Fri os fra det onde

Underdanmark vs. Overdanmark

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der sad en dame lige bag mig, da jeg så Ole Bornedals nye film, 'Fri os fra det onde'. Hun sad og sukkede og stønnede under hele filmen og da den var slut, skyndte hun sig ud af biografen og ud i virkeligheden. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor hun sukkede og stønnede, men hun stønnede og sukkede især når Bornedal slap volden løs i 'Fri os fra det onde'. Og det gør Bornedal tit. Det er sådan set det, der er meningen med filmen. For at sige på en anden måde: Det er der, den giver mening.

Volden slippes løs
Men det var ikke kun når volden blev sluppet løs, damen bag mig sukkede. Det var ikke kun da den gamle dæmon, Ingvar, skød byens læge med ordene 'så kan du jo helbrede dig selv', at hun sukkede. Hun stønnede heller ikke kun da den pæne bedsteborger, Johannes, indså at han faktisk kunne lide at slå tilbage på de bøller, der belejrede hans hus, og han bankede armen på en af dem fast i en dør med en sømpistol. Damen bag mig sad uroligt under det meste af filmen. Der var tydeligvis noget ved den, der generede hende.

Bøvede tåber
Måske så hun den kun som en flok bøvede tåber fra det vestlige Jylland, der ikke kan styre den indre neanderthaler. Måske syntes hun bare at vold på film er blevet én stor kliché og en alt for nem måde at trække folk i biografen. Måske så hun bare filmen som en arrogant, veluddannet filminstruktør fra det nordlige København, der langer ud efter de vestjydske bønder han forlod, da han rejste fra Nørresundby til København. Måske hader hun western-genren, og måske så hun ikke andet i 'Fri os fra det onde' end en ærke-western, der var blevet flyttet fra Det vilde vesten for 150 år siden til nutidens vestjylland. Måske så hun bare nogle bøvede cowboys, der havde skiftet hestene ude med lastbiler og som hakkede på indvandrere istedet for at skyde på indianere. Måske mindede det hende for meget om den slags westerns, hvor sheriffen skal holde en vred menneskehob væk, fordi den enten vil dræbe eller befri en fange i hans fængsel. Måske syntes hun, at hun havde set det hele før, bare i amerikanske eller engelske film, såsom Sam Peckinpahs 'Køterne' fra 1971, hvor Dustin Hoffman forsøger at holde nogle ondskabsfulde landsbytosser ude af sit hus.

Blodig og stiliseret overflade
Måske lagde hun slet ikke mærke til, at der gemmer sig meget mere under den blodige og stiliserede overflade i 'Fri os fra det onde'. Man kan nemlig sagtens vælge at se de temmelig mange sociale tabere i den lille vestjyske by som repræsentanter for Underdanmark, for dem, der hader fremmede og stemmer langt til højre på stemmesedlen. Det er uden tvivl også derfor drillepinden Ole Bornedal har valgt skuespilleren Jens Andersen, der er bedst kendt for sin reklamefigur, Polle fra Snave, til at spille lastbilchaufføren Lars. I 'Fri os fra det onde' får den godmodige Polle pludselig krænget indersiden ud - og så er han Polle fra Helvede, en voldelig og indestængt taber. Det er ham, der sætter gang i hele det voldelige drama i 'Fri os fra det onde' da han kører en dame på knallert ned med sin lastbil og smider skylden over på byens bosniske indvandrer, Alan.

Veluddannet og velfungerede
Man kan også sagtens se Lars' bror, den veluddannede, velfungerende Johannes, som repræsentant for Overdanmark, det pæne civiliserede borgerskab med søde børn og ordentlige holdninger. Og hvis man vil, kan man opfatte valget af stand up-komikeren og tv-værten Lasse Rimmer til at spille Johannes som et forsøg på at krænge indersiden ud af værten for den pæne og vidende tv-quiz, Jeopardy.
Da Lars og hans hob af sociale tabere dukker op foran Johannes hus for at hente Alan, vælger Johannes at forsvare Alan med alt, hvad han har. Han sætter endda sin søde families liv på spil. Og da volden eskalerer, da taberne fra Underdanmark smadrer løs på hans hus, kommer dyret op i ham. Han forsvarer sit territorium, både hans hus og hans Danmark.

Citerer fadervor
Måske havde damen bag mig ikke set den her drilske parallel til vor tids Danmark i 'Fri os fra det onde'. Måske havde hun set den og var ligeglad. Måske havde hun set den, men ville ikke finde sig i at blive kategoriseret som enten bøvet neanderthaler eller den pæne borger med dyret slumrende i sig. Måske var hun kristen og ville ikke finde sig i at lederen af den voldelige taber-hob, vognmanden Ingvar, hvis kone bliver kørt ned af Lars i starten af filmen, er en stærkt troende mand, der citerer fadervor mens han skyder løs med sit haglgevær. Måske brød hun sig slet ikke om at blive drillet af Ole Bornedal, der med 'Fri os fra det onde' har lavet en film, som klart og tydeligt stikker til sit publikum og forsøger at få det til at reagere.

Selvfed fremtoning
Der kan være mange grunde til at damen sukkede og stønnede undervejs i 'Fri os fra det onde'. Hun kan have haft en dårlig dag. Hun kan være blevet irriteret over filmens lidt selvfede fremtoning med et lækkert colorgradet reklame-look og en stiliseret fortællerstemme, der kommenterer figurerne i starten og slutningen. Hun afskyr måske vold. Men det mest tænkelige er, at hun blev irriteret over at nogen sådan forsøgte at puffe til hende og få hende til at reagere på et af de temaer, der ligger under det danske samfund. Måske. Jeg fik ikke spurgt hende, for hun skyndte sig ud af biografen, ud i den virkelighed, hvor krigen mellem Over- og Underdanmark ligger og truer med at bryde ud.