Boy A

Mennesket på bagsiden af mediecirkuset

Anmeldt af Per Juul Carlsen

En af de store våde idéer i hvor tids seriøse film - artfilm, eller hvad man nu vil kalde det - er at give publikum en fornemmelse af at være et menneske, der er ved at opleve noget forfærdeligt. Det er selvfølgelig ikke en ny tanke. Det har god historiefortælling handlet om lige siden Homers 'Odysseen' og Brdr. Grimms 'Hans og Grete'. Men i vor tids især europæiske film, forsøger man ikke bare at fortælle om mennesker, der er midt i en forfærdelig oplevelse, man forsøger at videregive følelsen, så at sige at trænge ind bag huden, ind i sjælen på en eller anden stakkel.

Autentisk fornemmelse
Et eksempel kunne være Kim Fupz' og Paprika Steens 'Lad de små børn', der forsøger at videregive fornemmelsen af at miste et barn. Et andet eksempel kunne være sidste uges premierefilm, 'Johnny Mad Dog', der forsøgte at trænge helt ind i hovedet på en 15-årig børnesoldat i et afrikansk land. Og man kunne også nævne de højtbelønnede belgiske Dardenne-brødre, der har udviklet en særlig filmstil, hvor kameraet nærmest sidder i nakken på hovedpersonen, hvilket giver publikum en fornemmelse af at være i filmens centrum, at være filmens hovedperson. Det gav fx en særlig autentisk fornemmelse af at være manden, der møder sin lille søns morder, i Dardenne-brødrenes uforglemmelig 'Sønnen'.

Ind i hovedet
Det er sjældent, det rigtig lykkes at trænge ind i hovedet eller sjælen på et menneske, der har oplevet noget virkelig traumatisk. I almindelighed er man som tilskuer meget bevidst, at lyset i biografen bliver tændt lige om lidt og at der udenfor venter mere sølle og håndterbare problemer som en selvangivelse eller indkøb til aftensmaden, der lige skal overstås.
Men den engelske film, 'Boy A', lykkes i forbavsende grad med sin højst ambitiøse plan. Undervejs får man en forbavsende klar fornemmelse af hvilke umulige vilkår den 24-årig Jack Burridge står over for, da han bliver sluppet ud af fængslet og ud i den virkelige verden. Man har en ganske klar fornemmelse af at den her uheldige dreng har meget, meget få chancer for nogensinde at få et velfungerende, eller bare normalt, liv.

Ukærlig far
Man kan nærmest mærke det næsten helt fra begyndelsen af filmen. Her sidder den unge mand overfor sin hjælpsomme, faderlige sagsbehandler. Den unge mand, der engang hed Eric, skal finde sig et navn. Og han må for alt i verden ikke kigge bagud i sit liv, kun fremad. Det falder ham meget svært, hvilket ikke er så sært. Hans barndom er fyldt med ubehagelige minder om en syg og fraværende mor, en hård og ukærlig far og nogle skolekammerater, der mobbede og bankede ham hver dag efter skoletid.

Dårligt selskab
Eric får sig endelig en ven i den jævnaldrende Philip. Men Philip er det, man kalder 'dårligt selskab' - rigtig skidt endda - og en dag går det helt galt. Med Philip som anfører myrder de to drenge en jævnaldrende pige. Det er den slags forbrydelser, der bliver blæst op og helt ud af proportioner af medierne. Philip og Eric bliver hængt ud som Ondskaben selv, og da Eric har udstået sin straf som 24-årig, bliver han lukket ud til et samfund, der hellere end gerne ser ham hængt på byens torv. Tabloid-aviserne bringer fantombilleder, der spekulerer i hvordan Eric ser ud som 24-årig. Det er ikke svært at regne ud hvor få chancer Eric har for at blive til Jack. Den fornemmelse videregivere instruktøren John Crowley og 'Boy A' så klart, at man som tilskuer kan mærke det langt ned i maven. Man gruer for hver gang, han støder ind i den farlige virkelighed. Og så er Jack endda ganske heldig. Han får sig et par gode venner på arbejde og på trods af sin enorme usikkerhed får han sig en sød kæreste.

Sandfærdig historie
Historien om Jack er bygget over den sandfærdige historie om Jon Venables og Robert Thompson, to 10-årige drenge, der i Liverpool i 1993 myrdede den kun blot 2-årige James Bulger, som de tilfældigt havde plukket ud blandt flere små børn i et indkøbscenter. Det var en fuldstændig uforståelig grusomhed, som fodrede de britiske tabloidaviser med stof til mange år, og da de to drenge blev lukket ud i virkeligheden i 2001 stod selv forholdsvis seriøse medier klar til at drive dem gennem gaderne til spot og spe og knuse ethvert forsøg på at få et nyt liv.

Drengenes synspunkt
'Boy A' forsøger at se det hele fra den anden side, fra drengenes synspunkt. Drengen Jack er alt andet end den inkarnerede ondskab, medierne elsker at svælge i ved enhver lejlighed. Ligesom virkelighedens Jon Venables og Robert Thompson er han et forsømt barn, og da han kommer ud som voksen har han ikke meget andet ballast at gå ud i livet med end dårlig samvittighed og skyldfølelse i læssevis.

Stærkt og vigtigt
Det billede af mennesket på bagsiden af mediecirkuset er i sig selv stærkt og vigtigt og lærerigt. Men det gør 'Boy A' endnu stærkere, at man hele tiden fornemmer, hvor umuligt det er for Jack at blive et helt menneske. Det gør direkte ondt at se på. Der bliver smurt lovligt tykt på af nemme, melodramatiske kneb hen mod slutningen af filmen, men det forhindrer ikke 'Boy A' i at være en af de film, der virkelig har held med at formidle fornemmelsen af at være et menneske, der befinder sig midt i et grumt drama.