Bolt

Tilværelsen i kølvandet

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er lidt utaknemmeligt, det her. Sagen er, at man hurtigt bliver lidt blasert overfor tidens computeranimerede tegnefilm. Niveauet er så højt, at det, der ikke er rigtig godt, men kun godt, pludselig ser halvsløjt ud. Inden for det sidste halve år har biograferne præsenteret flotte, gennemførte og vellykkede animationsfilm som 'Kung Fu Panda', 'Wall-E' og 'Niko og de flyvende rensdyr' og hvis man ikke kan leve op til den standard, ser det, der egentlig fungerer fint, nærmest kikset ud.

Sød hvid hund
Se nu fx idéen bag den nye animationsfilm fra Disney, 'Bolt'. Her har vi en lille sød, hvid hund, der lever og ånder for sin ejer, den lille, søde pige, Penny. Hver gang Penny og hendes far, der er videnskabsmand, bliver angrebet af den onde superskurk med det grønne øje, forsvarer Bolt Penny med hud og pels. Bolt ved bare ikke, at det hele er skuespil. Penny er heltinde i en tv-serie, hvor Bolt er helten med superkræfterne. Han kan skære gennem metal med sine øjne, han kan løbe fra en racerbil og han kan gø så højt med sit superbjæf, at han kan vælte huse. Men altså kun på film og tv. Det ved alle - bortset fra Bolt. Producenterne bag tv-serien om 'Bolt' vil nemlig have det helt rigtige ansigtudtryk hos seriens stjerne, Bolt. Det skal se ægte ud.
 Det er nok ikke den mest indlysende og selvfølgelige idé, der er udtænkt til en animationsfilm. Det er ikke sådan en idé, der bare skriger 'jamen, selvfølgelig, den klarer jeg' lige fra starten, sådan som idéerne bag 'Wall-E', 'Niko og de flyvende rensdyr' og 'Kung Fu-Panda'. Men den fungerer, først og fremmest fordi de overdrevent James Bond-agtige action-sekvenser er mere end almindeligt opfindsomme og proppet til randen med energi.

Bleg rutine
'Bolt' er også ganske effen på et andet af de vigtigste punkter for en computeranimeret tegnefilm, nemlig bifigurerne. Der er et vist præg af bleg rutine over flere af figurerne, specielt den kølige kat, Mitten, der bliver hevet med på eventyr af Bolt. Til gengæld er der masser af gods i en anden kat, der på udspekuleret vis udnytter at Bolt hele tiden tror, at der ikke findes andre verdener end hans action-verden fra tv-serien.
Og der er fuld knald på det lille, eksalterede marsvin, Rhino, der elsker Bolts tv-serie, og de utallige duer, der dukker op med deres fjollede idéer.

Falden-på-halen-stunts
Alle de bifigurer dukker op da Bolt lang om længe indser, at han slet ikke har de superkræfter, han troede, han havde, og at han ikke er nogen action-helt, bare en almindelig lille hund, der ikke vidste, at han var tv-stjerne. Det er et punkt, der nødvendigvis må komme i en historie som 'Bolt', og det er helt klart 'Bolt's svageste periode. Så snart 'Bolt' er oppe i fuld tempo med action og pumpede, hektiske falden-på-halen-stunts fungerer filmen strålende. Men når det er dialogen og vitserne og figurernes særlige personlighed, der skal trække filmen frem, har 'Bolt' det langt sværere.

Den sunde morale
Hvad angår den sunde morale, som ligeledes er et fast element i vor tids tegnefilm, virker 'Bolt' også kuet af de gode film, der er gået forud for den. Den sparker dejligt hårdt til vor tids skruppelløse tv-producenter og marketingsfolk, specielt i form af Bolts og Pennys øretæveindbydende manager. Til gengæld er den lidt fad og rutinepræget i sin opdatering af klassiske moraler om det vigtige i et godt venskab og om at vi alle har særlige evner, når det virkelig gælder.
'Bolt' er altså egentlig en ganske udmærket computeranimeret film, fuld af action og energi. Men den lider under at andre har været de samme steder, bedre og flottere, før. Det er, som bekendt, en utaknemmelig verden.