestemt klædt de lange lyseblå starutter.

Unikt og banebrydende
Men når navi'er løber ad brede trærødder og gevækster, der strækker sig henover dybe afgrunde, og når de kobler sig mentalt sammen med store flyvende øgler og svæver henover det dramatiske landskab på Pandora, så tager James Cameron og 'Avatar' os med ind i et fremmed univers på en måde som ingen anden film har gjort før. Det vil være tumpet at hævde, at det føles som at være der selv, men det er alligevel ikke helt forkert. Det er næsten som om man har rørt Pandoras selvlysende blomster, kravlet i de enorme træer og svævet mellem de vægtløse klipper, når man har set 'Avatar'. På det punkt har James Cameron skabt noget helt unikt og banebrydende.

Nogle forbandede svin
Til gengæld har han ikke anstrengt sig synderligt for at diske op med en banebrydende historie eller en unik form for historiefortælling. 'Avatar' fungerer efter en helt klassisk skabelon, hvor de gode er uskyldsrene og de onde er nogle forbandede svin, og hvor Cameron konsekvent trykker på alle de knapper, som han ved virker. Ligeså eventyrlysten han har været på billedsiden, lige så konservativ har han været i dramaturgien.

Blodtørstige og pengegriske militærfolk
Ikke mindst vores hovedperson er en klassisk figur, en såret soldat, Jake Sully, der ankommer til en militærbase på Pandora, hvor mennesket forsøger at udvinde et særligt værdifuldt mineral, Unobtainium. Kun na'vierne står i vejen for de lukrative planer. Sully har ødelagt sin rygsøjle og er færdig som soldat, men han kan overtage sin netop afdøde brors plads i et forskningsprogram. Sammen med to videnskabsmænd skal Sully være en avatar, en rejsende mellem to verdener. Han skal overtage en na'vi-krop og rejse ind i na'viernes eksotiske verden. For forskerne er det en fantastisk chance for at lære na'vierne at kende - for de blodtørstige og pengegridske militærfolk er det en mulighed for at finde svagheder hos modstanderne.

En udvalgt frelser
Ikke overraskende ender soldaten Jake med at blive fascineret at na'vierne, ikke spor overraskende bliver han reddet fra døden af den smukke na'vi og høvdingedatter, Neytiri, og ikke spor overraskende viser Jake sig at være en udvalgt frelser i na'viernes mytologi. Alt sammen aldeles klassisk.

Et indlæg i klimadebatten
Camerons 'Avatar' er altså i allerhøjeste grad et følelsesladet indlæg i tidens klimadebat. Det er en moderne fabel om kampen mellem menneskets gridske og grådige tankeliv og de bånd, der binder os til den natur, der har skabt os. Som sådan fungerer 'Avatar' aldeles glimrende. Sjældent har man været så glad over at se en flok mennesker blive smadret til plukfisk af en galopperende flok kæmpenæsehorn.

En original idé
I det hele taget er 'Avatar' en fantastisk bedrift - uanset at dens historie er tæt på det rene drøvtygning af gamle idéer. Ikke alene er dens selvskabte univers uhørt livagtigt og stofligt, filmen bygger også på noget så usædvanligt i vore dage som en helt original idé. Ikke noget med at bygge ovenpå et velkendt brand fra en gammel film, en tv-serie, en tegneserie eller et stykke legetøj, sådan som alle andre action- og effektfilm gør - bortset fra sydafrikanske 'District 9'. Den originale idé gør i sig selv 'Avatar' til en frydefuld rejse ind i det ukendte.