Benjamin Buttons forunderlige liv
Et overdådigt forplumret tag-selv-bord
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Benjamin Buttons forunderlige liv' er et rent tag-selv-bord af en film. At se 'Benjamin Buttons forunderlige liv' er som at stå foran en gigantisk, overdådig buffet med den ene indbydende ret ved siden af den næste. Men det er en mærkelig buffet. Der er et eller anden i vejen med den. Lige ved siden af de mest lækre og eksotiske gourmet-anretninger man kan forestille sig, står en skål med billig pølsevognsketschup, lidt længere væk finder man pludselig en tallerken med bounty-og yankie chokoladebarer og flere af retterne ser ud som de er bikset sammen uden at nogen overhovedet har overvejet, om det også smager godt - ja, bare kan spises.
Lækkert og overdådigt
Men overordnet set er tag selv-bordet 'Benjamin Buttons forunderlige liv' lækkert og overdådigt at se på - så lækkert og indbydende at se på, som film kun kan laves når budgettet næsten ikke kender nogen grænser og der bliver puslet og kræset for hver en detalje. Og så vildtvoksende og fantasifuldt og overdådigt, at man kommer til at tænke på film som Tim Burtons 'Big Fish' eller franske Jean-Piere Jeunets 'En lang forlovelse'.
Dystre og kryptiske stemninger
Den tidligere musikvideo-instruktør, David Fincher, har gang på gang vist, at han er en fantastisk billedmager med et særligt blik for dystre, kryptiske stemninger i den moderne storby , fx i 'Se7en', i 'Fight Club' eller 'Zodiac'. Den evne svigter bestemt ikke i hans beretning om mennesket Benjamin Button, der lever sit liv baglæns. Han bliver født som en gammel mand, dvs som et spædbarn, der ligner en gammel mand og som lyder af gigt, grå stær og hvad der ellers hører til.
Spædoldingen Pitt
Benjamin Button bliver spillet af superstjernen Brad Pitt. Hans ansigtstræk er på forunderlig vis blendet sammen med både træk fra et barn og en olding i Benjamin Button. Det er umuligt at forestille sig, men det fungerer forunderligt godt i 'Benjamin Buttons forunderlige liv'. Her sidder Brad Pitt med en oldings ansigt på et barns krop og banker med en metalske i bordet, sådan som irriterende 5-årige drenge som bekendt har for vane at gøre.
Stakkels urmager
Lige så velfungerende er den smukke forklaring på Benjamins sære skæbne. Den dag, han bliver født, samme dag som 1. verdenskrig slutter, bliver et nyt ur præsenteret på hovedbanegården i New Orleans. Den dygtige urmager har brugt enorm energi og flid på at bygge uret, som har den særlige egenskab, at det går baglæns. Det er præcis meningen. Under krigen mistede den stakkels urmager sin eneste søn, og hans håb er nu, at tiden vil blive inspireret af uret og gå baglæns så alle de faldne soldater kan vende hjem og leve det liv, de skulle have levet.
Smukke scener
I det hele taget disker David Fincher op med nogle fantastisk smukke scener, såsom det lille slag med en tysk ubåd, som Benjamin bliver involveret i som sømand på en slæbebåd under 2. verdenskrig. Eller i beskrivelsen af Benjamins barndomskæreste, Daisy, der vokser op og bliver en feteret balletdanserinde. Hun bliver spillet af den australske superstjerne, Cate Blanchett, der bliver beskrevet og filmet så man næsten skulle tro at David Fincher forsøgte at gøre hende til en gudinde.
Evigtunge ansigter
Men der er altså noget mærkeligt ved det her overflødighedshorn af et tag-selv-bord. Det havde været betydeligt mere logisk for historien hvis Benjamin Button rent faktisk var blevet født som en gammel mand, og ikke som et barn med en oldings træk. Det forplumrer den spøjse, sjove og fantasifulde idé om et menneske, der lever sit liv baglæns. Det mudrer den så meget, at det ikke står helt klart hvad kernen i historien er. Selvfølgelig er det fascinerende i sig selv at vende livet på hovedet og lege med tanken om at leve det baglæns. Og selvfølgelig har vi et storslået, skæbnetungt kærlighedsdrama mellem Benjamin og Daisy - spillet af to af de smukkeste evigtunge ansigter i filmverdenen, Brad Pitt og Cate Blanchett.
Gajolæske-filosofi
Men det dybe - lad os bare sige filosofiske - lag i filmen er et mærkeligt postulat, som David Fincher og hans medforfatter, Eric Roth, hele tiden forsøger at pumpe op med nogle tomt buldrende gajol-æske-visdomsord i stil med 'du ved aldrig hvad skæbnen byder dig' og 'vores liv defineres af muligheder - selv dem vi ikke udnytter'. I det hele taget taler flere af figurerne i filmen som om de hele tiden forsøger at forklare hinanden hvordan livet hænger sammen. Det får hurtigt 'Benjamin Button' til at ligne den efterhånden 15 år gamle 'Forrest Gump'. Og det er bestemt det pæneste man kan sige om det højtravende sludder, der bliver fyret af i løbet af 'Benjamin Buttons forunderlige liv'. Det havde været velsignet hvis Fincher bare havde stolet på det enkle og smukke i historien om en mand, der lever livet baglæns og forsøger at få kærligheden til at hænge sammen under de vilkår. Det er nemlig en aldeles fascinerende og smuk historie.