Coco før Chanel

Charlie Chaplin i et P. S. Krøyer-maleri

Anmeldt af Nina Rydahl Andersen

Der var et eller andet der generede mig ved denne her film under visningen. Et eller andet, som jeg kunne føle allerbagest i hjernen i det center der styrer den sunde skepsis. Men jeg fandt ikke ud af det før, efter filmen var færdig. Titlen 'Coco før Chanel' angiver meget præcist, at hende filmen beskæftiger sig med, er den fattige. men visionære Gabrielle Chanel før hun blev en af det sidste århundredes mest indflydelsesrige kvinder.

Velkendt kneb
Det er en meget selektiv gengivelse af Chanels liv, men med en biografifilm er det ligesom givet på forhånd at der må klippes et årstal og hugges en geografisk placering for at få dramaturgien til at gå op. Selv verdenshistoriens mest spændende figurer må uundgåeligt have haft nogle begivenhedsløse dage i deres liv. Så det er ikke det, der generer mig ved filmen.
Vi begynder ved begyndelsen, hvor vi ser den 9-årige Gabrielle og hendes søster blive anbragt på et børnehjem. Det er et meget velkendt kneb, at bruge en hård og ubarmhjertig barndom som motor for hovedpersonens ambition.

Amélie fra Montmartre
Men scenen er heldigvis hurtigt overstået så det var heller ikke det der generede mig.
Næste gang vi ser mademoiselle Chanel er hun blevet til Audrey Tautou. Skuespillerinden som nok altid vil være kendt som Amélie fra Montmartre. Hun synger på en cabaret om aftenen og arbejder som syerske om dagen. En aften møder hun en rig hesteopdrætter, som hun inviterer sig selv på besøg hos. Her starter Chanels opstigning fra bunden til toppen i det franske samfund. Hun får lov til at blive hos hesteopdrætteren som en slags elskerinde, men hun er ret anderledes end de kurtisaner, han plejer at have boende. Hun er tynd og sur og utaknemlig og har egentlig for længst opbrugt hans gæstfrihed. Men hun bliver alligevel hængende som en slags kuriositet, og inden længe bliver hun både veninder med en feteret skuespillerinde og forelsker sig i en nydelig britisk playboy. Det var bestemt heller ikke ham, der generede mig.

En brik i kvindefrigørelsen
Chanel begynder at snuppe sine elskeres tøj. Hun bruger sine evner som syerske til at forvandle deres skjorter og habitjakker og stråhatte til sine egne kreationer. De vækker ret stor opsigt for de står i voldsom kontrast til tidens overflod af flæser og fjer. Ofte ligner hun Charlie Chaplin på besøg i et P.S. Krøyer maleri. Den kontrast er med til at understrege at hendes vision om en praktisk og simpel garderobe var en vigtig brik i kvindefrigørelsen.

Vintagemodeshow
Efter hundrede ganske fornøjelige minutter med Coco Chanel i sin ungdom, klippes der pludselig til et ubestemmeligt årstal, hvor vi ser en ældre og moden Chanel ifør det ikoniske Chanel uldsæt. Af den slags som Jackie Kennedy altid synes at have på i arkivfotos. Den gamle Frk Chanel sidder på en trappe, hvor der defilerer 19-årige 2009-type modeller forbi. Det ser meget anakronistisk ud, som om der bliver opført et vintagemodeshow hvor en gammel Audrey Tautou sidder lidt i vejen. Scenen har ingenting med resten af filmen at gøre, men den genopfrisker lige, hvad det var at modehuset Chanel var kendt for.

Tweed og sømandsbluser
Efter modeopvisningen ruller teksterne på, og jeg sad tilbage i sædet og tænkte, at jeg da egentlig ville se meget godt ud i tweed. At de der sømandsbluser må være på vej tilbage, og at hvis jeg bare gik mere i små sorte kjoler, så ville jeg da også kunne score en engelsk gentleman. Jo, jeg havde helt sikkert lært noget af denne film!

Aaahaaaa
Et minuts gang fra biografsalen fik jeg svaret på, hvad det var min hjerne havde været generet af under hele filmen. Ude foran busterminalen poserede Audrey Tautou på en tre meter høj reklamesøjle for Chanels parfume. Ikke en filmplakat, men en rigtig reklameplakat for det rigtige modeimperium. Aaahaaaa. Det mit skepsiscenter havde forsøgt at fortælle mig, var at filmen faktisk er en lang reklame for et tøjfirma. Og det er den. Og den virker tydeligvis på nogle af os. Æv. Sådan en snedig markedsføring hvor fiktion, historie og kjendis-endorsement blandes - næste gang, man tænker på varemærket Chanel, så tænker man ikke kun tøj, men også kærlighed og kvindefrigørelse. Well played, som filmens britiske gentleman ville sige.

Coca Cola
Det er ikke fair overfor kvinden Coco Chanel at reducere hendes livshistorie til reklame. Men når det nu virker, hvorfor så lade være? Gad vide hvornår der kommer en biografifilm om den innovative krigsveteran John Pemberton? Det var ham der efter sin heltemodige indsats i uafhængighedskrigen opfandt en drik som kunne kurere hans morfinafhængighed. Det var forresten den, han kaldte Coca Cola ...