Frost/Nixon

En bid vaskeægte virkelighed

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er lidt af et guldæg, den engelske forfatter Peter Morgan har fundet. Han snupper en bid vaskeægte virkelighed, helst en vigtig begivenhed, hvor forholdet mellem to mennesker har haft en stor betydning, og så skriver han et teaterstykke eller et filmmanuskript ud af. Det har han gjort adskillige gange efterhånden. Og altid med stor succes.

Kongen af Skotland
Første gang var i 2003, da han beskrev forholdet mellem den daværende engelske premierminister, Tony Blair, og hans makker i Labour, den nuværende premierminister, Gordon Brown. Det blev til tv-filmen 'The Deal'. 3 år senere kom filmen 'The Last King of Scotland', der tog udgangspunkt i det virkelige forhold mellem Ugandas diktator, Idi Amin, og den skotske læge, Nicholas Garrigan. Samme år kom filmen 'The Queen', der beskrev den engelske dronning Elizabeth II i de dage, da det engelske folk krævede en reaktion fra dronningen ovenpå Princess Diana død, og den nye premierminister, Tony Blair, forsøgte at lirke den ud af hende. Og endelig har vi 'Frost/Nixon', beretningen om hvad der (måske) foregik bag kulisserne da den engelske tv-vært, David Frost, i 1977 interviewede den detroniserede amerikanske præsident, Richard Nixon.

Nutidige begivenheder
Der er intet usædvanligt i historier, der tager udgangspunkt i forholdet mellem to virkelige personer. Intet usædvanligt overhovedet. Det usædvanlige er at Peter Morgan tager fat i nutidige begivenheder og mennesker, der for de flestes vedkommende stadig lever og fungerer. Og for at undgå opslidende retssager med virkelige og vigtige mennesker, der føler sig tilsølet af Peter Morgan, er hans historier aldrig kontroversielle opgør. Det er menneskelige dramaer, baseret på følelser og personlighed - uden at der går snavset snagen og kulørt ugeblad i det.

Personlige motiver
I den premiereaktuelle 'Frost/Nixon' forsø-ger Morgan fx at beskrive hvilke personlige motiver, der lå bag tv-værten David Frosts ønske om at interviewe eks-præsident Richard Nixon, og hvilke personlige motiver, der lå bag Nixons 'ja tak' til at deltage i interviewene. Nixon stod med klart de bedste kort på hånden. Frost var kendt som en let talkshow-vært, der efter al sandsynlighed slet ikke have pondus til at styre en politiker med så stor erfaring i at manøvrere sig udenom bidske spørgsmål. Nixon så interviewene som en mulighed for at rehablitere sig selv ovenpå Watergate-skandalen og vise et menneskeligt ansigt. Frost så muligheden for at skabe et tv-program med bid i en periode, hvor hans øvrige tv-programmer verden over blev nedlagt.

Noget af et gamble
Frost havde øjensynligt betydeligt mere at tabe end Nixon. Frost skulle betale 600.000 dollars for at interviewe eks-præsidenten. Det var ikke alene et svimlende højt beløb, det gav også interviewet et uheldigt og useriøst skær, at der skulle langes så mange penge over bordet. Ingen tv-stationer havde lyst til at vise det. Frost og hans støtter måtte selv købe sig tv-tid. Det var altså noget af at gamble, David Frost kastede sig ud i. Og til at starte med gik alt skidt. Nixon sneg sig uden om de kritiske spørgsmål - til stor frustration for Frosts medhjælpere, især journalisten James Reston jr., der havde svoret at bruge sit liv på at få skovlen under Nixon.

Lykken vendte
Det kræver ikke meget mere end et opslag i et leksikon under David Frost eller Richard Nixon at erfare, at lykken vendte til Frosts fordel - i så høj en grad, at interviewene i dag står som et skoleeksempel på kritisk, afslørende journalistik. Men Peter Morgans manuskript er altså et bud på alt det, man IKKE kan læse i leksikon, alle følelserne og de personlige overvejelser. Det er fascinerende at følge i hænderne på en erfaren Hollywood-håndværker som Ron Howard, omend det aldrig er i nærheden af at være så elegant og begavet som i det bedste af Peter Morgans historier, 'The Queen', hvor han giver et klart og præcist billede af problemerne i at være en gammeldags royal institution i en moderne følelsesladt medieverden.

Lårkort dekoration
Til sammenligning står det aldrig rigtig klart hvad man skal bruge 'Frost/Nixon' til. Portrættet af pigecharmøren og succesdrengen David Frost er for glat til at man rigtig tror på det, og Richard Nixon er for kompleks og gådefuld en størrelse til at filmen overhovedet trænger ind under huden på ham. Dertil kommer nogle overfladiske bifigurer, først og fremmest Frosts kæreste, der bliver spillet begavet af Rebecca Hall, men som aldrig bliver andet end køn lårkort dekoration i filmen. Michael Sheen og Frank Langella gør et glimrende stykke skuespilarbejde som Frost og Nixon, og det er først og fremmest fascinationen ved at følge to betydningsfulde personligheders møde, der driver 'Frost/Nixon' frem.
Derudover er filmen betænkelig tæt på at være et kulørt ugeblad pakket ind i store prætentioner.