Doubt
Tvivl
måske
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Kære læsere. Jeg er i tvivl. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal mene om en film. Jo, jeg ved godt hvad jeg skal mene om de enkelte dele af filmen, om skuespillet, håndværket, manuskriptet osv. Men jeg ved ikke, om jeg synes filmen fungerer eller ej.
Vej din tvivl
Det er ikke nogen enestående situation. Det sker ofte for mig, og sådan skal det i princippet være. Jeg er kun glad for at være i tvivl. Den dag en anmelder har en mening parat om alt, er der noget galt. Så går der 'ypperstepræst' i det, så glemmer man at veje sin tvivl og diskutere med sig selv, og presser istedet sine dogmer ned over alt og alle - præcis ligesom den ene hovedperson i den aktuelle film, 'Doubt'. Og det er den film, jeg ikke ved, om jeg kan lide eller ej.
Dogmatisk hovedperson
Det er præcis den dogmatiske hovedperson, jeg har det svært med, og som min store tvivl er bundet op på. Der er noget ved hende, der klinger hult. Hun er en af den slags typer, der er enormt populære på film fordi de er så firkantede og nemme at forstå og lette at tage afstand fra i deres absurde verdenssyn - og samtidig er de uskadelige. Den dogmatiske hovedperson er i samme kategori som fx bornerte engelske fruer fra det pæne borgerskab. Hun er nemlig nonne. Med kyse og kulsort tøj og en enorm angst for at more sig og det hele. Og 'Doubt' løfter ikke mange fingre for at ændre på vores opfattelser af nonner.
Hardcore-nonne
Vores hardcore-nonne er rektor på en katolsk kirkeskole i The Bronx i New York i 1964. Mens USA forandrer sig, frisindet løsner op, de sorte får mere plads i samfundet og de nye vinde blæser løs, hænger den gamle nonne, Søster Aloysius, fast i sine religiøse dogmer.
Søster Aloysius er så stramt bundet op af sine gamle idealer, at hun ikke bryder sig om den nye præst på kirkeskolen. Han fortæller vitser og ryger smøger - og udstiller sin tvivl. Da en af skolens unge lærere og nonner er vidne til et lille optrin, lægger hun to og to sammen og får noget i retning af 7. En af drengene i hendes klasse, en 12-13-årig sort dreng, bliver kaldt ind til præsten, og da drengen kommer tilbage i klassen har han det dårligt. Og han lugter af alkohol.
Pimper altervin
Lærerinden får mistanke om at præsten har forgrebet sig på drengen. Er præsten i det hele taget ikke meget hjertelig overfor drengene? Søster Aloysius tager imod lærerindens lille skæve regnestykke med kyshånd. Her har hun et redskab til at få præsten fjernet. Hun har ikke skyggen af bevis. Præstens forklaring er mere end plausibel. Han har bare holdt hånden over drengen efter at han blev taget i at pimpe altervin. Den forklaring bakker drengens mor op - ja, mere end det. Hun er ligeglad med om nogen piller ved drengen på en uheldig måde, bare vedkommende også viser omsorg og kærlighed. Det har drengen brug for pga en hård og voldelig far og et traumatisk ophold på andre skoler.
Taleban-kriger uden skæg
Alt peger altså på, at Søster Aloysius er helt galt på den. Men det får hende ikke til at tvivle. Præsten passer ikke ind i hendes verdensbillede. Altså må han fjernes. Jovist, søster Aloysius er en nonne som vi elsker at hade dem - fuldstændig indespærret i sit forvrængede verdenssyn, som en taleban-kriger, bare uden fuldskæg. Og Meryl Streep, der som ingen andre kan se berøringsangst og nonne-agtig ud, gør ikke meget for at ændre ved klichéen om forstokkede nonner i rollen som Søster Aloysius. Det er nogle billige point, forfatteren og instruktøren John Patrick Shanley stikker afsted med.
Spændende tema
Heldigvis er der betydeligt mere spræl i fígurerne omkring Søster Aloysius - ikke mindst præsten Father Brendan Flynn, der bliver spillet af den altid uforlignelige Philip Seymour Hoffman. Det er ham, der lancerer temaet tvivl i den prædiken, der åbner filmen. For ham er tvivl en væsentlig del af at være troende. Hos Søster Aloysius er der netop ingen tvivl.
Det er et yderst spændende tema, John Patrick Shanley har fat i med 'Doubt', som han skrev som teaterstykke efter at have set politikere skændes på tv. Det slog ham, at der ikke var plads til tvivl i deres argumenter og holdninger, og at der i det hele taget ikke er plads til meget tvivl i vores offentlighed.
Ekstrem ikke-tvivler
Det er altså nogle gode og åbne spørgsmål, John Patrick Shanley stiller med 'Doubt'. Og flere af replikkerne og tankerne i filmen er sjældent formfuldendte og velformulerede. Men midt i det hele står det her firkantede bæst af en fundamentalist og suger al lyset til sig. Det er Søster Aloysius, der får mig til at tvivle på 'Doubt'. Er det virkelig den bedste måde at fortælle om begrebet tvivl - gennem en unuanceret ekstrem ikke-tvivler? Fungerer filmen virkelig som et opråb om at tvivle noget mere? Ville filmen ikke have stået stærkere uden en kliché i centrum? Er Søster Aloysius, Fader Flynn og de andre figurer ikke bare skabeloner, som vi har set før i andre film? Spiller Meryl Streep virkelig godt? Eller spiller hun ikke snarere præcist som vi forventer, hun skal?
Jeg er i tvivl.