Flugten
Ingen spænding i spændingen
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Flugten'. Det lyder af spændingsfilm, og det er lige hvad det er. Eller ... det er, hvad 'Flugten' gerne vil være. Men spændingsfilm skal som bekendt have et plot, der fungerer. Den skal have en lille krumtap, som i sig selv kan levere den spænding, hele filmen folder sig ud omkring, som fx en rigtig god og overbevisende forklaring på hvorfor en uskyldig mand eller kvinde må flygte med 300 politifolk i hælene, for nu at nævne det klassisk type plot, som 'Flugten' bruger af. Plottet er filmens kraftværk, så at sige. Hvis plottet er for tyndt eller for utroværdigt, bliver filmen umådelig svær at få til at køre. Det er 'Flugten' et storartet eksempel på. Plottet er simpelthen ikke troværdigt.
Taget af talebanere
Hør her. En kvindelig dansk journalist bliver taget til fange af en gruppe talebanere mens hun er på opgave i Helmand-provinsen. Talebanerne truer med at slå hende ihjel, hvis ikke den danske regering trækker sine soldater ud inden tre dage. Det er i sig selv et ganske spændende plot, der varmer op til at stille nogle oplagte og tiltrængte spørgsmål til Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan.
Men det er en helt anden historie - bogstavelig talt. Det er hverken krigen eller Afghanistan, der er på 'Flugten's dagsorden. Filmen er interesseret i den kvindelige journalist, der bliver spillet af Iben Hjejle. Hendes personlige vogter viser sig nemlig at være en følsom og begavet ung mand, hvis onkel vil tvinge ham til at tage hævn over sin far, der blev myrdet af amerikanske soldater. Da onklen tvinger den stakkels knægt til at skære fingeren af den danske journalist, får han nok. Han hjælper journalisten til at flygte, men be'r hende om ikke at fortælle nogen, at han har hjulpet hende. Det vil bringe ham i livsfare. Hun skal bare fortælle alle, at hun slog ham ned og stak af.
Speget sag
Det giver jo fin, fin mening. Men så bliver sagen speget. Hjemme i Danmark bliver journalisten, der hedder Rikke Lyngvig, modtaget som en folkehelt. Hun optræder i alle medier og skriver en storsællert om sine oplevelser i fangenskab. Det er hende såmænd vel undt efter at have mistet en finger og været døden nær på nationens vegne. Men ovre i Afghanistan beslutter hendes unge vogter, Nazir, sig for at flygte fra elendigheden, og inden længe havner han i en flygtningelejr i København. Han stikker af og finder frem til Rikke i håb om at hun kan hjælpe ham til et liv i Danmark. Han har jo trods alt reddet hendes liv.
Ingen spænding
Det giver også fin mening. Det er endda så logisk og næsten hyggeligt, at der slet ikke er nogen spænding i den her spændingsfilm, der har været næsten en time. Selvfølgelig kan Rikke da præsentere Nazir for resten af Danmark. Hun kan endda kaste klart lys på den sag, der har virket underlig i mange menneskers øjne. Hun kan fortælle sandheden om hvordan hun var så ufattelig heldig at slippe væk fra en flok tungt bevæbnede fundamentalistiske muslimer med hævn i blodet. Men så sker noget mærkeligt. Og det er her filmens plot bliver skubbet ind i manegen som en tandløs løve.
Beskyldt for at lyve
Den succesrige journalist, Rikke, bliver bange for at blive beskyldt for at lyve nu hvor Nazir er dukket op. Hun er bange for at hendes berømmelse og heltestatus skal smuldre. Men hvorfor skulle den det? Hun har da kun været mere helt ved at hjælpe sin befrier fra den visse død. Vil alle i Danmark ikke kunne forstå, at hun måtte skjule sandheden for at en venligsindet og følsom ung mand ikke skulle dø? Ville historien om den mørklødede helt, Nazir, der hjalp den kønne lyshårede Rikke med at flygte, ikke ligge så lækkert til mediernes højreben, at hele verden ville labbe den i sig? Og ville dem, der ikke kunne forstå det, ikke være så ubegavede, at det kunne være lige meget?
Selvoptaget sæk
Det mener instruktør Kathrine Windfeld, manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg og forfatter til bogen bag filmen, Olav Hergel, altså ikke. Selvfølgelig kan de forklare sig med at Rikke Lyngvig er en selvoptaget sæk, hvis moral er på størrelse med en skovflåt og som bare gerne vil være berømt. Men hvis det er sådan vores hovedperson skal opfattes, så bliver den kritik af medierne, der ligger under overfladen af 'Flugten', pludselig meget tynd. Så handler 'Flugten' bare om en enkelt amoralsk journalist og ikke om en hel branche med problemer. Så bliver det hele knap så interessant.
Utroværdigheder og tyndheder
Istedet slæber det tynde og utroværdige plot en hel række andre utroværdigheder og tyndheder med sig. Rikkes kollega, Arne, der afslører at Rikke har løjet, bliver præsenteret så firkantet og latterlig, at det er umuligt at tage alvorligt, når han taler om at Rikke ikke kan slippe af sted med alt pga sin gode røv og at han 'bare går efter den gode historie'. Lidt flere nuancer havde godt nok klædt den mand. Og hvorfor fanden dukker Rikke op for at få husly hos sin elsker, Thomas, og hans lille familie, når hun ved hvor fuldstændig umulig en situation hun bringer Thomas i?
Det er hinsides det troværdige, ligesom så meget andet i 'Flugten'.