Departures
Lad tårerne trille ...
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det handler om at kunne lade tårerne flyde med god samvittighed. Det har ikke spor at gøre eller om mænd skal have lov at græde eller ej for at være rigtige mænd og den slags bavl. Det handler om spørgsmål som 'Var det i orden, at jeg græd til den her film?' 'Blev jeg trukket ved næsen da tårerne sprøjtede ud af mig til sidst?' 'Var filmen et kalkuleret melodrama, der vidste lige præcis hvor jeg skulle trykkes på maven for at komme til at græde?'
Effektivt og elegant
Nogen vil sikkert hævde, at en film er god og stærk hvis den kan få publikum til at græde, men så simpelt er det ikke. Det er ikke svært at diske op med billeder, der får stærke følelser til at vælde op i publikum. Den svære kunst er at finde en balance mellem de stærke følelser og en mening og pointe med at vise dem - at vise stærke følelser uden at ende i følelsesporno. Og det er der kun en løsning på, nemlig at skrue en film eller en historie så effektivt og elegant sammen, at tilskuerne synes de bliver klogere og mere afklarede, mens de græder. Og det er ikke nemt ...
Den store grønne natur
Det er her, den suverænt velkomponerede japanske film, 'Departures', kommer ind i billedet. I perioder ligner det en film, der svælger i følelser og serverer dem uden den mindste form for blufærdighed, som fx når filmens hovedperson, Daigo, sidder på en bakke i den store grønne natur, med et par sneklædte bjergtinder i baggrunden, og spiller smuk og sørgmodig musik på sin cello. Hvis manden havde omsat sine følelser til klange på en tuba eller et trommesæt, havde det haft et helt andet komisk udtryk, men en cello ... Meget mere følelsesudkrængende kan det ikke gøres.
Uhæmmet humor
Heldigvis har 'Departures' en aldeles overraskende og uhæmmet humor, der hele tiden fungerer som modvægt til de stærke følelser. Den sendes allerede på banen i filmens åbningsscene. Her sidder vores hovedperson, Daigo, og hans mester i et nøgent rum, foran en afdød smuk ung kvinde og hendes familie. Daigo går i gang med et ritual, der går ud på at vaske liget og sminke det, så familien kan tage afsked med deres døde slægtning i den mest 'levende' tilstand. Men netop som Daigo er i fuld gang med at vaske den smukke kvindes krop - helt tækkeligt under et klæde, så ingen kan se den nøgne krop - stopper han op ved pigens skridt. Han vender sig om mod sin mester og arbejdsgiver og hvisker 'hun har et vedhæng'. Derefter tager mesteren over. Han fortsætter med at vaske kvindens krop og konstaterer ganske rigtigt, at hun har et vedhæng mellem benene. Den smukke kvinde viser sig at være en mand.
Fortæret af maddiker
Senere i filmen ser vi Daigo tage på sit første job med at vaske og sminke og klargøre lig. 'Det her er en af de svære opgaver', advarer hans mester. Det har han ganske ret i. Liget, der skal gøres klar, tilhører nemlig en ældre dame, som har ligget død i sin lejlighed i et par uger, ved siden af kød og madvarer, der er ved at blive fortæret af maddiker.
Kvinde med tissemand
Den slags humor hører egentlig hjemme i amerikanske ungdomskomedier af den allermest grovkornede slags, men instruktøren Yôjirô Takita serverer den afdæmpet og kultiveret. Forsåvidt er der ingen forskel på den tone Takita bruger, da han viser en mand, der spiller cello på en bakketop og da samme mand opdager, at den smukke afdøde kvinde har en tissemand.
Job som ligpynter
Det gør i sig selv filmen til noget helt særligt. Men det virkelige kunststykke ved 'Departures', det der gør at man snildt kan græde med god samvittighed, og endda kan føle sig klogere mens man gør det, er at filmen har en klar og ren idé. Daigo ender ikke bare med at vaske og sminke lig fordi det ser spændende ud på film. Det er skæbnen, der vil det. Hans store drøm er at spille cello, men da hans orkester lukker, beslutter han sig for at flytte tilbage til sit barndomshjem med konen, hvorefter han tilfældigvis falder over et job som ligpynter. Det er ikke noget velanset job, og i starten skammer han sig så meget over det, at han ikke vil fortælle det til konen. Men efterhånden indser han, at der en stor værdi i at lade folk tage afsked med deres døde, hvilket Yôjirô Takita viser med både pinlige, rørende og morsomme scener. Og langsomt, men uundgåeligt kommer Daigo nærmere og nærmere den far, han har hadet lige siden faderen stak af fra hjemmet, da Daigo var en dreng på 6 år.
Græd løs
'Vi skal ære de døde og forsone os med dem', forklarer filmen så smukt. Og det siger ikke så lidt om hvor klar og ren filmens idé er, at man slet ikke er i tvivl om hvad filmens vil sige os, selv om den aldrig siger det direkte. I den henseende er 'Departures' som et af de enkle japanske haiku-digte - rent, klart og uden nogen form for svinkeærinder. Der er i det hele taget noget vidunderligt rent over den her historie, der hele tiden ved, hvor den vil hen.
Græd løs, og lad tårerne strømme med god samvittighed. Faktisk vil det være en stor skam at snyde sig selv for at græde til 'Departures'.