Eventyret om Despero
En tænksom tegnefilm
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det første, man lægger mærke til i animationsfilm 'Eventyret om Despero', er tegningerne. De ligner overhovedet ikke de tegninger, vi er vant til at se i animationsfilm - hverken i japansk animé, gamle håndtegnede Disney-klassikere eller moderne computeranimerede tegnefilm. De ligner noget andet, noget mere klassisk, nærmest gamle malerier fra renæssancen, eller mere præcist gamle hollandske mestre som Rembrandt, Vermeer og især Hieronymus Bosch og Pieter Brueghel.
Fifler med renæssancekunst
Det lyder måske højpandet og højtravende sådan at fifle med renæssancemaleri i en tegnefilm. Det er det overhovedet ikke. Og 'Eventyret om Despero' er heller ikke den første tegnefilm, der leger med renæssancekunst. Pixar-studiernes kortfilm, 'One mand band', der blev vist i biograferne sammen med filmen 'Biler', havde en lignende tegnestil. Det særlige renæssance-look passer fortrinligt til filmens eventyrverden i et lille middelalderkongerige, Dor, hvor indbyggerne har et særligt forhold til suppe. Hvert år har de en særlig suppefest, hvor deres mesterkok kreerer en særlig velsmagende suppe, som alle indbyggere, små som store, kaster sig over som vi andre kaster os over julegaverne under juletræet juleaften.
Skvatter i suppen
Det år, hvor 'Eventyret om Despero' fortæller om Dors særlige suppefest, sker der imidlertid noget forfærdeligt. En lille rotte, der er steget i land fra et skib, bliver så optaget af den velduftende suppe at den skvatter i med et plask, endda lige ned i den suppetallerken, der tilhører dronningen af Dor. Og hvad værre er: Dronningen bliver så forfærdet over at se en rotte i sin suppe, at hun falder død om.
Rotter skal udryddes
Det sætter gang i en sørgelig kædereaktion. Kongen af Dor bliver så bedrøvet, at han erklærer at alle rotter i Dor skal forvises eller udryddes og at den årlige, halvhellige suppefest skal aflyses. Desuden låser han sig inde i sit slotskammer og vil ikke se nogen. Det starter en fælles landesorg, der gør at skyerne ikke vil regne og solen ikke vil skinne. Samtidig erklærer de vrede rotter krig mod menneskene. De vil ikke gøres til syndebukke.
Underspillet humor
Netop alvoren er det næste, man lægger mærke til ved 'Eventyret om Despero'. Mens animationsfilm i almindelighed bugner med sjove og fjollede figurer, er 'Eventyret om Despero's primære toneart tungsindig og alvorlig. Det betyder langtfra, at filmen er humorforladt. Der er bare ingen figurer, der udelukkende er klovnesjove, sådan som Bumle i 'Biler', fx. Humoren er meget mere underspillet, som fx hos vores hovedperson, den lille, heltemodige mus med de store flyveører, Despero. I modsætning til alle andre mus kender han simpelthen ikke til frygt.
Fuld af mod
Han er fuld af mod, ham Despero. Det er ham, der skal redde det hele i eventyret om ham selv. Han skal redde Dor fra at sygne hen. Og han skal redde landets prinsesse fra de vrede og fortørnede rotter. Men Despero er ikke nogen superhelt. Han er bare en lille afgørende brik i spillet. Der er en grund til at han er lille. Pointen og moralen i 'Eventyret om Despero' er nemlig, at der ikke nødvendigvis er nogen, der er onde eller nogen, der er gode. Der er bare mennesker, der foretager sig noget i glæde, vrede eller sorg, og de beslutninger kan have en god eller dårlig indflydelse på andre.
Filosofisk undertone
Det er det næste, man lægger mærke til ved 'Eventyret om Despero' - den tænksomme, næsten filosofiske undertone. Og det virker nærmest besynderligt at se en tegnefilm, der tænker så grundigt over fænomener som Det gode og Det onde, mens den mest populære film i de danske biografer er en film, hvor nogle mænd simpelthen og uden nogen videre tankevirksomhed er nogle rigtigt ondskabsfulde svin i selskab med kvinder. Der er ingen egentlige skurke i 'Eventyret om Despero'. Det nærmeste, man kommer en skurk, er rotternes anfører, men han har på den anden side god grund til at være småbitter eftersom hele hans race bliver truet af den totale udryddelse. Sådan en trussel kan som bekendt kaste lange skygger i vores virkelige verden.
Velsignet anderledes
Det sidste man lægger mærke til i 'Eventyret om Despero' er, at det netop på mange måder er en velsignet anderledes tegnefilm. Flere af de figurer, der kunne give filmen et løft og et pift er generelt tynde og én-dimensionelle, som fx den klichéfyldte latinske kok, der skal stå for byens sagnomspundne suppe. Spændingen i filmen, dvs Desperos kamp for at befri prinsessen fra de hævngerrige rotter, bliver heller aldrig til mere end en lidt for velkendt undskyldning for at skabe action og spænding. Men derudover er 'Eventyret om Despero' en helt igennem anderledes animationsoplevelse med en god og tankevækkende morale. Åbenbart ikke mindst for voksne. Det er en film, der netop gerne vil gøre en forskel.