Blindness

Kan man vise at ingen kan se?

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er et stort dilemma i hjertet af filmen 'Blindness'. Faktisk er dilemmaet så stort, at det er forbavsende at nogen overhovedet har været modige, eller rettere dumdristige, nok til at tage kampen op med det. Dilemmaet består i at bruge et billedmedie som filmen til netop at give publikum fornemmelsen af IKKE at kunne SE noget. Eller for at være mere konkret, så består dilemmaet i at fortælle en historie om mennesker, der pludselig mister deres syn og begår nogen af de største grusomheder mennesker kan begå mod hinanden. De udnytter hinanden, de udsulter hinanden, de voldtager og myrder hinanden.

Ondskab og action
En næsten to timer lang film om blinde mennesker, der snubler over møbler og rammer ved siden af munden, når de skal drikke, er en svær nød at knække i sig selv. Men når der tilmed skal gå decideret ondskab og action i den, bliver problemerne rigtig store. Det er det dilemma den brasilianske instruktør, Fernando Meirelles, er oppe imod med sin filmatisering af den portugisiske forfatter, José Saramagos 'En fortælling om blindhed'. Det er ikke svært at forestille sig, at historien fungerer som roman. Saramagos fortælling er en såkaldt allegori, en historie, der aldrig ville kunne finde sted i vores virkelighed, men som fortæller noget grundlæggende om tilværelsen. Det er en historie, hvor begivenhederne og figurerne ikke skal tages bogstaveligt, fordi de er symboler på emner eller temaer i vores virkelighed.

Ingen klassisk katastrofefilm
Når så godt som alle mennesker i 'Blindness' bliver blinde, er det ikke fordi forfatteren José Saramago og instruktøren Fernando Meirelles vil advare om en mulig verdensomspændende epidemi. Meirelles vil heller ikke lave en klassisk katastrofefilm. Idéen med 'Blindness' er snarere at vise hvor sårbart et væsen mennesket er, og hvor hurtigt al vores elskede civilisation og medmenneskelighed kan knække sammen, hvis vi bliver puffet tilstrækkeligt ud af balance.
Det er et storartet emne, som altid er værd at minde om - ikke mindst i de her dage, hvor menneskeheden går i panik over udsigten til en verdensomspændende finanskrise. Men Meirelles får aldrig bugt med dilemmaet. Han får aldrig oversat Saramagos allegoriske ord til filmmediets meget mere håndgribelige og kontante billeder.

Spærrer folk inde
Det fungerer helt fint i starten af filmen, da de første mennesker i en unavngiven storby pludselig mister deres syn, fx på vej til arbejde eller under et samleje, og ikke kan se andet end kridhvidt. Men da myndighederne begynder at spærre alle de blinde mennesker inde i militære sovesale for at hindre epidemien i at sprede sig, bliver dilemmaet for stort. Man tror aldrig et sekund på at figurerne er blinde. De ligner det, de er, dygtige og berømte skuespillere som Julianne Moore, Mark Ruffalo, Gael Garcia Bernal og Danny Glover, der lader som om de har mistet synet. Der er alt for meget action og for lidt fortvivlelse i interneringslejrene. Der er for få blinde mennesker, der skvatter over hinanden, og alt for mange blinde mennesker, der i løbet af meget kort tid ved præcist, hvad de gør.

Kræver sex for mad
Filmen følger en lille håndfuld personer, bl.a en læge, hans kone, en tyv, en prostitueret og en revisor, der mister synet én efter én - dvs lægens kone, spillet af Julianne Moore, beholder på mirakuløs vis synet, hvilket gør hende umådeligt stærk i forhold til de andre. Og det er en af historiens allegoriske og symbolske finesser, at hun ikke misbruger sin særlige evne, men bruger den til at forsvare værdigheden og moralen. Hun går fx ikke til voldeligt modangreb da en bartender, spillet af Gael Garcia Bernal, tager magten over barakkerne, kaprer myndighedernes madrationer og kræver sex af de internerede kvinder til gengæld for mad.
Man får aldrig rigtig fornemmelsen af at Fernando Meirelles og hans skuespillere rigtig har tænkt over hvad der ville ske, hvis en flok moderne mennesker pludselig mistede synet og blev bunket sammen i nogle slidte barakker. Det virker meget vigtigere, at der kommer drama på drengen og at alle gældende menneskerettigheder bliver forulempet i det her lille blinde samfund.

Ingen balance
Sådan må det nødvendigvis være, når man forsøger at skabe en film, der kan trække folk i biografen over hele verden. Der skal ske noget. Den mest oplagte måde at videregive følelsen af blindhed ville være et helt sort lærred i det meste af filmen, men så ville chancen for at hive folk i biffen være meget små. Den slags fungerer betydeligt bedre i allegorisk roman-form. Det dilemma gør hurtigt 'Blindness' til en mærkelig kejtet størrelse, som aldrig finder en balance mellem det allegoriske og det realistiske. Filmen er imponerende flot filmet, især i de sekvenser, hvor figurerne mister synet og alt går over i hvidt, men det hjælper ikke meget. 'Blindness' er aldrig i nærheden af at blive troværdig at se på. Dilemmaet er for stort.