Changeling
Historien om en moder

Anmeldt af Per Juul Carlsen
Clint Eastwoods 'Changeling' understreger præcis hvad det er Hollywood kan - og hvorfor Hollywood sidder på omkring 95 procent af verdensmarkedet for film. Det er en helt igennem lækker film at se på. Alt ved den er lækkert at se på. Los Angeles anno 1928 står umådeligt skarpt og levende med sine nypolerede biler, elegante damemode og nobelt klædte mænd - ja, selv filmens sjældent modbydelige mord står knivskarpt i deres glamourøse lækkerhed.
'Changeling' har også en vaskeægte Hollywoodstjerne i den altoverskyggende, bærende rolle i form af Angelina Jolie, der som bekendt også er ret lækker at se på. Og i en bærende birolle som rebelsk præst optræder den gamle dame-charmør, John Malkovich.
Indbydende og appetitligt
Det er altsammen indbydende, appetitligt og meget Hollywood'sk, men det er i selve sammensætningen af historien, 'Changeling' viser hvad de rutinerede håndværkere Hollywood er så forbasket dygtige til. Historien, der iøvrigt er basseret på virkelige begivenheder, om den enlige mor, der slås ihærdigt for at finde sin forsvundne 9-årige søn, bliver fortalt klassisk, stramt og uden den mindste smule overskydende fedt. Der bliver trykket og skruet på de dramatiske knapper på de rigtige tidspunkter uden at det på noget tidspunkt virker groft manipulerende med publikums følelser. Hele tiden formår instruktøren, en af de gamle repræsentanter for Hollywood, Clint Eastwood, at holde en nobel balance mellem det rørende melodrama og den kritik af myndighedernes mekanik, der ligger i historien. Det er ganske enkelt utrolig dygtigt og professionelt skruet sammen. Det er så dygtigt og professionelt skruet sammen, at man snildt kan klage over at filmen mangler nogle knaster og noget levende grimhed og at den bruger for mange velkendte Hollywood-kneb. Men for fans af klassisk, rendyrket Hollywood er 'Changeling' som saftevand med is på en varm sommerdag.
Piner og martrer
Vores hovedperson er i sig selv indbegrebet af Hollywood. Her har vi superstjernen Angelina Jolie i rollen som en smuk enlig mor, Christine, der arbejder på en telefoncentral. Tilfældet vil, at hun en dag bliver presset til at tage på arbejde og lade sin 9-årige søn, Walter, bliver alene hjemme. Det piner og martrer hende og da hun kommer hjem bliver hendes største mareridt til ren skinbarlig virkelighed. Walter er forsvundet.
Den ihærdige renhjertede moder
Det er først og fremmest den her ihærdige, renhjertede moder, 'Changeling' handler om. Hun sætter gang i en storstilet eftersøgning, med stor støtte fra medierne og fra politiet i Los Angeles, der anklages for uduelighed og korruption og derfor har brug for en positiv historie. De har endda så hårdt brug for en positiv historie, at de skynder sig at finde den første den bedste fattige 9-årige dreng, der gerne vil påtage sig rollen som Walter Collins. Den stakkels Christine kan naturligvis hurtigt gennemskue at politiet ikke har fundet hendes Walter, men LAPD, politiet i Los Angeles, holder fast. De har fundet Walter Collins, uanset at han har skiftet hårfarve, er blevet omskåret og er blevet næsten 10 centimeter kortere, og hvis Christine Collins siger noget andet, er det hende, der er noget i vejen med.
Som i et folkeeventyr
Det er jo et drama enhver knold kan forstå. Det er næsten som i et gammelt folkeeventyr. Den uskyldige, stakkels moder overfor den onde, udspekulerede troldmand i form af myndighederne. Politiet udstiller Christine Collins som en tosse og lukker hende inde på et sindssygehospital.
Her spiller Clint Eastwood et af Hollywoods tunge, dramatiske kort - vores helt bliver umyndiggjort blandt tosser. Og samtidig giver Eastwood den hele armen ved at antyde, at stakkels Walter muligvis er havnet i hænderne på en rablende galning, der bortfører små drenge, spærrer dem inde og slagter dem levende med en økse på en øde gård. Det medfører nogle af de mest forfærdelige scener, der længe er set i en mainstream-film, og de grusomheder havde været langt ude på den anden side af det acceptable, hvis ikke filmen kunne hævde at tage udgangspunkt i sandfærdige begivenheder.
Billige kneb
Det er - for at sige det ligeud - nogle billige kneb, der bliver benyttet for at fortælle den her gribende historie om en stærk mor, som kæmper sig gennem noget nær det værste mareridt en forælder kan forestille sig. I det hele bliver nuancerne og detaljerne i beskrivelsen af den stakkels mor, Christine Collins, og den ikke-eksisterende moral hos myndighederne i Los Angeles, tværet ud i jagten på at give publikum det største mulige og mest gribende. Det er ganske overraskende efter at have set Clint Eastwood fortælle afdæmpede og knap så firkantede historier i film som 'Mystic River' og 'Letters From Iwo Jima'. Men det ændrer ikke ved, at 'Changeling' er en enormt medrivende og virkelig, virkelig dygtigt konstrueret film.