Hannahs valg

Den forkerte hovedperson

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er en svær balancegang, den tyske instruktør, Hans-Christian Schmid er ude i med filmen 'Hannahs valg'. Han fortæller om et menneske i et moralsk dilemma, hvilket i sig selv altid er interessant, men han gør det på en baggrund af voldsomme krigsforbrydelser og kynisme i de internationale domstole.

Stærk moral
Vi lærer at hovedpersonen Hannah har en heftig hang til chokolade, at hun har et temperament, der kan være svært at tøjle, at hun er ambitiøs og at hun grundlæggende er et retskaffent menneske med en stærk moral. Det er altsammen godt og væsentligt at vide om en hovedperson, men det virker lettere slattent og spagt når damen samtidig går rundt og beskæftiger sig med en sag, hvor flere hundreder bosniske kvinder er blevet systematisk voldtaget og myrdet på et hotel i det tidligere Jugoslavien. Og når damen indser at den internationale domstol i Haag til enhver tid er intet mindre end utilstrækkelig, når det gælder om at straffe krigsforbrydere og andre ugerninger, der går på tværs af nationer.

Forkert hovedperson
Hvad rager en kvindes dilemma os, når hundrede af bosniske kvinder er voldtaget og myrdet og den øverste instans for retfærdighed på vor lille klode viser sig at være hul og utroværdig? Det spørgsmål får instruktøren Hans-Christian Schmid aldrig givet noget tilfredsstillende svar på, og det er den største svaghed ved 'Hannahs valg'. Der er noget der ikke er i balance i kernen af historien. Det føles på sin vis som om Hans-Christian Schmid har valgt den forkerte hovedperson til sin historie - eller ihvertfald ikke den mest oplagte hovedperson.

Etnisk udrensning
Det havde virket mere oplagt af følge Alen Hajdarevic, en ung bosnier, der er i Haag for at vidne mod en serbisk krigsforbryder og hans etniske udrensning under krigen på Balkan. Der er et eller andet fordækt ved den lange og spinkle Alen Hajdarevic, og da krigsforbryderens forsvar begynder at grave i Hajdarevic' forklaring, viser det sig hurtigt, at noget er galt. Det kan simpelthen ikke passe, at den serbiske officer har gennet adskillige bosniske kvinder ind i en bus i skolegården i en lille by. Bussen kan nemlig ikke komme ind i skolegården. Det viser sig da hele retssalen - bogstavelig talt - rejser fra Haag til Bosnien for at teste Hajdarevic' vidnesbyrd.

Rædselsvækkende oplevelser
Men hvorfor lyver Hajdarevic? Hvorfor er den unge mand optændt af så stort et had, at han lyver for den internationale domstol, og dermed bringer hele retssagen mod krigsforbryderen i fare? Det er en spændende historie, der kun bevæger sig i periferien af 'Hannahs valg'. Men den leder hen til filmens mest oplagte hovedperson, den bosniske kvinde, Mira, søster til Alen Hajdarevic. Hun har slået sig ned i Tyskland og fået mand og børn efter krigen, men arene plager hende stadig. Det er hendes rædselsvækkende krigsoplevelser, Alen Hajdarevic forsøger at hævne.

Hannahs dilemma
Alt det opdager vores egentlige hovedperson, den britiske anklager ved den internationale domstol i Haag, Hannah. Hun forsøger at køre sagen mod den serbiske krigsforbryder, men indser, at hun ikke kan få den fulde retfærdighed i Haag. Hun kan ikke få dømt krigsforbryderen for alle hans gerninger. Juraen og diverse politiske interesser i Bruxelles står i vejen. Det er Hannahs dilemma. Det er hendes valg.

Dynamisk thriller
Det er svært at få sådan en hovedperson til at stå skarpt når baggrunden bag hende forekommer langt mere interessant. Men Hans-Christian Schmid er en mere end almindeligt begavet historiefortæller, og på trods af det uheldige valg af hovedperson lykkes det ham at få en skarp og dynamisk politisk thriller ud af 'Hannahs valg'. Der er noget sjældent sobert og grundigt ved Schmids stil. Han forfalder aldrig til billige løsninger. Alle figurernes handlinger i filmen er grundigt begrundede og belyste, og da filmen er slut forstår man godt hvorfor alle har handlet som de gør. Der er ingen nemme løsninger. Virkeligheden er ekstremt kompleks og nuanceret.

Ingen vilde biljagter
Det viser Schmid altimens han holder historien i stramme tøjler. Han forfalder aldrig til flashbacks eller andre effekter for at skabe drama. Han stoler på at dramaet findes i alle de intriger og små kampe, der bliver udkæmpet i systemet i Haag. Han lader heller ikke nogen skyde på hinanden eller drøne rundt i vilde biljagter. Han stoler på at en diskussion eller en samtale kan indeholde rigeligt med drama. Og han har fuldstændig ret.
Det er en ekstremt svær balancegang, Schmid er ude i. Han vælger en forkert hovedperson i en historie om noget så uigennemskueligt som storpolitik, jura, borgerkrig på Balkan og menneskelige følelser. At Schmid holder balancen er i sig selv en enestående bedrift.