preload loader
biernes hemmelige liv
 

Skrevet af: Per Juul Carlsen

 

Biernes hemmelige liv

May Boatwrights letkøbte død

pile_2

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Pludselig dør May Boatwright. Det sker cirka midtvejs i filmen 'Biernes hemmelige liv'. Det har ikke den store betydning for filmen. Hendes død kommer ikke som noget stort chok. Den ændrer ikke noget særligt. Men i mange henseender illustrerer May Boatwrights død meget tydeligt hvilken film og hvilken historie 'Biernes hemmelige liv' er.

Større end livet
May Boatwright har ikke den store grund til at dø. Hun kunne sagtens have levet videre uden at det ville ændre spor på forløbet og dramaet, men 'Biernes hemmelige liv' er en af den slags film, hvor man gerne vil rumme hele den vidunderligt farverige smerte livet er. 'Biernes hemmelige liv' vil ud og favne både den største sorg og den største lykke, den vil både grine og græde, helst lige højt og gerne på samme tid. Den vil omfavne sorgen, fordi den ved, at det er sorgen, der får glæden til at virke så stærk. Den er, som man siger, Larger than life, større end livet - den forsøger at opsummere alt det store drama ved livet og proppe det ind i et filmdrama på små to timer. Den vil flå følelserne ud af kroppen på os. Og den er ikke bange for at bruge alle midler på sin vej.

Et overmåde følsomt væsen
Det er bl.a. derfor May Boatwright skal dø. Hun er et overmåde følsomt væsen, der har haft svært ved at styre sine emotionelle udbrud siden hendes tvillingesøster døde. Hun griner og danser uhæmmet, når hun er lykkelig, og bryder ud i gråd i enhver sammenhæng, hvor der er optræk til sorg. Og en dag beslutter hun sig for at gøre en ende på det hele, da en ung sort mand bliver bortført af hvide racister, og tragedien i de amerikanske sydstater i starten af 1960'erne hænger truende i luften.

Hvide racister
Det siger alt om 'Biernes hemmelige liv'. May Boatwright kunne sagtens have levet videre, men filmen vil så gerne mane alle de stærkeste følelser frem i os. Og den betænker sig ikke før den gør det. Udover May Boatwrights død byder 'Biernes hemmelige liv' fx på en 4-årig pige, der skyder og dræber sin mor ved et uheld, en far, der bevidst glemmer og ignorer sin lille datters fødselsdag, og en sort pige, der får grundige tæv af et par hvide racister. Det er rigeligt med begivenheder til at vække følelserne hos selv det koldeste hjerte. Og der er meget mere endnu.

Kold og hjerteløs skiderik
Hovedpersonen er lille Lily Owens, en bleg og anæmisk pige, der som 4-årig kommer til at skyde sin mor. Egentlig vil hun forhindre sin far i at gøre moderen fortræd, men istedet kommer hun til at fjerne 'det eneste, hun egentlig holder af', som hun siger. I resten af pigens opvækst er faderen en kold og hjerteløs skiderik, der aldrig er kommet sig over, at hans kone, Lilys mor, forsøgte at stikke af fra ham. Derfor er Lily besat af mindet om sin mor, og sammen med sin sorte barnepige stikker hun af til en by, hvor hun håber at få mere at vide om sin afdøde mor. Her finder hun frem til familien Boatwright, tre afroamerikanske søstre, der lever deres eget liv langt fra USA's raceuroligheder. Den ene søster, August, er rund og gavmild og livsklog. Den anden, June, gemmer sine følelser bag en hård og ufølsom overflade. Og den tredie er May Boatwright, den omvandrende eksplosion af følelser.

Respekt for omgivelserne
Hos søstrene Boatwright kan Lily lindre smerten over den hårde verden udenfor. Her finder hun ud af at leve som de bier, der giver familien Boatwright sin sagnomspundne honning - dvs i et harmonisk liv, fuld af respekt for sine omgivelser og vel vidende, at alt hvad man gør, kan have stor betydning for menneskene omkring én.

Smukt og rørende
Det er altsammen mægtig smukt og rørende tænkt i sit forsøg på at omfavne og beskrive livet, men 'Biernes hemmelige liv' er samtidig udspekuleret og grov i sine forsøg på at manipulere følelserne frem i tilskuerne. Der bliver trykket grundigt på alle knapper for at vække sorg og glæde. Stakkels lille Lily får skiftevis det ene og det andet at vide om sin mor. Først får hun at vide, at moderen ville stikke af fra det hele - også fra Lily - siden får hun det modsatte at vide og sådan bølger det frem og tilbage, uden at der rigtig er belæg for det i historiens opbygning. Det virker bare stærkt og voldsomt, at en lille ensom pige er usikker på om hendes mor elskede hende eller ej. Og de stærke følelser skal jo udnyttes, skal de.

Livets store dramaer
'Biernes hemmelige liv' indeholder en god portion af livets store dramaer, men de er ikke arrangeret, så de minder om levet liv. De er sat sammen, så de minder om det, de er. Nogle voldsomme begivenheder som et menneske har arrangeret, så de kan mærkes mest muligt. Der er ikke nogen midler, der er for voldsomme for 'Biernes hemmelige liv' og instruktøren Gina Prince-Bythewood. Heller ikke at slå stakkels May Boatwright ihjel uden nogen særlig grund.

Send eller anbefal link

Instruktør:

Gina Prince-Bytheswood

Genre:

Drama

Land:

USA

Premieredato:

17. april 2008

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.